Rejsebrev 8

Søndag d.22. august.

Begge mine døtre og svigersønner havde købt billetter, så det passede med at Louise og Brian ankom søndag d.22 og blev til lørdag morgen, dagen efter kom så Katja og Christian og blev til søndagen efter. Vi lejede en bil, så vi kunne hente og bringe, samt få mulighed for at køre lidt rundt på Mallorca, og få set øen. Vi lagde ud med at få set østsiden. Jeg vil lige sige at det er så synd at Mallorca i mange år har fået de kedelige logoer som; Her møder man naboen, eller her er kun grisefester at more sig med. Mallorca er alt andet end det. Her er evigt frodigt og grønt, uanset årstiden, og landskabet skifter fra smukke kyststrækninger med et hav af både store og små strande, til hele bjerglandet vestpå. Her er olivenlunde, deres kendte Mallorcamandler med de meget mørke skaller, vinmarker, alle de små søer, hvor de udvinder salt og selvfølgelig alle palmerne. Her er også seværdigheder for enhver smag, så man kan rolig tage på ferie hertil og opleve en masse, hvad enten man er til strand eller køreture. Overalt på øen, træner cykelryttere. På de lige stræk eller oppe i bjergene, er de at finde. Om de er professionelle eller amatører ved jeg ikke, men de har sikkert valgt noget af det smukkeste at træne i.

Østsiden af Mallorca består af en lang kystvej med små afstikkere ned til Cala byerne. En af dem er Porto Christo med sin slangeformede vandløb ind igennem byen, og den smukke drypstenshule, (Cuevas del Drach) dragens hule, der har været kendt siden oldtiden. Katja og Christian aflagde den et besøg, og fortalte om en utrolig flot oplevelse det var at se små både komme glidende ind i hulens krystalklare sø, medførende et orkester der spillede, så tonerne gav gåsehud på armene.

Alcudiabugten er stedet med den smukke lange hvide badestrand, som er ideel til småfolket at bade ved’, da der er meget lavvandet. Det er også her romerne anlagde deres hovedby ca. 100 år f. Kr. og man kan stadig finde spor bl.a. det romerske teater. Og dette er stedet hvis man er til Powershopping. Den ene forretning afløser den anden, lige så langt øjet rækker, og visakortene slides hurtigere end man kan nå at tælle til ti.

Kører man videre vest på mod bjerglandet, der strækker sig fra vest og ind til midten af øen, vil man komme til den lille by Lluc der er kendt for sit kloster, eller nærmere for Den sorte madonna, som der har sin helt egen fortælling; På lige præcis på det sted hun står, blev hun fundet for mere end 700 år siden af en lille arabisk hyrdedreng. Han følte sig så tiltrukket af den fordi den var lige så mørk i huden som ham selv (Madonnaen er af meget mørkt træ) Han gravede den frem af jorden og tog den med hjem til kirken. Han satte den så præsten kunne se den, men næste dag var den forsvundet. Drengen fandt den igen, den lå nøjagtig på det sted hvor han havde fundet den. Han tog den igen med hjem, men den forsvandt atter. Præsten var en klog mand, så han lod et kloster opføre lige over Den sorte Madonna, Så derfor ligger klosteret på et så afsindiges sted langt ude i bjergene. Her kan man så se Madonnaen med sin overdådige hovedbeklædning, udstyret med 22 diamanter, 25 smaragder, 25 rubiner, og mere end 600 perler.

Kører man videre over bjergene mod sydvest, kommer man til byen Soller eller i folkemunde, Valle de Naranjos (appelsinernes dal). Den er bl.a. kendt for sine meget store og søde appelsiner. Det er ligeledes også her og til Palma man kan køre, enten over de 60 hårnålesving i bjergene eller via den nye tunnel på 3 km. Her er også et bredt udvalg af gamle sporvogne med åbne vogne, der kører rundt i området, ja nogle går helt til Palma.

Ja der er meget at kikke på, køre rundt til, sejle omkring, for ikke at forglemme de mange traveruter man kan benytte, her på Mallorca. Kører man helt ned til sydspidsen af øen, nærmere betegnet, Capo de Salines, for at kikke på fyrtårnet vil man passere et meget stort område hele vejen derned, som er privat. Det tilhører familien March, bedre kendt som nogle af de rigeste mennesker i Spanien, og som ejer hele kæden af bankerne March. Det sjove ved det er at hele familieformuen er anskaffet ved smugleri.

