Rejsebrev 6.

Søndag d.11.juli.

Efter 4 rigtige dejlige dage i Lissabon var det tid at komme videre. Vi skulle helst nå så tæt på Malaga som muligt på 4 dage, da Jan og hans tre børn, Rasmus, Mathilde og Julie ville ankomme og sejle med en 14. dages tid.

Og som indsejlingen til Lissabon således blev også udsejlingen, fladt hen ad vandet, sikke en vind. Troels Kløvedal skriver et sted at lige netop på denne strækning sætter Nordkaperen altid speed rekord, så denne blæst er her åbenbart altid.

Kursen var stik syd, mod Sao Vicente pynten, solen skinnede og en god vind. Men efter et par timer blev den lidt for god, bølgerne begyndte at få skum på, og der skal meget til, før atlanterhavsbølger skummer, så vi var godt klar over nu, at det blev en hård sejlads, indtil vinden ville lægge sig igen. Vindretning(nordvest) bølgeretning plus vi skulle holde væk fra kysten, gjorde at vi blev klasket godt på styrbord. Vi følte os som en prop på vandet, der bare blev smidt tilfældigt af sted. Vi ville ikke kunne gå ind nogle steder da strækningen her er, som Jan kalder det; fjendtlig kyst;. Vi skulle runde pynten før vi fik læ, både for vind og bølger. Fint nok men der var ligesom 100 sømil der først skulle sejles. Jeg fik slået min fart rekord, 15,4 knob, men nu var det lige meget med at den steg yderligere, for nu var det ikke sjovt længere. Det bragede ned ad bølgerne, når man kom rent ind på dem.

Jan har lidt af en del søsyge, og det slog heller ikke fejl denne gang. Det er så synd for ham, men han tager det nu pænt. Vi har opfundet en ny joke; Mænd skal altid tisse territorier af hvor de har været, Jan knækker sig. Som han selv siger; nu har jeg brækket mig i Østersøen, Elben, Nordsøen, Engelske kanal, Biscayen, og Atlanten.

Ja vi har også skrigende måger efter os, men det er ikke pga. fiskeaffald. Nå men vi håber det bedrer sig hen ad vejen.

Klokken to om natten smed vi anker i en dejlig lille naturbugt lige efter pynten. Det var bare så dejligt at komme i læ efter sådan en omgang. Man er bare træt. Hele kroppen er brugt, hvert lille muskel har arbejdet for at holde balance.

Vores selvstyre virker perfekt igen, til gengæld ville Maja (vindmøllen) ikke længere dreje rundt, og motoren blev for varm.

Jan mente at der var kommet luft i systemet og efter at have luftet ud, løb den fint derudad igen. En god gammel Volvo diesel, det funker…

Næste træk blev stik øst langs Algave kysten, mod Faro . En tur på 50 sømil. Fra gårsdagens blæst til næsten havblik, ja sådan er der her. Den mest stille dag på turen indtil nu. Solbadning, læsning, og andre små pusleriger, medens båden klukkede af sted med 4-5 knob.

Vi ankrede op bag molen ved Faro, hvilket blev et dårligt valg, da det viste sig at fiskekutterne natten igennem sejlede til og fra havn. Og da de bare tonser derudaf, gir de nogle store hækbølger, så man næsten triller ud af køjen.

Næste træk blev fra Faro østpå til Floden Guadalquivir, der løber over 40 sømil ind i landet, for at slutte i byen Sevilla. Samtidig bevæger vi os til Spanien igen, hvilket vi føler lettelse for. Portugal er et dejligt land, og smukt, men myndighederne er virkelig oppe på stikkerne, så vi reagere hver gang vi høre en patruljebåds lignende lyd; hva nu!!!!! Sådan er det ikke i Spanien, de er lidt mere afslappede.

Turen blev på 80 mil og ikke meget vind, men nogle pæne dønninger kommende fra syd-øst. Alt åndede fred og idyl, bikini på dæk, ahhhhh. Men ingen fred vare evigt, langt inde i solbadningsdøsen, blev jeg vækket af svømmefodslignende klask i cockpittet, Jeg tænkte om Jan nu havde tænkt at snorkle sin en tur? Ville protestere da dette ikke er tilladt andet end på ankerpladser, men opdagede, at det var fluesmækkerne der var i angreb.

Hele båden var angrebet af fluer, og der var mange. Men de fik ikke mange chancer, for med en fluesmækker i hver hånd, blev der klasket resten af den dag. Nogen er ved at få kuller, og trænger til landjord.

