Nu nærmer vinteren sig selv hernede i Grækenland og tiden er inde til en slags status over den forgangne periode på 16 måneder. Hvad var ruten? Hvor lang? Hvor meget i havn, anker? Antal motor timer. Havarier. Forbrugt diesel og den slags. Antal gæster med mere.
Turen er delt i to etaper, en fra Danmark til Rom sidste år, og så i år fra 17.03.05 frem til nu.
Samlet distance på 16 måneder hvoraf 5 blev tilbragt i vinter havn, dvs. 11 måneder aktiv sejlads fra sted til sted. I alt bliver det: 6080 Nm på GPS. Alene i år fra 17.03.04 til nu er det blevet knap 2000. For mig svarer det i alt til mere end 10 års sejlads i Danmark.
Nu efter et år har jeg affundet mig med vind forholdene (normalt nul vind) og rigtig meget motor kørsel, efter kig på time tælleren giver det 650 timer indtil nu. Det svarer til ca. 1200 liter diesel på vores lille symaskine motor. Gennemsnitsfart er normalt mellem 5 og maks. 6 knob, det giver ca. 3500 NM for motor alene eller i kombination med sejl.
Jeg har skiftet olie og filter otte gange, stillet ventiler to gange, og skiftet brændstof filter to gange. Original impelleren fra Johnson har kørt over 450 timer før den blev skiftet, men er blevet tjekket to til tre gange før den blev udskiftet. Olien i sejldrevet har jeg byttet to gange ved hjælp af sugepumpe ovenfra (pt. har Gaia ikke været på land). Zinkanoderne har jeg bare renset med et stemmejern mens vi lå for anker.
Grundet de uhyggeligt høje havnepenge til og med Italien bruger vi ankeret i udstrakt grad. Først her i Hellas har vi råd til at gå i havn når vi har lyst og ikke bare når vi mangler diesel og vand. I alt bliver det til anker kastet 132 gange i de aktive måneder, og ofte med flere nætter samme sted.
På hele turen har der været 27 forskellige gæster ombord, en var med tre gange, et par var med to gange, og to hver især to gange hernede. Det har givet mange nogle dejlige uger som forhåbentligt kan huskes et stykke ind i den mørke danske vinter i de små hjem. Tak til alle for godt selskab og mange gode oplevelser.
På havari siden er det heldigvis ikke så slemt. Ikke mere end hvis man havde ligget og pjasket rundt i Storebælt tror jeg. Faktisk kan jeg delvis konstatere at nogle af de ting som IKKE bruges nok bla. Dykker udstyret havde bedre af at blive brugt oftere.
Her er en lille opremsning af de ting som er pludseligt opstået (faktisk er det hele kun småting)
- Delvis sprængt faldet til rulle genuaen, mellem wiren og tovet. Det kunne jeg dog lave ved hjælp af en ny splejsning og en lille nedkortning.
- Nedslidt selvstyrer, den var ikke engang i orden fra afrejsen fra Danmark, den blev lavet med ny excentrik mm. i Lissabon for 1200 kr ca.
- Rodenden af bommen ved masten viste tendens til at skilles ad og blev lavet med gevind i stedet for popnitter.
- Ankerspil knækket over en gang og siden hen er reparationen også gået, så jeg er nu på anden hjemmestrikkede løsning, indtil min ven Jan Takler kan lave en ny spindel efter tegning herfra. Desuden er møtrikken som spilhåndtaget sættes ned i også gået og Jan har lavet en ny efter tegning i rustfri stål, tak for det.
- Sejlslæder falder ud og er blevet monteret med skruer plus loctite i stedet for splitter der falder ud.
- Knækket motor ophæng, den var fejlkonstrueret fra Volvo således at hele vægten hang i gummiet den nye er naturligvis lavet modsat så vægten går ned i gummiet. Det har nok også været galt siden afrejsen.
- Siden hen er remmen i selvstyreren skiftet igen, dog har den holdt mindst det dobbelte af hvad instruktionsbogen foreskriver.
- Raymarines ST 40 serien Bidata ekkolod - log er også blevet træt af det varme vand i hvert fald kan den ikke mere måle temperatuen i havet, det er ærgerligt for der var faktisk garanti på, men det er jo ikke nemt når man er på farten at opnå alle goder.
