Rejsebrev 16.

Fredag d.27maj, ankommer min datter og svigersøn, Katja og Christian. Efter en lang flyve og bus tur, kommer de med færgen fra Piræus. Vejret er ikke det allerbedste, faktisk begynder det at regne kraftigt, så vi slapper af neden om læ. Det gør nu ikke så meget, for der er rigeligt at snakke om, og dejligt at have en undskyldning for, bare at slappe af, og nyde hinanden.

Efter to dage, klarer det op, og solen bager fra en skyfri himmel. Grækerne var ellers jublende glad over vandet fra himlen, da det var første gang i tre måneder det havde regnet. En af de store problemer på de græske øer, er vandmangel, specielt når turistsæsonen er startet. På øen Idra(Hydra) sejler hver dag en tanker med vand til øen, i højsæsonen, to gange dagligt. Alligevel skal store luksus både vaskes med spuleslange fra a til z, så snart de har smidt ankeret, selvom de lige har forladt Piræus få timer forinden, hvor der var rigeligt af vand. Det kan godt irritere mig lidt, at se den ligegyldighed de viser overfor deres vandproblem.

Vi fik nogle dejlige dage fyldt med gummibåde ture til bugterne, ud og snorkle og et par gange på den, ved siden af liggende strand, med alt hvad dertil hører af beach ball i vandet til vi var helt opløste. Beachvolly måtte vi springe over, og ikke fordi vi ingen bold havde, næ, for lige da vi skulle spille med den, kun en time gammel, indkøbte nye bold, kom en smuk Golden Retriver lige forbi vandkanten, for at køle halen, og jeg kom til at kaste bolden til den, helt svedt ud, at sådanne nogle søde legesyge hunde, også har store farlige tænder, to sekunder efter…...Pfffssst. så var den boldt flad…og det var jeg også efter en kæmpe stor balle.

Til gengæld fik jeg en dejlig fødselsdag, med breve og gaver hjemmefra, og om aftenen, gik vi alle ud og nød alt godt fra det Græske køkken, og ikke at forglemme Ouzoen, (dam good drink)

Katja og Christian havde besluttet at de ville spendere de sidste to dage på sightseeing i Athen, inden de fløj tilbage, så ret hurtigt skulle endnu en færge klappes farvel og på gensyn. Det er altid så dejligt at have sine kære ombord, og jeg savner dem allerede når færgen forsvinder langt ude i horisonten.

Vi lægger os ud for anker efter 1 ½ uge i havn. Nu er det blevet tid at kommer videre.

Vores plan var at gå nordøst, for derefter at have den nordlige vind (Meltìmien) som halvvind mens vi sejler frem og tilbage, ned over Cykladerne. Denne vind starter i juni, og blæser, kun afbrudt af få dage indimellem, hele sommeren med 7 til 9 Bf. Nogle af danskerne, der har sejlet her længe, har omdøbt Cykladerne til hystaderne, hvilket er en perfekt betegnelse for dem.

Fredag d. 3.6 sejler vi fra Poros, mod Sounio, fastlandets østligste punkt, øst for Athen. Her ligger nemlig, så ubeskriveligt smukt placeret, Poseidons tempel. At stå under disse kæmpe søjler, her på havgudens tempel, på yderste klippespids, højt over havet og skue ud over det mørkeblå Ægæiske hav, giver en brusende lykkefølelse, og rejser de små hår over hele kroppen.

Man kan sige mange ting, men de ku godt nok det der med store templer, og samtidig finde de smukkeste steder at placere dem på .

Vi taler tit om den gæve fordums tid, hvor alle de store værker blev til. Hvor de store imperier skabte de smukkeste kirker, templer, paladser, obelisker, fontainer, skulpturer, mens man intet skaber i dag andet end, ved indgangene at stikke poten frem og forlange 10 euro med den ene hånd og kradse sig på maven med en anden. Ikke fordi det ikke er det værd, men pengene skulle måske havde været betalt til alle dem der skabte antikken.

