GAIA's tur til Middelhavet

Rejsebrev 11.


Vores Italienske tlf. nr. +39 3482362104 for det næste lange stykke tid.


Søndag d. 10.10.
Efter at have brugt et par dage rundt mellem Pink Beach, Dead Mans Reef, og hvad de ellers hedder, alle områderne her ved Maddalena, sejlede vi ud fra en af de nordligste af øerne, mod Korsikas kyst. Vi havde en god styrke 6 Bf., som halvvind, men vi regnede med en del læ, først af de to Korsikanske øer, Lavezzi, og Cavello, og derefter komme hurtigt i læ af Korsikas østside. Et er altid at planlægge, stikke kurser ud, beregne vindretninger osv. Et andet er, hvordan det egentligt bliver, og det er sjældent det samme. Heller ikke for os, den dag.
Det gik fint de første par mil, god fart på skuden, 7knob, fin cruising. Men vi glemte at beregne, at når det blæser fra vest, har bølgen bygget op i flere dag. Så da vi kom i åben vand mellem øerne, var det altså nogle alvorlige store fætre, der klaskede på Gaias baglår. Ok det gav en rigtig fin fart, 9 kn., men også noget af en rutschetur. Vi havde jo regnet med at få læ, når vi kom ind under Korsikas kyst, men nej, bølgerne fulgte med rundt om pynten, og gav en agten for tværs, og fulgte os helt til dørs, ind bag Punta di a Chiappa, indsejlingen til byen Porto Vecchio. Det er ikke første gang, at vi har oplevet at vinden drejer med rundt, når vi har sejlet ved øerne. Det var kun sølle 23 mil, men kan føles som det dobbelte, når vejret er så hårdt. Man kan nok ikke helt forudse vejret her mellem Sardinien og Korsika når det blæser. Vandmængden kommer ligesom op at slås, her i dette smalle stræde.
Efter en god nattesøvn, sejlede vi helt ind i bunden af fjorden, på små 4 mil, til færgebyen, Porto Vecchio.
Ja så var det op med det franske flag igen. Vi er nu på den årstid, hvor havnepriserne svinger meget. Nogle steder er der en vinterpris gældende fra oktober, som regel nedsat med en tredjedel. Andre steder vender de ryggen til, og gider ikke opkræve, sejlsæsonen er ligesom på retur, havnekontorerne er låste, samt toiletter, alt ligger øde hen. Nogle enkelte går og pakker deres båd ned til vinteren. Når der ligger andre for svaj, eller vi møder nogle på vandvejene, er det som regel langturssejlere.
Men Korsika er pragtfuld. En smukkere natur skal man lede længe efter.
Er man helt vild med bjerge, er dette stedet. Her er mindst 100 bjergtoppe over 2000m. Og de ligger på hele øen. Det er den mest bjergrige ø i hele middelhavet. Dette er stedet hvis man kan li at trave. Små nemme familieruter, men også lange besværlige over bjergkammene, er at finde her. Alle ruter er nøje beskrevet, hvor rute GR 20 er enormt kendt hernede, og også meget krævende. Er du til heste, er her næsten 2000km spor åbnet, og tager dig ind i områder hvor biler ikke længere kan køre. Så bare saddel op. Korsikas bjerge er også snedækket om vinteren, og de forvandler sig til stejle pister. Er man i god form, gør man som Fremmed legionen der træner her; efter nedkørelsen, på med snesko, skiene på ryggen og op det går, til bjergets top igen. Det er også stedet hvor man, på hele vestsiden, kan finde koraller i havet. Her er riverrafting, kano, kajak, bjergbestigning, paraglidning, og mange andre ting at foretage sig i naturen.
To tredjedele af Korsika er naturpark, men hele området indgår i aktiviteterne, så det er jo skønt.
Vi har ankret op lige ude for havnen, og bliver et par dage.
Vi sejlede videre nordpå op ad østkysten. Det er en lige kyststrækning, og måske ikke så køn som vestsiden, med alle dens flotte bugter, men her er læ for vestenvinden, som blæser en jævn til meget frisk vind ledsaget med tordenvejr så det brager og gnistre rundt om ørene på os. Vi gik i havn i byen Port De Taverna efter en fin dagssejlads på 48 mil. Havnen var helt stille, alt var lukket ned for vinteren, og oven over os hang stadig sorte tordenskyer. Det føltes nu som rigtig efterår..