Jan og Brian fandt, på en af deres snorkelture ved grotterne, en flaskepost. Det var spændende at komme hjem og fiske brevet frem. Meget fint foldet, fik vi det med megen besvær, hel ud af den gamle flaske. Det var en flot tegning, meget professionelt, forestillende to damer og en herre med gammeldaws badetøj på og badering om maven, kastende en flaskepost. Det var smidt ved Barcelona, af en Canadisk båd, M/S Regatta, der var kommet over Atlanten. Vi skulle så ringe til et tlf. nummer i Denver, Colorado. Det må vi vist hellere få gjort, sæt nu vi bliver inviteret derover af nogle rige Canadiere.

Under trygge rammer fik Brian et sæt dykkerudstyr på ryggen, og prøvede at fornemme dykning. Det faldt helt sikkert i hans smag.

Louise fik øje på en Afrikansk kvinde, der var dygtig til at flette hår, så det måtte hun absolut også prøve. 2 1/2 time og mange pinsler senere, havde hun 100 fletninger, men også en øm hovedbund. Gad vide om de stadig sidder i hendes hår? Jeg tvivler… Vi sejlede 10 sømil til Porto Christo, med Louise og Brian, men nogen blev lidt søsyg, da hun syntes at båden vippede for meget, så vi vendte næsen hjem til Porto Colom, som blev vores faste base..

Vi fik bare snorklet så meget så jeg tror vi udviklede svømmehud mellem tæerne. Jeg tror aldrig at Brian har dykket ned og tjekket anker så mange gange på en uge.(er bange for han drømmer om det om natten) og aldrig har Louise fået så mange chok over vandslangen, der bare var røget i vandet, fordi den grangiveligt lignede en haj.

Ja de var bare så dejligt at være sammen med, mine kære, efter at have undværet dem så længe. Og lige så dejligt det var at være sammen, lige så hårdt var det at sende dem hjem igen. Der blev flået en lille luns af mit hjerte

Efter at have sat Louise og Brian af i lufthavnen og fået klappet flyet, lørdag morgen, kørte vi til Illetas i Palmabugten og besøgte Ib og Birgit fra vores hjemhavn i Korsør De kom jo herned sidste år, og overvintret i Spanien, hvorefter de sejler til Mallorca, som deres favoritsted. De lå ankret op ved stranden, og bød på en herlig dag i deres gode skib, La Vie. Turkis vand, perlende kølig hvidvin til de store rejer, og en god sludder om begge vores ture til Middelhavet, næste års sejlads, og om løst og fast sejlerliv. Der var aldrig et sekund stilhed.

Om søndagen kørte Jan og jeg over bjergene til Porto Soller, og fik tjekket stedet ud, da vi havde planlagt at sejle dertil senere. Vi fik en let frokost, Jeg Tunsanwich, og Jan hamburger. Vi rejste os og gik ud på gaden da det så småt var tid at køre mod lufthavnen for at hente Katja og Christian. Lige med et, begyndte jeg at hæve op på mine hænder, de blev røde, og kløede. Jeg blev rigtig dårlig og følte jeg skulle besvime. Måtte lægge mig på en bænk, da det kneb med at få luft. Efter en kort tid, kunne vi gå over til bilen, stadig med åndenød, og en voksende rødme nu over det meste af kroppen. Jeg var sikker på det var et allergisk chok, noget jeg aldrig har haft før. Vi kørte hurtigt ud af byen, mod Palma, men jeg blev mere og mere dårlig, så da vi, oppe i bjergene, så et skilt med en hospitalsseng på, drejede vi af. Vi fandt det, og fik hjælp med det samme af en sød læge og søde sygeplejersker. Han kunne godt se at jeg var ved at gå i panik, da hævelsen nu føltes som om den lukkede min hals, og jeg lignede en der havde rullet mig i brændenælder. Min stemme lød som Louis Armstrong, og nej, det gør den ikke til dagligt. Han gav mig en sprøjte med noget modgift, og over den næste halve time blev det hele så småt normalt igen.

Lægen fortalte at det var et Hospice, et sted for døende mennesker, og at det var godt at de havde noget modgift. Ikke at jeg var i fare, men nærmere i panik over ikke at kunne få luft. 1 ½ time senere stod vi og hentede Katja og Christian i lufthavnen, stadig lettere rystet. Sikke en ubehagelig oplevelse, og jeg aner stadig ikke hvad allergien skyldtes.