Selve sejlturen fra Poros til Sounio blev meget blandet. De første timer prøvede vi at holde sejlene med luft. Derefter, fra et sekund til næste måtte vi rebe, både genuaen og storsejlet. Disse vinde kommer som lyn fra en babyblå himmel, og lægger næsten Gaia ned, så vi må begge blive i cockpittet, en på skøderne og en ved roret. Det er enormt anstrengende at sejle på denne måde. Vinden tager til, men vi sejler kun 6-7 kn da her er to bølgeretninger der løber sammen til vandbjerge, og de sætter båden i søen, hvilket giver en ubehagelig sejlads

Hen af eftermiddagen suser vi ind på ankerpladsen for foden af templet. Hele aftenen og natten igennem hyler vinden, og båden krænger.. hen af morgenstunden er det stadigt galt og vi driver for ankeret, hvilket kun er sket en gang før. Det er fuld storm, og vi må have ankeret op, hvilket ikke er let. Det lykkedes og vi går helt tæt til kysten og denne gang smider vi begge vore ankre. Denne gang får de sat sig i sandbunden, og vi må blive til vinden har lagt sig.

Vi stikker ud klokken ti, rundt om pynten nordpå, mellem fastlandet og øen Makronissos. Vi krydser frem og tilbage og lige pludseligt minder det om en tilfældig søndag hvor vi er på vej hjem fra Rudkøbing, med bidevind. Et lang krydsen over mod Thurø tilbage til Dagelykke, at vende mod Elsehoved og til Lohals. En stor bølge klasker på siden og bringer mig tilbage til nuet. Vi kommer fri af pynten på Makronissos, og nu kan vi holde bugten på Evvoia oppe. Endnu engang befinder vi os i en hård vind, og bølge fra to retninger. Vi har rebet begge sejl, ja faktisk kan man dårligt se genuaen, og det bliver en strid kamp før vi kommer i læ bag øen Megalo. Til gengæld venter hele belønningen lige inde i bugten, hvor vi smider ankeret. Vi får lagt os bag en så lille ø, at der kun er plads til et lille hvidt kapel. Vandet under os er så klart at det næsten er usynligt. Ret hurtigt er snorkeludstyret i brug og vi har glemt alt om hård vind og syrebølger.

Byen Karistos ligger smukt placeret i midten af bugten, ved foden af bløde høje bakker, og ved aftentide, ligner den en kæmpe prisme, der sender hele farveskalaen af lys, ud i den ufattelig smukke stjernehimmel.

Selvom vandet er på 22 grader, hopper vi i våddragterne, for så er det ikke kulde der afgør, hvor lang tid vi kan være i vandet. Jan finder en kæmpe snegl, ja vi vidste faktisk ikke at der fandtes nogle på den størrelse i middelhavet, så den måtte fotograferes, før den blev sat tilbage på stenen hvor vi lånte den fra. Heldigt for den, at det ikke var en græker der fandt den, så var den allerede vendt i olivenolie tilsat godt med basilikum og hvidløg. De spiser alt hvad der kommer fra havet, uden undtagelser. Gamle koner ligger ikke kun og soler sig på stranden, næh de er der med et helt andet formål, kun iført badedragt og trefork, lister de sig ind på de sovende blæksprutter, og inden blæksprutten når også at få det andet øje åbent, er den allerede klasket ind mod klipperne gentagne gange, faktisk 90, får at få kødet mørt.

Hvilket lige giver mig anledning til at berette at dyreværn overhoved ikke findes hernede. De er nogle undskyld…SVIN..med deres dyr. Hunde der mangler det ene ben, og må humpe omkring, hunde der er så mager at de ryster af kulde i 30 graders varme, og fårene får bundet højre forben sammen med højre bagben, så de humper af sted med faktisk kun tre ben, hvilket giver dyret en total forvreden gang, bare for at man er bange for de løber deres vej.

Godt gemt under nogle klipper, stikker en moræne hovedet frem, kun lige så den røber sig selv. Jan vifter med et søpindsvin og lokker lige foran dens næse, og det bliver altså for fristende, så efter et par sekunder har den glemt alt om hvor sky en fisk, den egentlig er, og haps er den ude af sin hule, for at gnaske af lokkemaden.

Nu skal vi for alvor til at cruise mellem øerne, og første stop er Andros, som egentligt ikke er besøgt af mange turister, og det er lidt synd, for den er meget hyggelig.

