Vores Græske tlf. nummer:  +30 6942604507.

Rejsebrev 14.

Tirsdag d.29.03 klokken 1015,smed vi fortøjningerne i marinaen på Lipari. En dejlig dag lå forude. Himlen var lyseblå, og solen havde allerede opvarmet dække, til, umuligt at gå på uden sko. Kursen var 114 grader, og stævnen gled lige så stille gennem vandet mod Messinastrædet. Vi fik følgeskab af to udlejningsbåde, og sammen dannede vi en kortege der holdt de næste 12 timer. Vind var der ikke meget af, så medens timerne gik fremad, og Lipariøerne forsvandt i varmedisen bagved os, fik vi slikket solskin på dækket, og nydt en god bog. Havet har igen denne fantastiske dybblå farve, der fortæller at her er rigtigt dybt (over 1000 meter) og en enkelt kæmpe sværdfisk, bryder stilheden, for at vise os sin kæmpe krop, i et hop, 1 meter over havoverfladen. Efter seks timers sejlads, runder vi fyrtårnet på Siciliens nordspids, og går ind i Messina strædet. Til bagbord er det smukkeste skue af høje bjerge, og byer der ligger, som var det lava der flyder ned mod kysten. På styrbord, ganske få mil fremme, ligger Messina by, og en livlig trafik af færger til og fra fastlandet, mylder foran stævnen, så det er med at holde god udkik. Samtidig går den store trafikrute lige midt i strædet. En sømil nede, kommer vi ind i en meget stærk strøm af ildvand, der får Gaia til at sejle sidelæns, og vi får prøvet at sejle lidt riverrafting. Gummibåden, som er bundet bag os, bliver lige trukket ned under vandet, et par gange, hvilket ikke er så smart. Vi plejer ellers ikke sejle med den hængende efter os, med mindre det er små ture, men vandet var stadigt helt blankt, lige indtil nu, så vi havde næsten helt glemt den.

Vi kan ikke rigtig beslutte os for om vi skal gå til Messina, og blive på Sicilien et par dage, eller om vi skal fortsætte derudaf. Vi fortsætter, og tager Sicilien på tilbageturen.

Som med et trylleslag, kommer der en vind fra nord, der skubber os op på næsten ti knob, og så er det ind på lavt vand og få hevet den gummibåd på dæk. Ud på åbent vand igen, for nu kommer der endelig vind, og sejlene kan blive luftet..Jiiihhhhaaaaa vi flyver derudaf. Vi får hentet de to andre sejlbåde, og nu sejler vi alle lidt om kap de næste par timer. Vi er nu kommet ud af strædet, og kursen er næsten stik øst.

 Klokken 2200 dødede vinden igen lige så hurtigt som den kom. Vi lister ind til kysten og smider anker for natten. Det bliver en lang rullen fra store dønninger, men vi er trætte og glædes over at kunne få sovet lidt.

Næste dag, lige over middag, anløber vi marina Roccello Ionica på Italiens sydkyst. Havnen er stor, og der er helt stille. Ikke et øje at se nogle steder. Den er helt ny, faktisk ikke bygget færdigt endnu. Flydebroer, omgivet af en kæmpe dækmole. Vi får at vide senere, at marinaen gik nedenom og hjem, og at det nu var militærets ejendom. Det er gratis at ligge her, og det er muligt at få vand på, men strømmen er ikke sat til. Senere på dagen ankommer en tysk båd, og vi får en dejlig hyggedag sammen med Andrea og Roland. De har sejlet i tyve år, på den måde, at de sejler i nogle måneder, så hjem i andre og tilbage igen. De har deres bil med, den står i forrige havn, og nu skulle de så til Venedig helt oppe nordpå i Adriaterhavet. Roland tager så toget tilbage efter den, og på den måde har de hele tiden bilen med rundt og se områderne med. Samtidig kan de køre hjem på meget få timer.  De bor i det sydtyske, og dyrker æbler samt vindruer. Ja det er endnu en måde at sejle på.