Med Katja og Christian fik vi besøgt Cala Mitjana, som er en af de smukkeste på øen. Man sejler ind mellem klipperne, og vender hækken til, så man kan fortøjer til klippen, samtidig med ankeret holder fortil. Det klareste blå snorkelvand, lå under båden, og her fik vi mange timer til at gå med at fodre fiskene. Et par skiver brød, nulret i vandet, kunne fremtrylle hundredvis af fisk i alle størrelser, der var så tætte at de næsten kyssede dykkermaskerne. Det var sjovt.

Aldrig har Christian kikket så meget efter bare der kom en haj: og Katja jagtet så mange blæksprutter hen over havbunden. Vi fik spillet en masse spil, og fik travet alle souvenirbutikkerne igennem. Fik farver på kroppen, nogle brune andre røde. Og fik indhentet alt det vi hver især var gået glip af i tiden der var gået. Vi fik også den sidste dag i Palma sammen med Katja og Christian, da de først skulle flyve hen under aftenen. Vi var så heldige at komme under gudstjenesten i Katedralen, hvilket var meget højtideligt. Det var flot, da alle lysene var tændt i dagens anledning.

Og endnu engang..turen til lufthavnen, klappe flyveren .og endnu en luns af hjertet. Det er ikke noget værre end at tage afsked.

Sikke stille der blev på båden. En mærkelig tomhed. Følte mig helt ked, så jeg gik op på (min) Internet Cafe, og fik læst og skrevet nogle breve hjemmefra. Det hjalp lidt.

Mandag d. 6/9.

Vi fik vasket, hængt til tørre, handlet, og ryddet lidt op. Er ved at gøre os klar til at sejle videre.

Bedst som vi var klar til at lette anker, blæste det op på et sekund, jeg mener et sekund. Alle vendte sig i vindens retning, og tænkte; hvad sker der lige her????Så vi må blive nogle dage yderligere til det lægger sig igen.

Jamen så kunne vi jo lige så godt bruge ventetiden til noget fornuftigt, så vi kørte til Manacor og købte en Honda generator, da vi i længere tid havde svært ved at holde strøm nok. Vi har vindmøllen, og et solpanel, men to dage med letskyet og ingen vind, ja så er vi langt nede i strømbeholdning. I længden bliver Jan også træt af at holde et fyrfadslys i begge hænder samt et på hver vrist og lommelygten i munden, for at jeg kan læse min godnat historie,

Nu står der en fin lille rød generator og brummer nogle søde lyde medens den forsyner hele skibet med tiltrængt strøm.

Torsdag d. 9.9.

Så blev det tid til at sejle. Egentligt ville vi sejle rundt om Mallorca, men med resterne fra blæsevejret og vinden fra øst, ville vi kunne opnå en fin bidevind sejlads til Menorca. Så det gjorde vi. Det er dejligt at have tid og muligheder for at ændre beslutninger, akkurat som det passer os. Vi strøg af sted, og inden længe havde vi sejle de 40 mil der var til sydkysten af Menorca. Vinden havde holdt hele dagen, så det blev en af de bedre sejladser. Vi ankrede op ved Degollador, en dejlig stor bugt med tilhørende sandstrand.

Næste dag sejlede vi op ad vestsiden til byen Cituadella. Det er en fin gammel by, og førhen hovedbyen på øen. I dag er det Mahõn (Mao) der er hovedstaden.Her blev vi til søndag middag.

Lørdag aften var der sat tribune op på byens store torv, hundredvis af stole var sat ud, så alle kunne sidde eller stå op og nyde det flere time lange show, ti-tolv dansere udførte.

To ting er dejligt her. For det første at alle slutter op om underholdningen i byen, ung som gammel, og at det altid er gratis. Selvfølgelig har de også vejret med sig, det er jo en stor fordel, men hvis vi derhjemme ville iscenesætte et danseshow med vores egnsdanse, ville der vist ikke dukke så mange unge op, der kunne genkende dansetrinene, og valse lidt med i kulisserne.

Jan fik endnu et dejligt dyk. Langs hele vestkysten er adskillige underjordiske grotter og huler, man kan dykke ned til og det tiltalte den gode kaptajn ombord. Først gik det ned på 17 meter vand dernæst ind i tunnelen under klippen, for at ende op i en smuk drypstenshule. Naturfænomener er nu noget af det smukkeste der findes.