- Så er der gummibåden, den kunne ikke lide orkan vindstød og gik under, og fik øjerne hevet af, og siden hen er den sprunget læk i en samling, køb ALTID Hypalon, ikke PVC til brug hernede. Jeg har skiftet til en brugt prof model fra AVON lavet i det rigtige materiale og i en RIB model. Slut med legetøj, tingene bruges jo som var det til erhvervs brug og så holder kun det bedste.
|
Det er jo ikke så meget og var det over ti år var det vist rigtig flot klaret synes jeg. Dog må jeg erkende/indrømme at jeg bruger ca. en time HVER dag på vedligehold og forebyggende reparationer, det ser jeg klart som hoved årsagen til at der ikke har været mere slidtage/skader.
Nu skal Gaia på land, i skrevne stund vides ikke om det bliver på gammeldags maner eller med hydraulik vogn. Jeg afventer priser før endelig beslutning. Hver en skilling bliver vendt nu hvor jeg ikke helt ved hvad som skal ske, båden bliver jo i Grækenland en tid endnu og kommer ikke tilbage til Korsør. Havnepladsen er solgt, det er for dumt at betale 500 kr. om året for at eje en andel i en havn så langt væk.
Følgende skal laves på land. To nye pakdåser til sejldrevet, yder gummi lap ved sejldrevet skal af og bælgen skal nøje kontrolleres for slidtage. Så skal kølen primes lidt pga. små grundstødning (er) har slidt malingen af tåen. Alle søventiler skal også ekstra tjekkes for evt. tæring. Så sluttes der med en gang bundsmøring og så er det tilbage i vandet.
Heldigvis fik jeg kort efter ankomst til Nidri en ny Græsk ven som har hjulpet med alt muligt. Han har en bådudstyrsforretning her igennem 28 år. Og han kender ALLE, lige den rigtige at møde i min nye situation. Han skaffede malingen og kender selvfølgelig en værfts ejer. Jeg har heldigvis haft mulighed for at give en hånd med udlægning af en mooring og i skrivne stund har jeg netop færdiggjort en 30 m2 tilbygning til hans lager som en tjeneste, ellers er det ikke rart ikke at kunne gøre gengæld.
I havnebyen Preveza ligger en af de i Grækenland utallige ny og ikke færdige marinaer, og der er en vel nærmest nordisk bro bestyret af svenske Stig og Ingegerd. De har boet der fast i 4 år, og er nøglepersoner ved ophold der. Jeg har ligget der en tid og finder at byen er meget fin. Intet turisme ud over de få udenlandske bådfolk som vælger at bliver der om vinteren. Et rigtig godt sted.
Når nu ikke jeg er i Spanien og skal lære spansk så er det et godt sted at øve græske ord, det engelske er ikke så godt som på øerne grundet den større turisme.
Jeg har haft besøg af Jan Takler, Jan Kenneth og Per Kenneth. I ti dage ca., vi har plasket lidt rundt i nærområdet, oprindeligt skulle vi sammen være sejlet til Sicilien, men det var før Anette og jeg gik hver til sit, og jeg ville blive her. Heldigvis er færge forbindelserne så fine at det ikke gav nogen problemer at komme til Rom hvor drengenes flybillet gjaldt fra. Vi har haft en fed tur synes jeg, de så jo kun et lille udpluk af alt det som er at opleve med båd. Jeg tror alle nød det.
|
Ingen tyverier eller hærværk.
Ingen voldelige tendenser blandt unge mænd.
I bussen er der en mand kun til at sælge billetten. Hvilket gør alting utroligt nemt.
Blandt unge er det YT at være fuld.
Den ENE lettere berusede græker vi har mødt på 5 måneder, gav en undskyldning for han var lidt fuld. Da jeg spurgte ham om vej. Tænk lidt over den…
Intet skel imellem havne til færge, fiskere, lystbåde, en havn er en havn for alle. Hvis der er plads må man næsten altid ankre inde i havnen.
Intet skel mellem detail og en gros forretninger, man køber det man mangler uanset om det er en 10 tommer kuglehane eller et kaffekrus.
Et fragtfirma kan modtage din betaling kontant til chaufføren på stedet.
Man får Service på en servicestation, du får tanket dit køretøj at et rigtigt levende menneske.
Politiet får deres penge for at sidde og drikke kaffe. Der er ikke ret meget andet at lave.
Man må køre to på de dertil indrettede scooters.
