GAIA's tur til Middelhavet

Rejsebrev10.


Onsdag d.22.9.
Vi lettede anker, og sejlede fra Porto Conte øst over langs kysten til Fertilia. En lille marina, men med et tilhørende stort areal, hvor der var plads til at have en del både liggende på land om vinteren for billige penge. Her lagde vi os lige udenfor ved stranden. Vi satte gummibåden i vandet og kikkede lidt på byen. Den var ikke ret stor og Internet havde de heller ikke, så vi besluttede os for at sejle 5 mil syd til den store by, Alghero. Det er en gammel spansk by, hvilket den bærer stærkt præg af. Et stort fæstningsanlæg beskytter byen ud til havet, og den gamle bydel består af snævre indkøbsgader der løber på kryds og tværs.
Vi stak kun lige næsen indenfor havnen, da en hurtiggående gummibåd kommer tæt på og viser os vej hen til hans marina. ( De er lidt snedige )
I de store havne, med flere marinaer, slås personalet lidt om kunderne, og her kommer de helt ud i indsejlingen, følger os ind til en plads, hvorefter de hjælper med fortøjningerne. Alle steder hernede, bakker man ind eller fortøjer stævnen foran til broen, og trækker en line agterud, hvorved man trækker en trosse op af vandet til at sætte agtenpå.
Vi besluttede at blive i havn de næste par dage, da der er lovet gale warning over hele Sardinien, og Korsika. Priserne er høje, da det er en af de store og meget besøgte havne på Sardinien. Vi syntes ikke den er noget at råbe hurra for, da her hverken er bad eller toiletter. Her er kun en bro, med adgang til strøm og vand.
Ved siden af os ligger en engelsk båd, med David og Diana på. To rigtige søde og rare mennesker, der har sejlet en del rundt, både her men også i de baltiske lande, samt Danmark. De har taget turen til Middelhavet i ganske små bidder, lidt hvert år, og har på den måde nået at se hvert en lille centimeter på deres vej. Nu var de nået her til Sardinien, og netop i nabobyen, Fertilia, skulle deres båd ligge for vinteren. David havde føsdag, og blev 65 år, hvilket gav os anledning til at invitere på kaffe, det danske flag, og en lille ën, på Gaia. En af de ting, de fortalte, gjorde mig bare så ked af det, på deres vegne. De havde sparet til pensionen, og skulle nyde livet når tiden kom, men det kære pensionsselskab, gik desværre bankerot, så de havde mistet alle deres penge. Dem og mange tusinde andre mennesker i England. De forsøgte stadig at få nogle af dem tilbage, men det så ikke lovende ud. Hvor herre bevares…..Nej man skal nok bare ligge sine penge under hovedpuden, og når man begynder at få hold i nakken, er det ud og få brugt dem, til lige hvad man har lyst til.
Vi var rundt i de 5-6 forskellige maritime forretninger der lå langs havnen for at købe et filter vi kan putte på slangen inden vi tager nyt vand på. Et godt råd vi fik af englænderne. I stedet for at have filtre på hanerne i båden, renser man det imens man tanker nyt vand. På den måde er vandet altid rent, uanset om man kommer nyt vand oveni det gamle.
Men De var ikke særlige hjælpsomme i nogle af forretningerne. Faktisk fik vi et par dårlige behandlinger, men ingen filter. Internettet er også meget dyrere her, og det frækkeste var at to kopper kaffe og to isdesserter kom op at koste 150kr. Hvordan faen de kan få det til det, prøvede vi at gætte os til i lang tid.
Jan er begyndt at savne Spanien. Alt er en del dyrere her, så som mad, diesel, reservedele osv. Han sammenligner alt og det hele falder ud til Spaniens fordel. Det tegner ikke godt.
Vi sejler ud og ankrer op igen, selvom det stadig blæser meget. I bugten ligger også en stor luksusliner, der har kastet anker, og venter på vind og bølge skal aftage væsentligt.
Det er vores mening at sejle nordpå til Bonifacio strædet mellem Sardinien og Korsika. Her ligger den store og efter sigende smukke national park og marine reservat, La Maddalena. Det er en masse små øer der skulle minde om Maldiverne i Det Indiske ocean.