Vi ankom efter en aftensejlads, til Gavrion, og lagde os for anker i bugten, for natten. Næste morgen gik vi ind til kaj, og lejede en til bil for dagen. Øen blev så endevendt fra a til z, lige fra munkeklostret i de høje bjerge til kilderne i de frodige dale, langs kysten med de smukke strande til byen Andros, hvor den ukendte soldat står og skuer ud over havet.

Næste ø bliver lige syd for, nemlig Tinos.

Den er ikke en særlig kendt turist ø, men den helligste ø af grækerne. Grunden dertil er, at en nonne i 1822 får et syn hvor jomfru Maria fortæller hende hvor ikonet af ærkeenglen Gabriel ligger begravet. Hun får sat byen på den anden ende og det lykkedes dem at finde ikonet. Der bliver bygget en kirke på stedet, Panagia Evangelistria (bebudelseskirken) Og hvert år valfarte over 100.000 græsk-ortodokser til øen, hvor de, allerede nede for enden af vejen, kravler på deres knæ hele vejen op til kirken. Man er sikker på at kirken har helbredende virkning, og inde i kirken, bortset fra at kysse på ikonet af ærkeengelen, er der et billede af et synkende skib, der fik slået et kæmpe hul i skroget, lige uden for havnen, men en stor fisk fik sat sig i klemme i hullet og forhindrede skibet i at synke. Alle er overbevist om at Gabriel sendte fisken til hjælp.

Folk med alverdens sygdomme kommer her for at bede om helbredelse. Og efter sigende skulle det også lykkedes for rigtig mange.

Efter et par dage sætter vi kursen lidt syd mod Mykonos. Vi sejler hen under eftermiddagen og vinden er ved at lægge sig lidt. Det er lidt sjovt, at man næsten altid ved, hvordan vinden er her. Hele dagen blæser de et sted mellem 5-8 bf, og hen under aftenen lægger den sig næsten altid, med mindre der er rigtig storm. Man kan ikke søge læ ved at gå tæt under land, for næsten alle steder virket det modsat end der hjemme. Jo tættere på land, jo stærkere vind. Vi har nu flere gange prøvet at det har hylet i riggen, i havn, og når vi så har sejlet ud, har vi dårligt kunne få sejlene op, før de må ned igen.

Lige som om vindene samler sig omkring øerne, og oveni løber de rundt om øen, og sejler man den gale vej rundt, ja så har man modvind hele vejen rundt.

Mykonos er 800.000 turister om året, men man ser dem næsten ikke da byen oser af idyl. Hvide huse med kulørte døre og vinduer, alle vegne, nogle af de mindste snoede gader jeg har set. Ja de fleste steder kan jeg røre væggen til begge sider, samtidig. Og alle disse utrolige kreative og iderige butikker og cafeer, der ligger her i gaderne, er lige til at gå i svime over, altså hvis man kan li at shoppe. Jeg suger til mig af ideer men kan næsten ikke rumme dem alle. Langs havnekanten, ligger maleriske sammenbyggede huse, med soklerne helt under vand. Stedet bliver selvfølgelig også kaldt Lille Venedig

Promenaden afsluttes af de berømte vindmøller, der bærer præg i hele byen.

Byen har også et andet varetegn, og det måtte jeg opdage på den hårde måde. Slentrende gennem de små gader ved aftenstide, kommer vi til et lille spisested, der ligger hvor vejen deler sig i to. Folk sidder og spiser og tjenere suser rundt mellem hinanden med bakker af mad. Ude af venstre øje ser jeg at der står en lyserød pelikan under èt skridt fra mig, og den er højere end bordene…..for ikke at tale om den sabel, af et næb den har…. Nogen skriger højt og tiden står stille….Den eneste lyd man kan høre, er Jans latter når den er allermest hysterisk…. alle kikker på mig…Er du sindssyg, hvor kan du skrige højt, siger han, mens han holder sig på maven af grin…Alt sætter i bevægelse igen…og jeg skynder mig at gå…dybt pinligt….Pelikanen glipper blot med øjnene, og tænker stille sit.

Jeg syntes ellers lige at jeg havde fået tjek på min fuglefobi.

Senere fandt vi ud af, at der går tre eksemplarer rundt i gaderne, i butikkerne, og på spisestederne, ja de er faktisk byens kæledækker og har navn,; Petrus.

En anden skæg ting, er alle deres dueslag. Dem går de rigtig meget op i. De sidder alle steder og ligner små hvide, broderede tårne.