Langs floden Guadalquivir er her en skæg kontrast. På syd siden sejler man langs et hav af huse, hoteller, og en strand belagt med hundredvis af badegæster, og drejer man hoved til nordsiden er det en lang hvid sandstrand med smukke grønne træer i baggrunden. Dette er Parque Nationale de Donana, Nationalpark på 50 000 ha, Spaniens største. Inde på stranden er mennesketomt, men vi kunne i kikkerten se, sorte vildsvin, der gik langs bredden, og roede rundt med deres tryner i sandet. Det er stegende hedt, og vi priser os lykkelig for solsejlet, der ved middagstid dækker hele cockpittet.

Onsdag. d.14. juli.

Nu videre sydover til Cadiz. Her ville vores gaster ankomme med bussen fra Malaga.

Klokken 1830 lagde vi til i Americo marina, og ti minutter senere kom 4 trætte, men glade ansigter til syne på molen. Det havde været en lang tur, men jeg tror det gode vejr opvejede det hele. Det der først fangede interesse, var de store multer, der er overalt. Mange timers forgæves forsøg på fangst førte også til alle former for fangstredskaber. Disse fisk er jo vegetar, så vandmelon er en delikatesse, for nær dem med krog i, dem ville de ikke spise. De er lidt for snedige, men mon ikke det vil lykkedes alligevel, på et eller andet tidspunkt.

Vi tilbragte tre herlige dage i Cadiz. Selve byen er en dejlig blanding af gammel historie, og nye promenader. Et langt fæstningsanlæg kredser hele byen ind. Igen lange smalle gader, fyldt med den ene butik efter den anden. Og lige netop der i disse gader, fik vi nok slidt 20 cm af hvert ben, af at rende op og ned. Der blev handlet ringe, tøj, bælter, slik, og meget andet. Jo vi råhyggede…

Lørdag d.17.juli.

Vi satte kurs mod sydkysten. Vind og bølge var perfekte, solen var nok en anelse slem, men det gik.

Vi havde ikke sejlet ret længe før første gast måtte ofre til havguderne. To timer senere stod næste levende billede og ofrede, og lad os lige tage 3. gast med også…..Med 50% af besætningen nede, blev vi enige om at søge ankerplads for natten. På dette tidspunkt lå vi ved Bolonia bugt, og det var bestemt ikke et dårligt sted. En meget stor strand med høje klitter, ja der gik ikke mange minutter før gummibåden var sat i vandet.Nu var der dømt badning, løbe, rulle, og kaste sig rundt i bakkerne, samle flotte skaller, kikke fisk, og ikke mindst, få rystet søsygen af sig.

Efter en god nattesøvn, var alle klar til at sejle ind i middelhavet. Os tre piger var fast besluttet på at se delfiner, hvilket de ikke havde set endnu. Selvom vi sad med øjnene på stilke, helt oppe i stævnen, så vi aldrig skyggen af en delfin. Æv æv. Men selve turen var rigtig dejlig. ALLE VAR FRISKE, søsyge var et afsluttet kapitel.

Klokken 1549 strøg vi ind i bugten i Gibraltar. Vi havde hørt meget blandet om stedet, men som altid, er vi lette at dupere, og syntes her var dejligt.

Marina Bay ligger smukt ved foden af den store Gibraltarklippe, og godt i læ af åben kyst. Indtil nu har priserne i marinaerne været overraskende billige, det samme gjaldt også her. 14 pund er ikke meget.

Gibraltar (den Ibirske halvø) har været i briternes hænder i næsten 300 år. Den er kun 5,5kvadrat kilometer,og en landingsbane deler den fra Spanien. Spanierne mener den er spansk og besat af briterne,og at den er en smuglerrede, et skattely for briterne. Franco blev så forbitrede på briterne at han lukkede grænsen til Spanien og først i 1985 blev den atter åbnet. Indtil da, måtte man flyve til Marokko, og sejle derfra, for at komme til Gibraltar.

Det er lille England her, butikker, fish and chips, tobaksforretninger, og Bobby(betjenten med den karakteristiske hjelm).

Selve klippen er et besøg værd. Vi hyrede en minibus og kørte deropad Her kan man opleve den smukkeste drypstenshule. Vi fik yderligere et flot lasershow med i prisen.

Selve klippen er også kendt for det eneste sted i Europa der har fritgående aber. Legenden siger at så længe berberaberne overlever i Gibraltar så længe er englænderne også her. Da de var truet af udryddelse i 1944, satte Winston Churchill nye aber ud på klippen. Og vi fik set aberne… De sprang rundt på os…Desværre var en af de store hanner ikke i humør til turister for han sprang ned i hovedet på Rasmus og bed ham på skulderen, så der gik hul både i skjorten og huden. Men vores chauffør mente at hvis Rasmus ikke havde fået abehår over hele kroppen inden aften, ville biddet ikke være farligt.

