Rejsebrev 5

Søndag d.4. juli.

Vi afsejlede Leixoes marina ved middagstid, og ærgrede os lidt over vi ikke havde haft tid til at se Porto, der ligger lidt syd for. Preben havde haft et ærinde dernede og fortalte længe om, hvor speciel byen var. Vi må tage den på hjemvejen, denne portvinens hjemby. Ja der er flere historier om hvordan portvinen blev til, men den man mener, er rigtigst er den, at Porto begyndte en handel med England af vin. Og for at vinen skulle holde sig under transporten til England, blandede man cognac i. Det gjorde vinen sødere og stærkere, og det faldt i Englændernes og Portugisernes smag.

På den sydlige bred af floden Douro, der går gennem byen, ligger byen Vila Novo de Gaia. Her har over 50 portvinsfirmaer til huse, og her kan man smage frit af den liflige vin. Jeg er sikker på at min søde veninde derhjemme, vil sætte pris på at jeg finder en særlig udsøgt portvin til hende, jojo.

Klokken 2330 anløb vi havnen i Figueira Da Foz. Ved indsejlingen lå et stort tivoli, så der var gang i den. Oveni hatten havde Portugal spillet finalekamp i Europamesterskabet mod Grækenland, hvilket de, for portugiserne, desværre tabte. De var nu glade alligevel, for byen festede, og et kæmpe fyrværkeri afsluttede klokken 24 Europamesterskabet.

Vi havde kun lige stukket næsen ind i havnehullet før vi blev anråbt af tolderne. Om man gider eller ej, så har man bare at ligge til deres kaj og følge med ind og få ordnet papir og typisk for sydlændinge, så er der også tid til at tage telefonen, når hans bror ringer og fortæller om hans ferie i Belgien i halve timer. Så tæt på at dratte ned af stolen af træthed.

Her var vi kun for en kort bemærkning, før vi fortsatte.

Hele kyststrækningen fra Porto til Lissabon er en lang sandstrand og er meget smuk at sejle langs.

Så snart man har rundet pynten, starter indsejlingen til Lissabon. Selv om der stadig er mange sømil ind til selve byen er forstæderne et smukt skue. Langs havnepromenaden ligger det kendte monument over de opdagelsesrejsende. Kendte mennesker stående på siderne af et skib. Det blev rejst i 1960 for at markere 500-års dagen for Henrik Søfarerens død. Udover ham, står også Alfonzo 5. der støttede de første eventyrere, Vasco da Gama, Pedro Alvares Cabral, der opdagede Bracilien, og Fernao Magalhaes, der krydsede Stillehavet i 1520-21. Og når man har sejlet under den høje røde bro (mini Golden gate) Står, til højre,højt på bjerget, en kæmpe statue  af Jesus, der breder sine arme ud og kikker ned på dig.

Lissabon er bygget, ligesom Rom, på syv høje. Desværre for byen var den udsat for et meget stort jordskælv i 1755, og yderligere udbrød også en brand, hvilket gjorde at mange store bygningsværker gik tabt. Men man ansatte nogle dygtige arkitekter, til at gendanne byen igen. Nogle af de karakteristiske træk byen fik, var de smalle gader hvor mange af husenes facader er af kakler, og små altaner fyldt med blomster, og hvor vasketøjet hænger til tørre i solen.  

Selvom det er en stor by oser den af den hyggeligste atmosfære, netop pga. indretningen.

Byen har et fint fungerende sporvognssystem, der kører op og ned af de meget stejle gader.

Og ikke nok med, de er stejle, de er også enormt smalle, hvilket giver en masse råben og ringen med sporvognens klokke, når bilerne står parkeret på sporene. Det gir indimellem nogle voldsomme diskussioner mellem bilisten og sporvognschaufføren, men til stor underholdning for passagererne. Ja man kalder dem ikke varmblodige for ingenting.  

 Et hav af smukke kirker, statuer, og monumenter er krydderier for os som kan li`der er kræset for udformningerne.

Vi fik også set den ældste udendørs elevator(102 år), Og det smalleste hus (1 meter på tværs).

Men tilbage til sejladsen ind. Vi havde ikke megen vind de sidste par timer inden vi rundede pynten, men det skal jeg love for vi fik efter….

Med et` kom der en vind der næsten lagde os ned. Hurtigt fik vi reduceret genuaen til et frimærke, og strøg af sted med 9 knob, Maja(vindmøllen) snurrede så det hylede.. Hold da op det gik stærkt derindad. Jeg stod ved roret og forude kom en meget hurtiggående båd lige imod mig, og lige meget hvad vej jeg drejede så gjorde den det samme..Da den var tæt nok på tog den et par omgange rundt om os, og da kunne vi se det var havnepatruljen. De sejlede tæt på og bad og gå på kanal 16. Jan spurgte om hvad vi havde gjort galt med den velkomst. De havde kaldt os mange gange på vhf radioen, men vi havde ikke svaret… Så vi skulle følge med ind i toldhavnen og få ordnet papir. Så måtte vi pænt følge efter. De var nu ikke så bøse da vi først fik dem ombord, så efter 1½ time kunne vi sejle videre, hvilket gjorde at vi atter en gang skulle sejle ind i bulder mørke.

Vi valgte at ankre op lige efter broen til styrbord, i floden Seixal. Man skal overholde afmærkningerne helt ind pga. meget lavt vand til begge sider, til gengæld kommer man til at ligge rigtig godt, lige udenfor en lille by, et valg vi blev rigtig glade for.

Hurtigfærgerne ligger et stenkast fra og sejler hele tiden. 10 minutter efter er du i hjertet af byen. Prisen er 1,35 Euro=10kr.

Vi havde også en skæg oplevelse her hvor vi lå for anker, som sagt tidligere fisker de fleste folk hernede. Med deres små fiskestænger står de alle vegne eller sidder i jollerne. Der er også rigeligt med fisk, de springer ud af vandet, faktisk op til ½ meter. Vi har opfundet en ny måde at fange fisk på (ved et uheld), man starter gummibåden og sejler for fuld kraft, så bliver de så bange så de hopper op af vandet og KLASK lige i hoved på mig for derefter at lande i bunden af båden. Så 4 gange op og ned ad floden så er aftensmaden hjemme.

Her i Lissabon fandt vi også Hovedforhandleren for Raymarine, og kunne endelig få reservedelene til selvstyren. Sikke en lettelse…