Grunden til at vi gerne vil sejle deroppe en tid, er også for at give Anne og Jesper, vores gode venner hjemmefra, en god oplevelse. De har selv deres dejlige båd, Tortuga, og elsker at sejle.
De er i skrivende stund på vej ned gennem Europa for at besøge os. De kører i deres bil til Genova, og tager færgen over til Porto Torres på Nordsardinien. Det har givet os mulighed for at få en masse vare med hjemmefra, som er umulige at opstøve hernede. Det er vores mening at få sejlet Gaia op og ligge i ankomst havnen, men det er ikke lige til. Fredag nat på ankerpladsen blev en lang hylende storm. Vi gav båden en masse kæde, og ankeret holdt fint. Men hen på morgenstunden lagde vinden sig helt. Da vi var bange for at ligge at svinge ukontrolleret mod klipperne, pga. vindstille lettede vi anker og sejlede ud og lagde os midt i bugten.
Efter et par timers ordentlig søvn, ville vi prøve at stikke næsen udenfor bugten for at se om vejret var nogenlunde til at sejle de 25 mil der var, før vi kunne komme i læ på nordkysten.
Selvom vinden havde lagt sig helt, var bølgerne 4-5 meter høje. De var helt umulige at sejle op af. Rigtige ubehagelige, så vi vendte næsen tilbage igen. De var meget værre end Atlanterhavet, fordi de var så korte og aggressive.
Når de på navtexen lover 4 til 5 meter høje bølge så passer det. Vi forsøgte endnu engang at komme ud, men endnu engang tilbage igen. Vi blev lidt irriteret, for vi ville så gerne op på nordkysten at sejle med vores gæster i den uge de er her. Vi talte med en Italiener om det, og han fortalte os, at efter sådan et vejr, ville det tage ca. 3 dage før søen lagde sig igen.
Vi beslutter at sejle tilbage til Fertilia og tage vores gæster på der.

 

Mandag d. 27.10.
Jesper og Anne ankom kl. 0800, og hvor var det dejligt at se et par velkendte ansigter. De havde haft en lang tur, men syntes det havde været spændende, og alt var forløbet perfekt. Efter morgenmad og udpakning, var vi hurtige til at beslutte os for endnu et forsøg for nordgående retning. Arme vores gæster, ikke et sekunds hvile. Vi rundede igen vores klippe, og denne tredje gang begav vi os af sted. Søen var stadig høj, men aftagende.
Fornelli passagen er en ganske lille smutvej ind til Golfo dell´Asinara, og er vejret godt kan man benytte den og spare de 20 sømil det tager at gå nord om pynten. Vi strøg lige igennem og ind i læ, i det smukkeste flaskegrønne vand, og bag klipperne ankrede vi op for natten. Det havde ikke været en af de lette sejladser, så alle var godt trætte og trængte til en god nattesøvn, ikke mindst Anne og Jesper, der havde haft nogle lange dage.
Efter morgenbadning og snorkling, sejlede vi i havn i byen Stintino. Det er en ganske lille by, men havnen var under udbyggelse, og mens det står på er der gratis at ligge, og det kan Gaias husholdningspung godt lide.
Onsdag d.29.9.
Hen på formiddagen lægger vi fra kaj og sejler nordøst over bugten, til Capo Testa. Bag denne pynt, 51 sømil senere kaster vi anker i Baia Reparata. Det blev en dejlig dag med en fin sejlervind, hvor vi alle nød at glide hen over havet på bitte små bølger, samtidig med at vi får hentet op på de sidste 4 måneder.
Nu er vi endelig nået op i det område, vi i næsten en hel uge, har forsøgt at nå. Frisk og udhvilet sejler vi til byen Palau. Vi har besluttet at gå i havn, tage bussen tilbage til Fertilia, for at hente bilen.