Næste dag sejlede vi videre nordpå mod den store by Bastia. Distancen var på 23 mil. Sigtbarheden var enorm stor. Vi glider lige så stille forbi øerne, Monte Christo, og Isla Pianosa på styrbord side. De er sikkert et besøg værd, men det kræver en tilladelse, og den skal hentes i Italien, og dertil er vi endnu ikke nået. Da vi nærmer os Bastia, har vi Elba, der ligger over 40 sømil fra os, meget flot liggende til styrbord.
Den 15.10.
Vi ankom til Bastia, og lagde os ude i yderbassinet. Vejret var for dårligt til at anker op i, så der var ikke andre muligheder. Marinaen lå i en hestesko, med byen liggende rundt om, og op ad klipperne. Etagehusene, der omkranser marinaen, er det værste slum, vi længe har set. Det er ikke et syn vi ser mange steder. Vi besluttede os for hurtigst muligt at sejle stik øst mod Elba.
Men vejret vil ikke altid det vi vil, så vi måtte vente i to dage, før det var nogenlunde..
Og endnu en gang tog vi af sted i halen af en kuling. Ih, hvornår lære vi det…
Styrke 7 bf, vinden var agten for tværs, og af sted det gik. Selvom solen stod højt på himlen, og vi strøg derudaf, kunne jeg godt mærke, hvordan mundvandet, begyndte at formere sig. Det var halve år siden, jeg har haft søsyge. Øv en møgtur. Godt at det aldrig rammer hele besætningen på en gang.
42,5 sømil senere, anløb vi Porto Ferraio store naturhavn på Elba, og op med det Italienske flag.
Elba er bare så skøn. Den ligner en lille fisk, der er på vej til Korsika. Der er kun 27 km fra snude til hale, og 5 km på det smalleste sted. Porto Ferraio er færgebyen, hovedstaden, og ankerpladsen for os mens vi ventede på Preben, der havde fundet 10 dage i kalenderen, hvor der stod, sejltur med Gaia, på.
Det var et friskt pust. Et hurtigt fly til Rom, toget til Piombino, og færgen over til Elba, sådan.
Det tog ikke Preben mange minutter at tømme køjesækken på dørken, for at finde badebukserne. Vi måtte simpelthen også ud og køre på denne smukke ø. Så af sted vi drog i lejede bil. Først var der dømt Napolion. Han blev jo, som bekendt, sat i eksil, her på Elba. Han havde et beskedent hus her i Porto Ferraio, men også sommerresidensen lidt ude for byen, som skulle beses. Selvom han kun var her et år, og hadede det, pga. den situation, han var i. Napolion er blevet et varetegn for øen.
Derefter gik det op og ned ad snoede, stejle veje, med hvinende dæk. Ikke fordi der blev kørt stærkt, men bilen hylede ved hvert sving, og så lød det vildt, og nogle blev som drenge igen. Rundt og se de små fine bjergbyer. Her er også et meget rigt planteliv. Alpeviolerne vokser alle vegne, og lige nu, ligner det et lyslilla gulvtæppe, der løber langs vejene. De ægte kastanjer har åbnet skallerne, og alle vegne ligger kastanjenødderne, akkurat som derhjemme på denne årstid. Forskellen er bare, at hernede bliver de samlet op, ikke for at lave små tændstikkedyr, men for at blive ristet, og spist.

I en af de små byer, fik jeg lagt kameraet på køleren af en bil, mens jeg vaskede mine hænder ved en fontæne. Ude af øje ude af sind. En halv time og mange nålesving senere, opdagede jeg det var væk, så nu blev der rigtig brug for hylende dæk i svingene. Heldigvis lå det stadig på køleren. Puha.