Det er en dejlig fornemmelse at gå ud og handle i disse sydlige egne. Det er helt nostalgisk og minder mig om, da jeg var barn. Alle de små forretninger ligger side om side og der er altid kunder.

Det er ikke bare at komme sidelæns ind i forretninger og i hast smider vare i kurven, betale, og ud igen…Næ hernede er det en livsstil at gå ind hos fiskehandleren, få en go lang sludder med ham og de andre kunder, derefter hen på frugt og grøntmarkedet for der at gå fra bod til bod og forhandle sig frem til gode priser, måske skulle man også lige smage en skive ost hos ostehandleren, ja og kaffebaren er obligatorisk og endnu en sludder med de andre….De taler i det hele taget meget mere med hinanden, gamle som unge, end herhjemme. Det virker som om at de har meget mere tid, til sig selv og deres medmennesker. Selvfølgelig spiller vejret da også en stor rolle.

Desværre kan mit italienske ligge på en lillefingernegl, så jeg har desværre hurtigt overstået indkøbene.

Til gengæld beslutter vi os for at gå på appelsin og citron rov, inde i militærets have. På to sekunder har vi den samme fornemmelse i maven som man havde da man var ti år og på gale streger. Og mens vi fylder to store poser med de farvestrålende poser, forventer vi, i hvert sekund at blive taget på fersk gerning. Vi slap med skrækken, og havde frugter til de næste to uger.

Mandag d.4.4 Klokken lidt over midnat, glider det sidste tog ligeså stille ind til endestationen, og med det ankommer Niels og Lene. Som alle vores andre gæster, fik de heller ikke megen tid til at slappe af, allerede næste morgen stævner vi ud af havnen.

Vejret har været lidt blandet de sidste par dage, og et stort lavtryk fra Libyen, har ligget syd for os og forårsaget storm, dette har medført store dønninger, og med vinden stik øst, bliver vi i stedet for at gå direkte til Kefalonien, nødt til at sejle lidt nordøst op langs kysten. Det blev ikke en af de bedste dage på søen. Store dønninger ruller under os, og alle er mærket af det.

Medens vi sidder og holder udkik, opdager vi en lille sangfugl, der har sat sig på dækket. Det ligner sgu den vi havde med os fra Capri, og lige pludselig siger Jan at han ikke kunne forstå, at den hoppede ind under gummibåden med èt udseende, og  vupti, kommer frem igen, nu meget mindre???? Efter et kvarter opdager vi er der faktisk er to….nej tre…nej fire….nej fem små fugle, der piler rundt på dækket, lettere forvirret. Den arme fuglemor har svært ved at holde styr på de sultne unger. Vi prøver at give dem lidt krummer, hvilket de også ihærdigt prøver at spise. Vi må simpelthen have haft en hel redefuld med fra Fiumicino, men kan ikke se hvor de har haft gemt sig.

Mørket falder på og efter 48 sømil, orker vi ikke mere for den dag, så vi lægger os for anker, bag en bugt. Fuglene flyver i land, men desværre opdager vi næste dag, da det er blevet lyst, at to ligger kolde og døde ved siden af gummibåden. Det var meget trist, vi havde håbet at de kunne klare den til de nåede land..

Næste morgen går vi ind til nærmeste marina, Le Castella, 3,5 sømil væk. Alle trænger til at få strækket benene.

Selve indsejlingen er meget snæver, og ligger godt gemt af vejen, mellem klippestykkerne. Men det går lige, og Gaia kommer til at ligge fint.

Selve byen er et lille sommersted med små butikker, hoteller, badestrand, og har yderligere en turist attraktion, nemlig fortet la Castella, og VARMT BAD helt uden ration på vandet..FEEEDT.