I vores jagt på bussen, får vi at vide, at vi skal skifte bus 3 gange, for at komme tilbage til bilen, hvilket ingen af os gider. Biludlejningen har siesta, så vi slår os ned på den nærmeste isbar og gufler løs. Ved nabobordet sidder tre italienere og Jesper får spurgt, om de kender til andre udlejningssteder. Den ene taler godt engelsk, og spørger hvor vi skal hen. Vi fortæller ham det, og han tilbyder os, at køre alle mand tilbage til bilen, hvilket er lig med 150 km, bare sådan lige ud i luften. Vi syntes det lyder alt for godt til at være sandt, så vi bliver faktisk lidt skeptiske. Vi tager alle en lynhurtig scanning af dem. Vi bliver enige om, at hvis de ikke har ren mel i posen, er det bedre at kun 50 % af besætningen tager af sted,…. så Anne og jeg bliver hjemme.
Vi benyttede resten af dagen til at shoppe, og 5 timer senere vendte drengene tilbage med bilen.
De havde haft en rigtig god tur igennem det smukke landskab og havde fået lejlighed til at få alt at vide om Sardinien af denne flinke Italiener. Jan og Jesper havde tilbudt at betale benzinen, men nej….Hva så med et par gode flasker vin til ham og konen,..heller ikke det ville han tage imod.
Ja vi forbavses stadig over denne gæstfrihed, og jeg tror at Jan har glemt at han ikke kunne lide Italien.
Næste morgen begav vi os ud i det dejligste område vi indtil nu, har sejlet på.
La Maddalena er en øgruppe bestående af principielt 7 øer, men med hundredvis af små klippestykker over, som under vandet. Klipperne er af rød granit, og med deres bløde former danner mange af dem smukke formationer. To af dem har navne, den ene er en bjørn og den anden en elefant.
Vi sejlede op og snorklede i Porto Palma, en af de utallige bugter. Vandet kan simpelt hen ikke blive mere smukt end her. Det er ikke for ingenting at Sardinien siges at have det smukkeste snorkelvand i middelhavet.

 

Fredag d. 1.10.
Vi sejler til byen Porto Cervo. Stedet hvor alle de kendte med sejlbåde ligger om sommeren. Hele området her er jo perfekt til at cruise rundt mellem øerne. Her er altid læ at finde, her er tilpas langt mellem øerne, hvis der skal krydses, og inden for 5 min. kan man kaste anker i dette turkise farvede akvarium. Og hvis man vil støde på nogle af de kendte, så som Rod Steward og Mick Jagger, og indsnuse lidt stjernestøv, går man rundt i byen, der er indrettet af Finans magnaten Aga Khan. Der er lagt millioner af dollars i dette Costa Smeralda projekt. En masse små, men meget dyre forretninger indgår, sammen med cafeer, restauranter, små stier og gangbroer. Grunden til jeg lige nævner disse to herre, er at de netop sejler rundt her om sommeren i deres mega store både.
Vi ankrede op, lige ude for havnen, og sejlede ind i gummibåden, for at kikke lidt på denne by, og de smukke både. Desværre er det blevet efterår, så der var kun nogle enkelte af de store drenge, og heller ingen kendte filmskuespillere eller sangere. Til gengæld var der Sardinien rundt. Et stort rally løb, hvor Cervo var værtsby. Vi fik set repræsentationen af bilerne og deres drivere. Vi kendte ingen af dem, men de Italienske drivere blev interviewet til fjernsynet og var meget populære.
Vi sejlede næste morgen op til øen Budelli, som er en af de nordlige øer i Maddalene gruppen. Vi snorkler rundt så vi til sidst er zzeeelt bbbbllååå af kulde. Vandtemperaturen er faldet til 25 grader, og det kan mærkes (ih hvor vi skulle skamme os). Vi slapper af hele dagen, og nyder bare hinandens selskab, de omkringliggende både, vandet, og denne pragtfulde natur.
Søndag d. 3.10.
Nu er dagen kommet, hvor Anne og Jesper skal med færgen fra Olbia til Italien. Vi syntes alle at dagene er gået alt for hurtigt. Der var så meget vi skulle have sejlet rundt og set, men tiden løb bare for hurtigt.