Ja sikke en dejlig dag vi fik. Alle var glade og oplevelsesmætte af turen. Vi havde lige tid til at få købt en masse varer til båden, inden bilen skulle returneres. Og derefter blev Preben sat af ved gummibåden, der lå i inderhavnen, og jeg sat af med alle vores vare på kajen, lige ude for, hvor Gaia lå. Jan skulle så aflevere bilen, og komme hen til kajen. Alt gik efter planen, lige indtil Preben kom susende i gummibåden, hen langs kajen og…. Lige hen over, en meget temperamentsfuld Italieners, fiskeliner. Hold da kæ… hvor blev han gal. Linen løb ud af hans fiskehjul og ind omkring gummibådens lille propel, hurtigere end jeg kunne tælle til ti. Preben tog det roligt, begyndte lige så langsomt at prøve at få linen viklet fri igen. Det tog åbenbart for langt tid, for Italieneren hev i arrigskab, så linen knækkede. Han himlede op på Italiensk, smed med fiskestangen, og jeg mente at kunne ane ild, både fra han øre, og mund. Han vidste ikke på dette tidspunkt, at jeg kendte Preben, så den fik en ekstra tand. Og han kunne flere og flere heftige ord efterhånden som jeg stod og opildnede ham, og gav han ret i, på mit hjemmelavede Italiensk, at den store torsk, dernede i gummibåden, simpelthen var for meget….Bedre blev det ikke da Jan dukkede op: Hva fanden laver du Preben….Men Preben tog det stadigt stille og roligt..Nå men linen skulle jo af propellen, og efter at have skilt den ad , fik den meget vrede Italiener, resten af snøren, så han selv kunne hale sit blink ind… .Det blev parodieret hele aftenen og sikke en griner . For ikke at tale om alle de kvajebajere Preben måtte give.
Nu havde vi kørt rundt på øen, og vidste helt præcist hvor vi ville ankre. Vi fik nogle herlige dage, hvor havet bare indbød til snorkling, og badning. Jan og Preben fik gang i dykningen, og blev ved, til sidste dråbe luft, var suget ud af mundstykket. Vi sejlede vest om øen, og lige med et, kom vores søde venner igen….Delfinerne…Vi havde ikke set dem siden Mallorca, så det var dejligt. Og denne gang var sigtbarheden så stor så vi kunne følge deres leg som gennem et akvarium. Tiden står stille hver gang de viser sig.
I en af de små fiskerbyer, stod vi på kajen, en meget tidlig søndag morgen, og så fiskerkutterne losse nattens fangst. 10 til 12 kilos store sværdfisk, tunfisk på 58 kilo, og flotte guldmakreller. Det er virkelig nogle ordentlige krabater.
Søndag d. 24.10.
Vi besluttede at begive os af sted mod Italien. Vejret var herligt. Måske endda næsten for herligt, for vi gled af sted med 3,3 knob på havblik vand. Utroligt at vi kunne holde begge sejl med luft. Men det kunne vi, og 11 timer senere, klokken 22 30, smed vi ankeret i en lille bugt, Cala Forno, på den Italienske kyst. Det var en af disse ture, der er så skønne. Søen er som et spejl, månen er fuld og lyser, så det glitre som sølv, luften er lun, og man kan slet ikke forstå, at det nærmer sig november.
Men det er efterår, og vi havde dårligt fået øjne næste morgen, før det blæste vildt op. Alle mand i tøjet og af sted. Tænk at det var det samme vand vi kom sejlende i, i går!!!
Klokken 11 30 måtte vi gå ind ved byen Porto Santo Stefano, hvor vi smed anker. Det havde ellers været vores mening at tage den, helt til Fiumicino i et stræk, men vejret blev for dårligt.
Porto S Stefano ligger på Monte Argentario, som egentlig er en ø, men tilsanding gennem tiden har forbundet den med fastlandet. Et meget spændende område. Der er tre faste tanger der forbinder, og imellem dem er noget indsø, hvor flamingoer holder til. På den midterste tange ligger en pæn stor by, så helt små er disse tanger altså ikke.
