Rejsebrev 17

Onsdag d. 29/7 ankommer vores gæster, Vivi Henrik, Karsten, Rasmus og Mikkel. I mylderet af turister fra færgen, dukker 5 velkendte ansigter op, og snakken går lige fra start om alle de oplevelser de havde haft på vejen, beskeder hjemmefra, hilsner, og sidste nyt. Efter en god nattesøvn, begiver alle sig rundt for at se lidt nærmere på Parikia by. Selvom de græske byer ligner hinanden, har de hver især deres eget præg. I Parikia findes en af Grækenlands ældste kirker, Ekakontapiliani. Ud over at rumme en fantastisk atmosfære i gården, og et eventyrligt lys i selve kirken, fra de store runde vinduer i loftet, har den også 99 døre. Legenden siger at når dør nr. 100 bliver fundet vil Istanbul igen komme på græske hænder.

Vejret er blevet lidt mere stabilt, det blæser ikke så kraftigt mere. Vi afsejler Parikia og går op på nordsiden, hvor øen rummer en kæmpe naturankerbugt. Selvom det kun er en lille sejltur, forventer vi mindst et par søsyge, men nej ingen antræk, alle er super friske og nyder turen langs de forrevne klipper.

Vi lægger os i den nordvestlige bugt, godt i læ af vind og dønninger, i det smukkeste klare vand.

Inde på land er et par små strande og bag dem rejser sig klipper og små tinder. I bugten findes også en større turistet badestrand, med liggestole, parasoller, ungdom og sommerens musikhits. Hver halve time sejler en lille turistbåd frem og tilbage mellem stranden og øens andenstørste by, Naoussa, som ligger i bunden af bugten.

Klart vand, klippefremspring, små stier, legelystne gæster, klare hjerner, jamen det kan kun appellere til en ting: SKATTTTTTTTTTEJAGT.

Tre hold, to på hver og af sted de fòr. Overalt kravlede, og klatrede de for at finde de i forvejen udlagte 7 poster. Det holdt hårdt, der blev kæmpet med næb og klør, blod sved og tårer, og små listige tricks for at lokke konkurrenterne på vildspor. Der skulle gættes rebusser, kryds og tværs nøgleord skulle findes, gættes snedige gåder, skrive farlige sørøverhistorier, i vandet og finde søgræs som hår til deres lille søpindsvinemand, flette hat til ham, og hænge to øjne i snor, så han kunne se, men det der optog dem mest, var en knytning af fire snore til mønstret kronpatting.

Efter tre lange timer, satte et kæmpe tordenvejr en stopper for jagten, og hurtigt blev alle mand fragtet tilbage på båden.

Det var ingen nem opgave at finde vinderholdet, og det blev også kun med en kneben sejr at hold nr 1 vandt. Sikke en sørøverhistorie Rasmus vandmand og Vivi søstjerne havde skrevet, om Jan den grusomme og prinsesse Anette.

Henrik fandt sit eget lille yndlingssted; Gummibåden.

Her kunne han ligge med benene lige i vejret og nyde solen. Dog var det mere farligt at rejse sig op i den, når man havde hænderne fulde af kamera og briller, hvilket Henrik måtte sande da han tabte balancen. Til gengæld var han hurtig som lynet, da han i et splitsekund, så hvad vej det bar. Hurtigt smed han kameraer i gummibåden, før plasket af Henrik kom, og brillerne nåede kun lige under overfladen, før han med cirklende bevægelser, fik fat på dem.

Mikkel var utrolig spændt på hvilken slags mad han kunne forvente at få at spise. Han havde sikkert hørt rygter om mit alt for grønne køkken. Men til vores begges glæde, sagde han hver aften; Jeg ved godt at jeg sagde i går at det var det bedste mad, jeg har smagt, men i dag er det min livret, samtidig med de råstegte kartofler gled ned, en efter en.

Karsten derimod, faldt pladask for det Græske køkken: Gyros. Se dem kunne jeg altså ikke konkurrere imod. Det samme skete da mine to nevøer Michael og Tim var på besøg. De spiste dem som natmad, og da det jo var nat, måtte de hellere tage deres far Poul med op og købe dem.