Søndag d.12.9.

Vi ville sejle nord om øen mod Mahõn omme på østsiden, men vinden drillede rigtig meget. Først satte vi kurs stik nord, men efter 5 sømil, drejede den fra halvvind til lige i næsen,og blæste op, så Gaia bankede pæle. Så var det afgjort. 180 grader til bagbord og stik syd. Herligt så lang tid det varede. Efter 8 sømil den anden vej, drejede vinden med rundt og havnede lige i næsen igen..Nå, vi krydsede de sidste par mil inden vi rundede sydpynten og drejede mod sydøst. Her havde vi så en let bidevind hen ad sydkysten. Derefter var det lige de sidste par sømil nordpå, så havde vi indsejlingen til verdens anden smukkeste naturhavn,kun overgået af Pearl Habour; nemlig Mahõn.

Byen ligger så fint placeret rundt om denne smukke havn der ligner en kæmpesø med to øer placeret midt i havnen.

Vi lagde os for anker fint klemt inde bag en af øerne, og ikke en vind kan nå os, da en halvø samtidig dækker for den anden side. Her ligger vi så og hyggeventer på at vinden bliver gunstig til vores næste lange stræk, nemlig Sardinien. Vi er ikke de eneste der venter her. To svenske både venter også, og den ene skal til Tunesien for at overvintre. Det er blevet et hit at gå til Tunesien. Vi hører flere der sejler dertil. Prisen er også den billigste, og det skulle være fine nye havne med opsyn.

Menorca er en lille perle, en miniput ø af Mallorca. Den bærer præg af at have været i Britiske hænder. Bl.a. er der stadig gin brænderi nede ved havnen i Mahõn, og den kan købes i de brune keramikflasker den oprindelig blev brygget på.

Der bor også ligeledes en del englændere her, og hvor de, eller andre får råd, til at bo her fra, må guderne vide. Vi har ikke set noget under 1 ½ million endnu. Bare en grund her er ikke til at betale for menneskepenge.

I den periode hvor Lord Nelson havde den engelske kommando her i middelhavet, logerede han på The golden farm, som ligger på en af klippesiderne, her i havnen. Og helt tilfældigt besøgte Lady Hammilton også farmen, pudsigt nok på samme tidspunkt.

Efter sagnet, stammer mayonnaisen også herfra. Historien går på, at en fin kardinal kom uventet på besøg på øen og den arme krovært havde hverken vådt eller tørt, så han måtte mikse sammen, hvad han havde. I sin nød serverede han nogle kødrester blandet med hvad han havde i køkkenet. Det faldt i rigtig god smag hos den fine kardinal, så han døbte den Salsa de Mahõn =Mayonnaise.

Jeg ved godt at jeg nævner det tit, men havet hernede kan stadig tage pusten fra mig. Den klarhed og disse farver, der bl.a. omgiver Menorca, kan umulig blive smukkere. Fra helt lysegrøn til næsten selvlysende turkis til den dybeste blå, oveni sigtbarheden. Jeg kan stadig sidde og kikke ned i det i flere timer. Waw.

Jan ville lige gi kæden et par meter mere, da navet indeni ankerspillet knækkede. Over hans hoved hang en sort sky fyldt med alle de eder og forbandelser han kender. Godt vi er de eneste der kan forstå dansk. At skille det ad og vandre byen tynd for at lede efter reservedele, som de selvfølgelig ikke havde, blive henvist til gud ved hvor mange steder der heller ikke kunne hjælpe, for til sidst at få en adresse på et værksted lidt ude af byen, der måske kunne hjælpe. Frem med cyklen og Jan af sted i solens hede. Ja de kunne godt dreje et nyt gevind på et par dage, så det var gode nyheder. Ellers ville vi have været nødt til at købe et nyt, og hernede findes de næsten kun som elektriske.

Tilbage på ankerpladsen opdagede vi næste dag at vi måtte flytte os, da vi lå på lidt for lavt vand. Så Jan måtte hale ankerne op(vi har to ude) uden ankerspil, og det var hårdt, selvom jeg kunne sejle lidt fremad til hjælp. Men det er helt fint, for Jans overarme vokser og han har nu bedt mig tiltale ham Mister mini Arnold Schwarzenegger.

Som sagt, vil vi ligge her og vente på en god vind vi kan sejle de 170 sømil på, det tager at sejle til Sardinien.