Man må køre med fire hjulet knallert…
Grækerne deltager ikke i det Neokonservative USAs, angreb/invasion/terror mod de Arabiske lande.
Ingen terrorhysteri. Se ovenfor. Ingen Frygt.
Grækerne har endnu ikke givet boligmassen over i bankernes hænder. Husene er IKKE belånt til op over skorstenen. (endnu). |
Intet går fri, alt bliver vandaliseret eller stjålet (Korsør)
Sagesløse overfaldes konstant af påvirkede unge.
Der er steder hvor bussen er ”pengeløs” grundet røverier. Altså svært at købe en billet, som turist eller lign.
Blandt unge er det IN at drikke og være fuld.
I Danmark kan man komme i meget store problemer hvis man ”støder” ind i en fuld mand, eller ende på skadestuen!
Man bliver straffet for anløb af færgehavn eller lignende.
Utallige specielle varer kan kun købes via firmaer over konto mm. Såsom speciale fittings og speciele rustfrit stål dimensioner, med mere.
Kan kun gøres via et momsregistreret firma.
I ”Gør det selv Danmark” Tanker man selvfølgelig selv bilen.
Visse steder kan politiet ikke komme pga. organiseret overfald, bl.a. steder i Odense.
Stort problem i det hele taget at få indført en ”knallert 45”
Man må ingenting…
Anders Foghs bedste ven er George Bush… Danskerne angreb et land UDEN grund, det er ulovligt ifølge FN.
Rent hysteri hvis nogen finder en glemt pose på en banegård. Se hvorfor ovenfor. Det er FRYGT skabt af politikerne så de kan opnå deres mål.
Langt de fleste huse i Danmark er belånt til over deres fysiske værdi. Pengene er brugt. Godt for banken, skidt for dig…
|
Affalds problematikken er stor, alt affald ender faktisk på åbne lossepladser. Der findes ingen systemer eller nogen form for sortering sted. Undtaget at man stiller metal og den slags til sigøgnerene som sælger det.
Der er et væld af ulovlige fyldpladser ude i naturen.
Her sløses med energien.
Her ses ingen handling for at beskytte eller tilplante de mange eroderede øer, der er over alt i det Ægæiske hav.
Til tider er den håndværksmæssige standard MEGET ringe.
En aftale er ikke altid helt at regne med. Så bliver det bare en anden dag. Dog er bus og færge tider total præcise, mindst ligesom Danmark.
Grækerne har hysteri overfor privat dykning. Generelt er det ulovligt og kan/vil medføre MEGET store problemer for dig. (dobbelt surt, med det grej jeg har).
Der sker rigtig mange trafikdrab her, også fordi vejene kan være ødelagt af jordskælv, men også vild kørsel er grunden.
Grækenland er jordskælvszone, det er et faktum.
|
Danmark har et fint system med genbrugspladser hvor om ikke andet så tingene i hvert fald holdes adskilt, hvor meget som ender i genbrug vides jo ikke…
Man ser meget lidt affald i naturen.
Man sparer på energien.
Danmark har nogle meget ambitiøse planer om skaovrejsning og gør noget for sagen.
De før så mange lærepladser har givet Danmark et væld af dygtige håndværkere.
Danskere holder deres aftaler generelt.
Her er klare regler og man må altid dykke, dog må man ikke plyndre alle vrag man finder. Det er der love om.
Vejene er generelt ret sikre, dog kører Danskere meget mere aggressivt end i andre lande.
Danmark er 100 % fri for farlige jordskælv.
|
Dette er naturligvis kun et udtryk for den korte tid jeg indtil nu har opholdt mig her. Listen vil til hver en tid kunne ændres og nærmere kendskab vil garanteret også flytte nogen af mine synspunkter. Men konklusionen er klar. Grækenland er det bedste sted i Europa. Efter Grækenland kommer Sverige, Norge og Svejts.
Jeg har været i Tyskland, Holland, England, Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Svejts, Norge, Finland, Sverige, Litauen, Polen, Egypten, og Tyrkiet. Alle stederne i de senere år.
Alt det her varierer meget efter hvor man lokalt bor. Alle de små øer i Danmark har rigtig mange af Grækenlands gode egenskaber. Og andre steder er dele af danske byer en krigszone med vold, mord og narkohandel. Det skal tages med i vurderingen. |