GAIA's tur til Middelhavet
Gaia på vulkaner…
Efter en lang vinter, begynder hele floden at vågne op igen. Alt er omgivet af denne helt specielle stemning, foråret giver. Solen varmer rigtigt igennem, og alle ting udgiver sin helt egen duft.
Her langs floden er alle mimose træerne puffet op og ligner små påskekyllinger. Den søde duft de udskiller, spreder sig ud over området. Mandarin og citron træerne, har stået den sidste måned, og lokker indbydende til rov, med deres orange og gule farver. Søfolket er atter i gang med forberedelserne til den kommende sejlsæson. Der bliver slebet, malet og pudset, og det summer af aktivitet hele dagen. Ja foråret er her nu.
Vi fik en hurtig visit fra Jens Flebo hjemmefra. Han kom lige forbi og fik kaffen. Vi fik en dejlig dag her i Fiumicino inden han skulle tilbage til Rom og det ventende busselskab. Det var rigtigt hyggeligt, og vi blev forkælet med et par danske aviser..Herligt..
Det er blevet torsdag d.17. marts og vi løsner os lige så stille fra nabobåden. Klokken er 0630, og vi skal med ud af floden, når broerne åbner klokken 0700.
Den sidste uges tid har vi gjort båden klar. Sejlene er blevet sat op igen, og dieseltanken er fyldt til randen. Det friske vand fra roms bjerge, skvulper i fyldte vandtanke. Mad er indkøbt i lange baner, og friskbagt brød bliver pakket i poser.
Der åbnede sig lige et vejrvindue på 6 dage, med et højtryk over Italien, Så det var lige det spark vi ventede på. Ja nogle mere end andre, måske blev Jan træt af at se mig, sparke baglæns med bagbenene oppe i gruset ligesom hundene. Okay så, så lad os sejle…
Den sidste aften fik vi taget afsked med vores lille ;familie;. Det var underligt efter snart mange måneders naboskab. Vi aftalte at mødes igen, det hjalp lidt..
Som sagt kastede vi trossen og gled lige så stille ud i morgensolen, arhhhh måske ikke lige så stille, for begge naboer havde alligevel sat uret tidligt, og stod med friskbrygget kaffe i den ene hånd, truthorn i den anden, og morgenhår, rejst til lejligheden. Længere nede ad floden, stod vores østrigske ven, Ewald, og vinkede. Tårerne trillede på mine kinder, ih man er vist snart ved at blive et sentimentalt skvat, er man.
Alt gik efter planen. Første bro op, lige som vi ankom. Dernæst anden bro, og ud på det lysegrønne vand igen.
Vi skulle lige finde vores søben igen, men det gik rigtigt godt. Ingen søsyge.
Årets første sejlads var perfekt. Ikke megen vind, hvilket ikke gjorde det ringeste, da vi lige skulle vænne os til en levende båd igen. Solen blev varmere og varmere og det endte da også med bikini på dækket. Tænk at kunne det her midt i marts…
Vi gik ind bag forbjerget ved San Felice, et stykke nede langs kysten, omkring klokken 1830. Det havde været en dejlig, solrig, og varm første dags sejlads, og vi var godt trætte af alt den havluft, så der gik ikke mange timer efter ankeret var smidt, før vi gik omkuld.
Næste morgen var noget diset, men total havblik vand, så vi tøffede bare af sted for motor, mod Napoli bugten.
En stille dag uden nogen særlige anmærkninger, og hen under aften fandt vi ind på en lille anker plads, ved øen Isla Vivara. Aftenhimmelen er fantastisk og den nydes et par timer, med et glas dejligt Italiensk rødvin til.
Meget
sjældent er der fuld sigtbarhed i Napoli bugten, og lørdag
morgen slog det heller ikke fejl.
Det ville ellers have været et fantastisk syn at krydse Napolibugten
med Capri liggende under ti sømil forude, Vesuv tværs bagbord,
og millionbyen Napoli, yderligere bagude. Men nej, som sagt var det helt
diset, og vi fik først øje på Capri to sømil
før vi ankom.
Vi ville ikke gå i land, men nøjes med at se den Blå Grotte,
som ligger på nordvest siden, og som er en stor seværdighed.
Derfra bliver man sejlet ud i turist både og sat over i små robåde for at kunne komme ind af det meget lille hul i den stejle klippevæg.
Da der er utroligt dybt, og derfor umuligt at anker op, blev vi enige om at sætte gummibåden i vandet og så kunne Jan ro derind, mens jeg ville ligge og kredse lidt rundt med Gaia.
Som sagt så gjort….
Jan padlede lige så frejdigt af sted, med cameraet på maven, mod den fantastiske lysende blå grotte. Jeg sejlede lidt væk fra alt den trafik, og så ud af øjenkrogen, Jan, i den røde gummibåd, kile sig ind i linie mellem de andre hvide robåde, og i næste øjeblik, så jeg Jan blive pillet ud af køen, stærkt argumenterende med en af mændene.