Ja her måtte vi så ligge i tre dage. Det er ikke noget rart sted at anker op, da der er en livlig trafik af færger, de der sejler ud til øen, Isola Della Giglio, og fiskerbåde, der konstant for Gaia til at ligge og rulle. Vi prøvede ellers at gå i havn. Først den der ligger lige udenfor, men der kostede det 70 euro pr. nat og det var for dyrt. Så fik vi at vide at indenfor molen til venstre kunne vi ligge. Af sted igen og i havn, på med fortøjningerne. Men her blev vi også vist væk, det var en privat havn. Vi blev henvist til et tredje sted i havnen, men vi syntes ikke der så særligt gratis ud, så vi lagde os ud for anker igen. Det er ikke altid nemt at blive klog på, hvor man kan ligge, og hvad den faktiske pris er.
Vi fik ikke sejlet Preben til Rom, så han måtte tage toget i stedet for, til Lufthavnen. En tur på godt 110 kilometer. Det var vi begge lidt ærgerlige over, men vejret kan ingen ændre på.
Vejret svinger meget nu, den ene dag er her havblik, solen varmer stadig bikinivarmt, og vandet er 23 grader. Men lige med èt slår det over og bliver rigtig regn og rusk, nøjagtig som en trist og grå oktoberdag derhjemme.
Torsdag d.28 10.
Vi sejlede ind til benzin kajen og satte Preben af klokken 08 30. Endnu en gang må vi konstatere, at dagene bare gik alt for hurtigt. 10 dage var fløjet af sted. Vi fik ikke sejlet hundredvis af mil, til gengæld fik vi set Elba, og det var ikke så ringe endda. Pssst..Preben er stadig god til nakkemassage.
Jan og jeg fortsatte med det samme videre sydpå. Vi havde ligget i læ bag dette store bjerg, og havde derfor svært ved at fornemme vind og bølge. Vi mente begge at det var ok vejr at futte af sted i . Det gik også mægtigt pænt de første 8 mil rundt om bjerget, men så var det også ligesom dèt..
Vind og bølger var noget mere, end vi havde regnet med, og da ingen af os gad sejle tilbage igen, måtte vi finde på noget der kunne bruges, for at komme der ned af. Vinden var næsten syd.
Vi gik sydøst og så tæt på kysten, det kunne lade sig gøre, samtidig med at vi måtte holde op så meget vi kunne uden for megenbanken pæle. Bølgerne voksede til omkring 1 ½ m. Ikke fordi det er særligt højt, taget vindens styrke i betragtning. Stik modvind, og med nogle gode regnbyger. Hold op, hvor det mindede om en tur over Storebælt i møgvejr. Vi kunne kun holde en gennemsnitsfart på 3,4 til 4 knob, så det var nogle drøje, og våde timer før vi anløb marinaen i bunden af Civitavecchias store færgehavn. Til gengæld strøg vi lige ind i havnen, forbi de store flotte luksuslinere og ind i læ, hvor et par hjælpsomme italienere hurtigt hjalp os med at fortøjer. Og her kostede det kun 28 Euro per nat.
Der er intet så lækkert som varmt suppe, og et dejligt varmt bad efter sådan en dag. Uhmmmm.
Bedst som vi havde lagt os til at sove, var der små trin på dækket. Jan har haft paranoia siden Bent, fra båden Maj, havde haft en rotte ombord. Han havde rigget sin båd ned i Tunesien, og låst den af for nogle måneder, mens han var hjemme i Danmark. Men der var åbenbart smuttet en rotte ombord inden, og da han kom tilbage, var alt ædt Ledninger, ventiler, skabe, ja alt havde den ædt for at komme ud. Det havde taget ham så lang tid at få den bragt i orden igen. Den var nu ikke en rotte, vi havde fået ombord, men en lille sød kat, der hurtigt sprang over på nabobåden, da Jan bragede op af lugen.
Nå men nu nærmer vi os snart den sidste havn, inden vi lægger op i små 3 måneder. Vi har få en plads nær Rom. Det skulle, efter sigende, var både godt beskyttet og billigt. Prisen er 10 Euro pr. meter om måneden. Og det er jo ikke det dårligste sted. Vinterhavn i Roms baghave.
Vi ligger mellem de to broer i floden ved Fiumicino, og venter på at komme længere ind. Lige nu er der ikke plads, for de skal først have de andre både på land.