Vi gør klar til at sejle tidligt næste morgen til Kefalonien, men det kræver jo at vi skal ud af havnen først, og denne gang gik det ikke så godt. Ekkoloddet sendte sine advarselssignaler ud i høj tone, og med kun en knobs fart støder vi på undergrunden, forsigtigt må vi bakke og gå lidt til styrbord, lidt frem og endnu en gang støder vi på. Det er bare så ubehageligt, og Gaia hælder lidt til en side. Endnu en gang bak og det sidste vi kan dreje til styrbord, frem igen. Denne gang lykkedes det, puha, alle trækker vejret lettet igen og pr. omgående blev der stiftet en ny;;; grundejer;;; forening og alle valgte Niels som formand…

Vind er der ikke meget af, og dønningerne har stadig en god højde, men vi vil gerne af sted nu.

Det bliver mest en transport sejlads, med motoren gående samtlige 28 timer det tager at komme over det Ioniske hav. Der er ikke meget at lave, ingen sejl at justere, så vi sidder i cockpittet og sludrer medens fiskestangen vipper let, fra modstanden af woblereren i vandet. Vi sad faktisk og talte om, det tricks vi havde fået af vores norske båd, om altid at fiske lige ved solopgang og nedgang, da det gav et ordentligt smæld i fiskestangen, og med et hylende whiiiiiiii løb fiskelinen af hjulet. Der gik lige et par sekunder, før vi registrerede at der faktisk var bid… Niels sprang op og begyndte at hale i land, hvilket ikke var let. Hurtigt fik vi vendt båden og sejlede linen op, inden den sprang. Langt nede fra dybet kunne vi se noget meget stort sølvglinsende, der vred sig godt. Nielses ryg var næsten lige så krum som fiskestangen, af den tunge vægt og alle råbte i munden på hinanden…..det er fanme en haj…og vi gjorde os allerede store bekymringer om, hvem der skulle tage pilken ud af munden på den. Det var nu ikke en haj, men en stor tunfisk. Med Jan balancerende på badeplatformen, og os tøser fotograferende, fik vi hevet kalorius i land.

Jeg ved ikke hvad det er med mænd og jagt, men de bliver helt vilde når de fanger sådan en stor fisk. (Urinstinktet) Vi andre to, mente altså, efter at have kikket på fiskens store bange øjne, at alt det mad, den indeholdt, var nok lige i overkanten, så måske vi skulle sende den tilbage til dens familie.

Totalt overhørte, blev den hårdt og brutalt, parteret i 16 store tunbøffer.

.

Selve natten blev stille og rolig, næsten ingen trafik, kun delfiner. De fulgte os til gengæld i alle de mørke timer. P.g.a. morild, lignede det små torpedoer, der skød sig gennem vandet.

Fredag d.8. klokken 14, rundede vi pynten på Kefaloniens sydpynt, og lagde os til på promenadekajen.

Det er bestemt ikke tit at man kan ligge ved en sådan kaj, og kun betale 5 Euro for det, så det nød vi i fulde drag.

Vi får en sludder med båden bag os, der er en sejlbåd på 72 fod. Et par unge hollandske fyre har købt den i Tyrkiet, og er nu, sammen med tre lånte gaster, ved at sejle den hjem. Man må sige, at 72 fod, er meget sejlbåd, og uvirkelig stor, tager den sig godt ud her på kajen.

Vi falder også i snak med et ungt engelsk par, der lige får en pose tunbøffer, og til gengæld forærer de os den fineste pilotbook over de græske øer.

En tand længere bagud, ligger et gammelt engelsk forsyningsskib, og ombord er i øjeblikket kun en person, Rumænske Dinu.

Han arbejder ombord i 6 måneder, derefter 1 måned fri. Hjemme har han en datter og kone som kun ser deres mand og far 2 måneder om året. Han inviterer os over på aftensmad, og vi takker pænt ja tak.

 I hans hyggelige køkken sidder vi så en aften og får dejlig stegte fisk og rødvin. Han er utrolig sød, og venlig. Han giver flere gange udtryk for hvor glad han er for at tale med nogen. Vi sammenligner Danmark og Rumænien, og må konstatere, at vi er nogle møg forkælet mennesker på vores breddegrader. Han fik for resten også en pose tunbøffer. 