Vandet er som sagt alt for indbydende til, at man ikke tonser rundt i det næsten hele tiden. Vi tilbragte mange timer omkring vandet. Drengene blev helt bidt af Beach ball, og alle fem gik vildt op i at slå deres egne rekorder. De strande vi havde for os selv, var der kun en stemme, der kunne høres, nemlig ham der talte højt; 1,2,3,4…et plask når de tabte bolden, og Karstens ærgerlige stemme; kom nuuu, tag jer sammen mand, i er ikke seriøse nok;.

Ellers blev der snorklet, og fundet spændende skaller i overflod, i hvert fald nok til at forpeste et helt Mærsk fly, med den ramme lugt af tang.

Vivi og jeg gik et par aftener alene rundt i de små gader og deres fine små butikker. Det er noget man sætter pris på, og kun noget piger kan forstå at nyde. Imens var der gang i spillebulen på Gaia.

Ikke på noget tidspunkt i løbet af ugen, blev alle vores spil lagt mere end en meter væk. Skak, Mastermind, Yatzy. Alle udfordrede alle. Rasmus fik lært Jan at spille skak, og mig at bruge benene rigtigt i svømmestilen, butterfly.

Som altid gik ugen hurtigt, og det var på tide at sejle båden tilbage til Parikia, hvor vi fik en god plads ved kajen. De sidste indkøb skulle gøres, og alle tasker pakkes inden alle fem trådte over broklappen på færgen en sen nattetime. En lang tur ventede dem, før de igen satte benene i Korsør, for at nyde de sidste uger af deres ferie.

Og som sædvanligt blev der bomstille på Gaia, men når jeg lukker øjnene, kan jeg næsten høre en glad stemme sige; hvem tør udfordre mig i Mastermind???

Tak for en dejlig, dejlig uge.

Med vinden i nord, og begge sejl sat, gled vi med 4 knob ned gennem strædet mellem Paros og Antiparos. Der er meget smalt, så det er tungen lige i munden og en mand på fordækket for at komme ubehagelige overraskelser i forkøbet.

Vi kom helskindet igennem og lagde og for anker bag en af de øde små øer i passagen. Senere på dagen gik vi om på vestsiden af Antiparos, hvor den dejligste store beskyttede ankerbugt lå.

En hel dag med snorkel, og sundowner drinks ved levende bål på stranden.

Vi besluttede at sejle syd for Naxos til den lille øgruppe, Mini Cykladerne. Fire små øer udgør området og lever fuldt ud op til deres navn. Alt er småt, og havnene kan kun rumme under ti både. Efter 30 mil, ankom vi til den første ø Iraklia. I bunden af bugten lå den lille havn, men desværre ikke plads til os. Videre ud på havet og ind i næste bugt. Lige som jeg var ved at lade ankeret gå i vandet, dyttede en jeep inde på land, og lyskeglerne fra hans bil, oplyste et stort skilt hvorpå der stod, ankring forbudt pga. kabel i vandet.

Klokken var nu hen ad 22 tiden, og det var bælgmørkt, men der var ingen anden udvej end at sejle igen. Vi vendte stævnen stik øst og en halv time senere gled vi ind i havnen på naboøen Shinoussa.

Men det var lige fedt, for her var heller ikke plads, og vi måtte igen sejle videre. Nu er denne lille ø kendt for sine 16 strande så vi valgte næste strand og smed anker for natten, for næste dag at opdage et stort skilt med ankring forbudt pga. kabler..Altså..

Jeg ville gerne se en drypstenshule, hvor sørøvere havde holdt til på den første ø Iraklia, så næste dag fik vi en plads i havnen, da et par andre både sejlede ud. Med en liter vand begav vi os af sted. Små skilte viste vej, og holdt modet oppe, for ret hurtigt viste det sig at de lå længere væk end først antaget. Bakker op, igennem en bjergby, følge i gedernes spor op over en bjergryg, små næsten usynlige stier med rullesten, stejle klipper og næsten to timer senere mødte vi et fransk par kommende fra grotten. I skal lige over næste bjergryg og lidt ned af skråningen, så er i der, men det koster sved, og en masse vand. De opserverede hurtigt vores halve flaske vand og gav os resten af deres hvorpå de ønskede os forsat god tur. Langt om længe nåede vi grotten på den anden side af øen, og opdagede, at hvis vi var sejlet ind på den nedenfor os liggende smukke bugt, ville der kun have været en halv times gåtur.