Jeg sejlede ind og fik ham ombord igen. Det viste sig, at man ikke selv måtte sejle derind, selvom det står i alle de bøger vi har. Nej man kan selv få lov at finde hen til grotten, men for at komme derind, må man værsgo hoppe ombord i robådene og betale 8 euro.
Ja så måtte Jan jo tilbage igen med penge på lommen.
Over i en robåd, ind gennem hullet, tre minutter senere, ud igen…
Det var godt nok en sur mand, jeg fik samlet op. Alt det postyr, og så varede hele forestillingen under tre minutter….
Til gengæld varede surmuleriet, over at føle sig taget i rø….ved næsen, noget længere, så Capri blev bare et smukt panorama, der lige så stille gled forbi styrbords side.
Derefter satte vi kurs direkte ned mod de små øer på Siciliens nordkyst.
Den første er Stromboli, med sin aktive vulcan. De andre er, Vulcano, Salina, Lipari, og Panaera .
Her ville vi gerne liste rundt i en uges tid. Jan havde stadig lidt arbejde der skulle gøres færdigt, Og jeg havde set at rundt om de to af øerne (Vulcano og Salina) blev udledt varme svovl kilder, i havet, med healende effekter. Det ville ikke være det værste sted at skulle vente.
. Der er vanvittigt dybt, selv langs strandbredden. Fem skridt ud, så startede 50 meter kurven. Vi gik så tæt på bredden, som vi turde. Det betød at vi kunne smide anker på 20 m vand, men hvis vi kom til at svinge ville vi ramme land. Så det blev kun et par timer, så af sted igen. Øerne herude er et yndet sted for dykning. De stejle klippevægge ned i dybet, skulle være så smukke at dykke på.
Panaera blev den ø vi overnattede ved, men fristede ikke til et besøg.
Vi sejlede tidligt de 14 mil ( ups, der kom endnu en stor skildpadde padlende forbi) over til øen Vulcano. Det var til gengæld en paradis ø.
Vi lagde os for anker i det nordvestlige hjørne, i en virkelig smuk bugt, ved foden af det store vulkan krater.
Hurtigt fik vi roet i land og kikket lidt på denne miniput ø.
Alt er frodigt og blomstrende, og overalt gør man klar til den kommende turistsæson. Oppe fra krateret, sendes store hvide dampskyer op i himlen. Man kan få den tanke at der sidder en indianer og sender beskeder over til den anden indianer på Stromboli. Jeg må vist hellere selv gå derop og se efter.
Det blev faktisk til to ture op til krateret og ned igen. Det tog en time hver vej, og det er virkelig gratis motion så det kan mærkes flere dage efter. En lang sti tager èn op og gå langs kraterkanten, og det er en stor oplevelse at gå og kikke ned på den lille prop, der holder hele herligheden inde.
Nede ved stranden syder og bobler det fra hullerne under vandet, der sender tusindvis af svovlbobler til overfladen. Ved siden af, kan man sæbe sig ind i den fineste hvide mudder. Der var kun et at gøre…Hjem efter bikinien.
Selvom det kun er marts, er temperaturen nær kogepunktet, og jeg fik da også jokket på en af hullerne, av..av..av..Det gav faktisk små brændemærker. Eneste minus er at man kommer til at stinke ad pommeren til af svovl, og det bliver i huden i flere dage.
I tilfældet af en tur til Sicilien; tag med hurtigfærgerne ud på øerne. Hvorfor tage til Hawaii, når vi har vulkan øerne så tæt på.
Vi tog en dag på scooters og fik set hele øen. Selvom næsten alle veje ender blindt, er her nogle fantastiske udsigter, og meget lang, ofte stejle, vandringsruter, fra højt oppe, og ned til vandet.
Vi blev liggende et par dage, derefter sejlede vi over på naboøen, Lipari.
Små afstande, kun 4,5 NM
Det er den mest civiliseret af øerne, og har de fleste indbyggere. Vi lagde os først til, ved benzinkajen, for at få fyldt det manglende diesel depot op, og derefter ind i marinaen.
Her mødte vi et Norsk par, med deres lille datter. De havde overvintret i Nettuno, lidt syd for Rom, og var, ligesom os på vej mod Grækenland.
De kunne kun sejle til midt juli, da deres datter skulle hjem og begynde i skole, og på den korte tid, skulle de nå at se de græske øer, tilbage ad Korinth-kanalen, op langs den Kroatiske skærgård, for at få sendt deres Bavaria 42, til Ålborg, på ryggen af en lastbil. Derfra skulle de så sejle de sidste mil tilbage til Stavanger. Pris: 5000 Euro. Det er også en måde, at gøre det på.
De havde ligget ved foden af Stromboli og set vulkanen sende kaskader af lysende gul og orange ild op i luften, hele natten. Et fantastisk festfyrværkeri, sagde de.
I gamle dage blev vulkanen kaldt Europas fyrtårn. Den kunne ses milevidt omkring og ledte de store skibe sikkert mod Messina strædet.
Om ganske få dage sejler vi gennem Messina strædet, for at lægge os på Italiens sydkyst. Her vil vi vente på Niels og Lene hjemmefra samt en passende vind der skal bringe os til de første Græske øer, i det Ioniske hav.