Pænt klædte, farvestrålende tøj, mænd gående to og to sammen, mænd kørende to og to på scooter, mænd i ultra små shorts, nudist strande med mænd liggende to og to, hånd i hånd, ja, rigtigt gættet, dette er Europas bøssecentrum. Ikke at det i sig selv, vækker opsigt, men her er godt nok mange….

Vi har lagt os lige ude for bugten i den, ikke færdige marina, og her bliver vi i en lille uge. Vinden er helt ustyrlig. Både kommer sidelæns ind, og andre prøver at komme ud for at finde læ på sydsiden af øen. Alt dette foregår ikke uden problemer. Det er meningen at man smider sit anker og bakker til kaj. Det er sikkert også fint hvis ikke vinden var så hård, kommende ind på bagbord, og at man ikke havde lejet skibet for to dage siden, uden at have fået nok kendskab til bådens evner. Mindst seks syv gange, i disse dage vi er her, går det galt for de fleste både. Når de bakker ind, tager vinden båden og de driver sidelæns ind over de andres ankerkæder, eller rammer stævnen med nogle ordentlige knald, og skrammer.

Ni ud af ti gange har man lejet en for stor båd, der er 5- 9 mænd ombord, to af dem kan sejle, resten står bare og kikker, mens kaptajnen, samtidig med at panikken har fordrejet hans ansigt, prøver at redde den uundgåelige kollision, råber kommandoer til en samling mænd, der ikke lige fik styr på bagbord og styrbord lektionerne.

Sikke en masse kaos, høje tilråb, og paniksituationer, samtidig med at vinden hyler i riggene. Håber virkeligt, denne vind snart ligger sig lidt, ellers er det tilbage til fastlandet. Vi bestiller ikke andet end at holde os fast til kajen, undgå andre både i at ramle ind i os, og tør dårligt forlade båden, da vi må være på konstant vagt. En udlejningsbåd med et sødt engelsk par ombord, prøver at bakke ind ved siden af gaia, men har ikke fået smidt andet end ti meter kæde, da manden fik bakket for hurtigt ind. De spørger om Jan vil være sød og sejle båden ud igen, da manden pludselig er blevet meget nervøs. Det sker, og båden bliver lagt perfekt ind, hvilket giver anledning til megen drillerier bagefter om hvor vidt det var held eller dygtighed. Skipper mener så afgjort, det første. Hi hi. Nå men til gengæld falder der ;undskyld øl; af i stride og strømme, mikset med gratis gyserunderholdning, og det er jo fint nok, så længe de ikke kommer for tæt på Gaia.

Det var heller ikke nemt, for holdebunden var mild sagt, elendig, så alle havde problemer, med at få ankeret til at holde.

Hvis der er noget positivt lige nu, er det at vi nu næsten ligger midt i Cykladerne, og sigtbarheden plus de små afstande, gør at vi næsten kan se alle øerne.

En amerikansk båd ligger sig ind ved siden af os, og vil holde øje med båden, og det giver os en dag hvor vi kan leje scooters og kikke lidt på øen.

Selve øen er meget gold, men de har gjort lidt ud af hyggen på de store strandområder, på sydkysten.

Vi forlader Mykonos, og stævnen peger vestpå. Efter 17 mil, kaster vi ankeret i den skønneste lille ankerbugt. Efter en uge i havn, er dette paradiset. Denne lille bugt befinder sig på en lille ø Gaidharos, kun 1 mil fra øen Syros.

Vi lister i havn på Syros, og igen er det her, som mange andre steder, en helt ny, ufærdig havn.

Vi mødte bl.a et tysk ægtepar, Gynther og Lilo på Mykonos, og dem møder vi igen her på Syros. Det bliver til tre, fire aftener med god mad og drikke. Gynther er en herlig fortæller, og han beretter meget levende, om deres ture til Finland, Rusland, og resten af de baltiske lande. De havde også været i Korsør og var meget fortørnet over at alle forretninger lukkede lørdag meget tidligt, og lagde weekenden øde hen.

Det er nu sidst i Juni, og i næste uge får vi besøg hjemmefra af Henrik, Vivi, Karsten, Rasmus, og Mikkel. Så vi vil nu søge lidt sydøst over, til øen Paros, og vente med gensynsglædens forventning på vores gæster.