GAIA's tur i Middelhavet

Rejsebrev 24

Det er jo typisk, da jeg lige stod og skulle bruge mit gode 19 år gamle skib, gik noget alvorligt i stykker. Her er lidt om hvordan man kan lave en patentløsning og både få et kanon resultat OG spare over 5000 kroner.

Historien er at jeg som vanen tro efter hver tur og gerne hver dag tjekker motorrummet. Efter en tur til nærliggende ø Angistri og 10 timers motor sejlads ud og hjem så jeg under motoren en enorm mængde motorolie spildt. Det så ud som var det alt olien, men motoren havde jo kørt perfekt og uden nogen olielampe eller alarm, det viste sig at være 2 liter der var lækket ud et sted.

Efter meget rengøring og granskning af motoren så jeg at dybt inde under ferskvandskøleren på min volvo penta 2003 T sidder en lille saltvandskølet oliekøler, der så jeg en lille læk ved en banjobolt. For at få adgang måtte jeg pille alt ferskvands systemet af og derefter oliekøleren. Den sidder forrest i serie på saltvand ind efter søvandspumpen. Derfor er det den som får salt chokket og den faldt omtrent fra hinanden i hænderne på mig… Desuden var den godt stoppet til indvendigt.

Godt nervøs tog jeg tyren ved hornene og hamrede ferskvandskøleren fra hinanden og på mirakuløs vis er den 100% som ny, selv drejerillerne fra bearbejdningen for over 23 år siden stod helt tydelig frem. Det var mere end godt for en ny koster vel omtrent i omegnen af 15 tusind og opefter…

Den lille fis af en tæret oliekøler skulle så vise sig at koste 7500 med moms i Danmark, for her i Grækenland kunne/gad Volvo ikke finde den på trods af motornummer og sågar et nummer støbt ind i godset…

Nu er 7500 kr. jo også en slat på en ældre motor der dog stadig kører som ny. Jeg måtte derfor sætte de små grå lidt i sving så jeg kunne redde ferien til Milos og spare noget af guldet til anden sjov. Så er det godt at have en ven som Bent Nielsen, Ledøje marine i Sorø, jeg ringede jo til ham med det samme og tilsammen fandt vi ud af at den lokale båd smed her (det er i øvrigt majsæl) nok kunne få flikket noget sammen med en Bowman oliekøler (1500 kr.) og en del fittings og lidt alternativ tænkning. Som sagt så gjort og jeg fik krammet sendt herned.

Denne køler er dobbelt så stor som den gamle men samme diameter, så jeg havde nok troet jeg kunne få den ind og sidde på den originales plads, men så var der lige det med længden, den umuliggjorde at få saltvandet ind og over i ferskvandkøleren på en ordentlig måde. Så derfor kom jeg snedigt frem til at sætte den uden på ferskvandskøleren, det ville jo også ligesom gøre at jeg kunne holde lidt øje med tingene og måske nemmere komme til at ændre på det siden hen.

Da denne beslutning først var truffet og støvsugning af alle forretningerne her på Poros for at få alle de nødvendige slangebånd studse og fittings, gik det som smurt, særligt nemt når man står i sit lille værksted en meter fra motoren tihi. Nu sidder den nye oliekøler og skinner som guld lige nede på siden. Kredsløbet er som ses på billederne søvand ind igennem fra enderne og olien ind og ud fra siden. De gamle olie kobberrør blev kappet og brugt til studse for 10mm gummi slanger med dobbelt spændebånd overalt og ny kobberringe ligeledes.

Så kom det mest spændende nemlig testen, og jeg må nok sige det dur, der kommer nok dobbelt kølevand igennem motoren tror jeg og motoren som ellers havde tendens til at blive lidt varmere om sommeren end om vinteren og særligt ved lidt mere pres på. Det er slut nu og jeg har kørt 50 timer siden bla. Med to gange 12 timer i grov sø fra vindstyrke 7 – 8 Bf og må nok indrømme jeg tænkte lidt rigeligt over mine eventuelle begrænsninger mht motor reparationer… Men alt tyder på det er noget som blev godt.
Alt i alt beløb rep. sig til 2100 med moms og forsendelse hertil Grækenland!

Eventuelle spørgsmål kan rettes per mail og vil blive besvaret!

Tlf til Bent Nielsen er +45 5783 2200 og han er en flink fyr!