I stedet måtte vi nu begynde at sætte ration på vandet. En slurk hvert kvarter, holde modet oppe i den bagende sol, og langsomt, skridt for skridt at begive os tilbage igen. Koncentrationer var stor og ingen kræfter til samtale mere. En time senere nåede vi tilbage til den lille bjergby, men ingen steder kunne vi finde vand, byen var lukket, så det var et par forundrede koøjne der holdt inde med at gumle hø, da vi begge stak hoved og tøj i dens drikketrug.

Yderligere en time senere, var båden i sigte, og to sveddryppende galninger, den ene med nederdelen oppe om hoved og skuldre, slingrede fra side til side på vejen og med total

væskemangel, lignende maratonløberne, når de med eksede ben, faldende i mål, med fråde om mulen, faldt omkuld i det kølende badevand.

Efter et par timers hvil, og en nærkontakt med en svensk båds påhængsmotor, der ødelagde vores net i søgelænderet, og et scepter, da den skulle afsejle dens plads på Gaias styrbord, sejlede vi ud i aftenvinden, og lagde og for anker i en bugt på Shinoussa.

Totalt udmattet gik bådens besætning til ro, og nogen påstod, at det var absolut sidste gang at der skulle ses på sørøvergrotter, uden at vide hvor langt der var, og at det var slut med at give udlejningsbåde lov til at lægge sig på side af båden mere. Sikke en søndag. Men en god nattesøvn klare ofte hjernen.

Ja det er ikke de store havsejladser vi gør i øjeblikket, men det skyldes de korte afstande, og vores ønske om at få set de øer vi ankommer til.

Vi sejler til Naxos by, for her at tage vores venner Preben og Mette på.

Naxos er den største ø i cykladerne og meget turistet, men kører man lidt væk fra Naxos by, dukker en helt anden side af øen frem. Øen er meget frodig og her findes dæmninger med det klareste vand fra bjergene. Et utal af smukke kløfter fyldt med frodige træer og blomsterbuskene Nerier, beklæder de ellers golde bjergsider. Naxos var en af de første øer der tog marmoren i brug, og mange steder på øen findes store marmorbrud hvor de springer hele tiden. Ved indsejlingen til Naxos by, ligger resterne af Apollons tempel. Det blev aldrig gjort færdigt, og man har ligeledes taget af marmoren til brug andetsteds. Men det er byens vartegn, og ved solnedgangen samles mange mennesker for at få nogle flotte billeder, i det øjeblik solen glider ind og stå i rammen af den store port.

Mette og Preben ankommer ved midnat, mange timer forsinket, pga. dårligt vejr.

Vi bliver en dag i Naxos, og det giver mulighed for vores gæster til at leje en scooter. De får set den meget smukke og kilometer lange strand, der findes på vestsiden af øen.

Jan og jeg havde lejet en bil et par dage i forvejen, og havde kørt rundt på øen, så vi sprang over og blev ombord.

D. 17.7 sejler vi fra Naxos by og begiver os ned på sydkysten. Her tager vi en bade dag, og hen på aftenen sejler vi videre syd, og ligger os for anker mellem to ubeboet øer Antikeros bugt. Her er vandet utroligt smukt og vi bliver hele dagen før vi, hen på aftenen sejler til øen Amorgos.

I bugten ved byen Katapola, bliver vi de næste par dage. Her er ikke mange turister og byen er meget lille, men utrolig charmerende. Øen har en stor attraktion, klosteret Chozoviotissa som ligger utroligt smukt placeret på østsiden af øen. Langs stejle lodrette klipper, ligger det bygget ind i klipperne, og man kommer kun dertil op af mange, men gode trapper. Munkene er venlige og viser rundt og byder på forfriskninger.

Amorgos er også øen hvor dykkernes kultfilm, The big blue, er optaget på. I filmen er en smuk sene hvor klosteret bliver filmet fra en helikopter og dykkerskibet liggende nedenfor ved klippesiden. I Katapola ved havnen, findes en selvlysende blå cafe ved navnet The big blue, og hver aften vises filmen, af to forestillinger. Den ene på græsk og den anden på engelsk.

Vi for nogle dejlige dage med Mette og Preben, og som sædvanligt er dagene gået alt for stærkt og tidligt torsdag morgen glider de ud af havnen, tilbage til Pireaus for at bruge et par dage i Athen.

Tilbage på Gaia, er besætningen atter klar til nye eventyre, efter et par timers søvn.