Torsdag d. 22.juli.

Vi lettede anker og satte kursen mod Benalmadena. Vi fik en herlig dag på havet, og endelig dukkede de længe ventede delfiner op. I overflod kom de springende hele dagen, og det var de helt store lysegrå med hvid bug. Det var bare så stort…Havet var azurblåt, og fuldstændigt havblik. Kameraerne var rødglødende inden dagen var omme. Oveni bragte dagen også hele 2 hajer, godt nok ikke andet end 1 m, men rygfinnen strøg fint over overfladen. Sidst, men ikke mindst, en klumpfisk, en løjerlig fætter.

Fredag anløb vi Benalmadena. Vi skulle hente vores storsejl, og ville tage bussen ind til Torremolinos. Men service over alle grænser….Andy, sejlmageren, kom inden for en time med vores nye flotte sejl. Og inden der var gået yderligere 2 timer havde vi sejlet på. Vores bom hænger i en højde så der er fare for at få den i hovedet, men vi har fået syet det nye sejl, så bommen hæves en 30-40cm, og det passede helt perfekt. Vi sendte mange tanker tilbage til Kjeld fra sejlloftet, for den, helt igennem gode service vi havde fået. Alt var forløbet perfekt.

I alt den tid vi har befundet os i Middelhavet har det næsten været blikstille. Ikke en krusning der kunne holde sejlene med luft over en time, så vi anker en del op for ikke at sejle for motor hele tiden. Selve kysten er en lang badestrand med kulørte parasoller og tusinde af mennesker, store hoteller, og soveniere butikker overalt. Der er nok at se på når vi lige så stille glider østover langs promenaderne.

Som sagt tidligere, er her ikke mange sejlbåde. Det er sjældent vi møder nogle på havet. Til gengæld er her gang i den med alle andre former for motorgående fartøjer, såsom scooters speedbåde, og bananbåde.

Vi fandt ind bag nogle klipper meget tæt ved stranden, nær Puerto Deportive Punta de la Mona. En utrolig smukt beliggende marina, der har formået at tage klipperne med ind i konstruktionen af marinaen. Her snorklede vi hele dagen på 6-7 meter vand. Næsten altid, hvor der er klipper, er der også  en masse at se på. Bevoksningen i mange farver, og skaller af døde søpindsvin, og søøre med deres skinnende perlemor. Ellers er hele den sydøstlige kyststrækning et hvidt tæppe af væksthuse. Det er jo også herfra hvor vi modtager grønsager fra hele vinteren.

Nu nærmede tiden sig for afrejsedagen for vores gæster, men det var ikke så let at få billettter hjemad som herned, så Jan måtte en tur til Almeria, for at finde rejsekontorer. En tur på 34 kilometer fra den by vi valgte at vente i , nemlig Almerimar. Dette er også havnen vores sejlervenner hjemme fra Korsør har brugt som vinterhavn medens de har sejlet hernede. Den er rigtig lækker. Her er alt man behøver som sejler, Internet, vaskeri (hårdt tiltrængt) isbar, og hygge underholdning om aftenen. Her er ingen særlig by, hvilket måske er årsagen til her er billigt at ligge (kun 17 euro).

Torsdag d.29.juli.

Så blev det sidste dag for vores 5 gaster. I morgen tidligt starter den lange bustur tilbage til Danmark. Så vi fik sejlet Gaia til byen Almeria, hvorfra bussen afgår. Tasker, kufferter og gaver bliver pakket sammen, og alle skaller bliver nænsomt lagt i stødsikre æsker. Sidste aften skal vi alle ud og spise, som en fin afslutning på en masse dejlige dage. Ja jeg tror mange af deres forventninger gik i opfyldelse:

Rasmus har brugt hele ferien på at fange de snedige multer, og anden sidste aften lykkedes det endeligt, så middagen hed; 3 ovnstegte multer med gemuse. Herligt spise. Mathilde har hele turen ønsket sig at blive pæn brun, og sikke en smuk mulatfarvede ung pige der kommer hjem og henter nye bøger mandag morgen, til 8. klasses opstart. Og Julie har fået skiftet hele garderoben ud. Ny fodbold bluser, smykker, taske, shorts. Men det der nok trak allermest for alle tre, var snorkeldykning. Deres far, Jan, kunne vist bare tænke sig at give sine børn en oplevelse de sent ville glemme, og slappe lidt af selv. Jeg håber det lykkedes. Og tak for et par dejlige uger.

Vi fortsætter mod Alicante og videre mod Ibiza.