Vi er ikke alene, her ligger også tre hollandske og en amerikansk båd, samt to svenske og et par tyskere. Mange af dem har vi mødt tidligere. Alle skal de overvintre, så det skal nok blive hyggeligt. Vi finder hurtigt sammen.
Det gør nu ikke noget at der går lidt tid, for vi ligger godt. Her er gratis, ingen urolig vand, og lige midt i byen.
Vi tog ind til Rom og gik rundt i det herligste vejr og så på det hele. Colluseum, Forum Romanum, Tiberøen, Peters-kirken, Engelborg, Trevifontænen,og alt de andet som Rom byder på.
Hen under aftenen kunne vi næsten ikke slæbe futtene af sted mere, og jeg måtte konstater at man ikke kan se Rom på en dag, så det var tid at tage hjemad.
Men først skulle vi med metroen igennem Rom, for at komme ud til busstationen, der skulle køre os hjem.
Ned på perronen. Der var sort af mennesker. Luften er meget dårlig, og der er varmt. Toget kommer ikke, og i højtaleren siger en stemme at næste tog ikke kan tage flere med, da det er fyldt helt op.
To minutter efter kommer nok et, og det er ligeså fyldt. Det lyder vildt, men der er så mange mennesker med, at næserne næsten er mast flade på vinduerne.
Tredje tog kommer og vi maser os ind. En stor fyr, er særlig slem. Han skubber Jan meget kraftigt. fremad, så han får mast lidt til en yngre dame. Hun bliver lidt sur, indtil hendes kæreste fortæller hende at det var den store fyr i stedet. Dørene smækker og Jan opdager straks at hans pung er væk. Han råber op, og alle omkring bliver klar over hvad der er sket. Både Jan og jeg er enige om at det kan være den store fyr, og spørger ham, men selvfølgelig har han ikke det. Han smågriner og vi kan intet gøre. Det er allerede næste station og alle vælter ud, inklusiv os selv. Op på gaden og hen til politiet, blot for at stille op i køen sammen med de andre frarøvede personer.
Vi var begge meget kede af at denne dag skulle enden på sådan en kedelig måde. Alt det besvær med at få spærret dankort, anmelde hos politiet, og forsikringen.
Æ v øv øv.
De er altså dygtige, disse lommetyve. Metroen i myldertiden, hurtige puf, folk slipper hænderne fra lommerne for ikke at vælte, og vupti…dagslønnen er hjemme, på 15 sekunder.
Hvis de så lige hopper lidt rundt i de forskellige vogne, har de mindst en ugeløn på en times tyveri.
Meget sørgeligt, men effektivt.
Nå men sådan kan det gå, og det kan ikke nytte noget at ærgre sig for meget.
Næste dag satte vi gummibåden i vandet, og pakkede kaffen og madpakkerne. Af sted drog vi, ud på floden og dens skønne natur. Man bliver i godt humør, når man ser de slanke hejre stå ved bredden, og fiskene hoppe op i luften. Her er også en slags vandrotte. Det lyder ikke særligt lækkert, men de er faktisk søde. De ligner lidt en forvokset hamster. Når den svømmer, er det kun to par sorte øjne og to næsebor der er oven vande. De er næsten tamme, for folk fodre dem med brød. Hvis de kan se sit snit til det, hopper de op på badeplatformene på bådene, for at sidde i solen og tørre.
Vi vil nok ligge her til i starten af februar, med en lille afstikke hjem i december.
Lige et par citater fra det Italienske.
Vidste i at Jesus var Italiener???? Det var han. Han boede hjemme til han var 33år, Han troede at hans mor var jomfru, og hans mor troede, at han var gud. En god beskrivelse på den Italienske mand. Kun 2/3 er gift, den sidste tredjedel bor stadig hjemme hos mor.
Den verdensberømte Italienske kaffe er også et kapitel for sig. Kaffe er ikke bare kaffe, Kaffe skal være varmt som helvedet, sort som djævelen, ren som en engel, og sød som kærligheden.. Nej her står ingen kaffe og snurre på kaffemaskinen i halve timer, den skal være friskbrygget hver gang.

Rigtig Glædelig Jul, og Godt Nytår.