Vi sejlede tilbage til Palau, fik pakket bilen, og gik ud for at finde et spisested for at afrunde denne dejlige ferie. Bedst som vi jokkede rundt, støder vi på drengenes italienske chauffør og dennes kone. De skal til Cervo og se finalen på rallyløbet. Jesper inviterer dem på en drink, og sammen nyder vi en times hyggelig samvær.
Anne og Jesper skal nå færgen kl. 23, så det er tid at sige på gensyn. Uf hvor vi ikke kan lide det, Jan og jeg. Der bliver bare så stille. Vi har nydt hvert et sekund og nåede at få sejlet små 150 sømil sammen med disse to også sejlglade venner. Vi håber nogle af deres drømme blev indfriet. Der var én der ikke blev…..Altså de delfiner, de er ikke til at holde styr på……..
Jan og jeg besluttede os for at blive mellem disse skønne øer en uges tid, før vi stikker nordpå til Korsika.
Vi sejlede lidt rundt, og lagde os i en bugt, og fulgte sejlerskolens kapsejlads, vendte tilbage til ankerpladsen uden for Palau. Jan har fået noget tegnearbejde, så vi måtte ligge her en tid, mens han tegnede.
Jeg beslutter at tage færgen over til øen La Maddalena. Det er en lille, men hektisk by. Øen rummer også militæret, og det kan mærkes på alle de italienske og amerikanske soldater man ser overalt i byen. Langt tid siden, jeg har handlet vildt, så jeg får lige frisket det op igen. Ud og ind af forretningerne, poserne bliver flere og flere. Jeg føler mig helt civil igen
. Herligt Herligt…
Torsdag d. 7.10.
Vi sejlede ind i en lille lagune. Vi var de eneste der var her. Vi var næsten omsluttet af de smukkeste rosafarvede og meget runde klipper. Man kunne ane havet udenfor. Jan tegnede, og imens løb jeg lidt rundt på klipperne og udforsker området. Når vi er så meget på båden, er det en befrielse at komme ud, og få brugt kroppen, når muligheden viser sig. Og det gør det lidt mere spændende når det samtidig er et dejligt sted man er. Sætter jeg mig på en sten og er ganske stille, kan jeg betragte dyrene som er lige omkring mig. Sommerfuglene, og de små firben i alle regnbuens farver, der lige så forsigtigt nærmer sig for også at få del i solens varme. Ovenover svæver en ørn, og det er anden gang på få dage, jeg ser en.
Under vandet er den samme fornemmelse med at være et med naturen. Vi er begyndt at bruge vores
dykkerdragter når vi snorkler, for på den måde at kunne forlænge tiden i vandet. Nu går der let et par timer. Det er helt specielt at ligge og kikke på hele det sceneri der udspiller sig. Alle bevægelser foregår i slowmotion, når fiskene glider forbi i stimer, eller eremitkrebsene slås for et bedre hjem, og når en blæksprutte trykker sig tættere op af stenen, bange for at den er blevet opdaget. Ja, så går tiden simpelthen i stå.
Tiden er noget underligt noget. Før vi tog ud og sejle, følte vi begge to, at vi hele tiden var to timer bagud. Hele tiden var der noget, og lige meget hvor stærkt vi løb, var vi stadig bagud. Turen herned blev også sejlet i nogle lange stræk, hvor vi dårligt gav og tid til at se i nuet, men koncentrerede os fremad. Det har taget lang tid at finde ud af, at vi faktisk ikke har travlt og at det er ok at bruge dagen på det, der lige har fanget ens interesse. Før var det afmålte timer, nu kan vi begge bruge alt den tid vi gider på det vi går i gang med.
Og der er rigeligt at pusle med, bare alene ombord. Jeg nyder hver morgen, inden solen står op, at tørre hele båden over med nattens faldne dug. Og lige nu prøver Jan at få liv i en harpun, han fandt i vandet. Ankersvirvelen havde løsnet sig, så den måtte også lige fikses. Trinbrættet er begyndt at krakelere i lakken, så den har fået en grundslibning, og fin ny lak på. Keder os???? Nej.
Vi sejler nok så småt videre op til Korsikas sydkyst, og glæder os meget over at vejret stadigt er til badetøj hele dagen, selvom vi er i starten af oktober.