Den 12.4 stikker vi syd på til den sydligste af de Ioniske øer, Zakinthos. Vejret var rigtigt godt, så vi nød solens varme, små bølge, og bidevind til sejlene, samtidig med at vi holdt skarpt udkik efter havskildpadder. Dette er nemlig øen, hvor de kravler på land, og lægger deres æg på stranden i Kalamaki. Uanset hvor meget vi anstrengte os, så vi desværre ikke nogle. Fra 1. maj er det forbudt at færdes i området. Vi prøver at finde stranden for at se om der ikke skulle være et par skildpadder der ikke har tjek på datoen, men heller ikke denne gang, har vi heldet med os..

Vi lejede en bil og fik kørt hele øen igennem. Meget af det gamle islæt er desværre ikke mere. Sidst i halvtresserne, blev de Ioniske øer ramt af et stort jordskælv, der næsten jævnede det hele med jorden, så kun en enkelt by, på nordspidsen af Kefalonien, blev skånet. Alle huse er nye, men til gengæld meget smukke, som de ligger her og tager sig ud, i alle deres smukke farver.

Ja tiden stryger af sted og lige pludselig kom dagen hvor Niels og Lene måtte tage færge/bus til Athen, hvorfra de skulle flyve hjem.

Medens færgen lige så stille glider ud af havnen, og alle vinker med arme og ben, tænker jeg på, hvor dårlig jeg stadig er til tage afsked….

Vi fandt cyklerne frem, og vi fik set lidt mere til byen og oplandet. Vejret er virkeligt dårligt så det haster ikke med at komme af sted. Det er ligesom det ikke rigtig kan tune ind på sommer. Efter fire dage tager vi af sted og beslutter at gå gennem Korinth-kanalen. Første stop bliver Killini på nordvest siden af Peloponesos. Vu bliver kun en overnatning derefter videre til Grækenlands tredje største by Patrai. Marinaen er lille og meget urolig. Vi bliver i to dage, og får travet nogle kilometer langs den store trafikhavn. Alle de store færger, som sejler Kreta, Pireaus, samt Italien Kefalonien Lefkas o.s.v. udgår herfra.

D.22.04 sejler vi igennem den store nye bro ind til Bay of Korinth. Den er meget smuk, og hver bropille ligner en fakkel. Nu kommer vi ind på noget lignende en skovsø. Vinden herinde er altid øst eller vest. På begge sider er høje sneklædte bjerge samtidigt med at vi kan sole på dækket. Oveni fladt vand, og vind agten fra, der skubber Gaia op på mellem 7 og 8 knob. Cruising på fladt blåt vand i Grækenland, kan det blive møjt bedre, ja jeg spør bare….

Det er helt beskyttet vand herinde, og samtidigt er her et hav af virkelige gode ankerpladser på den nordlige bred. Og som en ekstra delikatesse øen Nisos Trizonia. Den består af måske tyve huse, malet i de rigtige turkise og blå farvet, mod kridt hvide mur, byens torv med små kulørte både ved kajen, samt den traditionelle kirke. Tre taverner, en købmand og færge til fastlandet. Alligevel er det nok noget af det mest hyggelige og idyllyriske vi endnu har set. Små stier rundt på øen, fyldt med engens blomster, sommerfugle, cikader, gamle krogede oliventræer, og en udsigt over bugten, der næsten tager pusten fra èn. Stilheden og roen, blandet med solens varme, og den mørkebrune muld.

Op ad en lille bjergsti, finder vi en lille udsigts taverne, med plads til 15 gæster, og det spændende ved dette sted, bortset fra udsigten, er en god ide, nemlig bog bytning. Man afleverer 10 bøger, og får 10 retur. Det har vi godt nok ledt længe efter, og så finder vi det på denne lille ø. Samtidigt er det gratis at ligge her i denne lille beskyttede havn, ja nogle har overvintrede her op til flere gange uden så meget som at betale en Euro.

 Nu er vi endelig kommet til Grækenland