Rejsebrev18.

Vi beslutter os for at se lidt mere af Amorgos, så vi sejler lidt nord på. I badebyen Aegiali runder vi havnemolen, men ingen plads til Gaia, så det bliver for anker ude langs stranden. Øen rummer næsten ingen turister, og hele tiden passere man æselridende ældre græske mænd der fragter sig til og fra de små skønne bjergbyer, der alle har udsigt ned i bugten, hvor vi ligger. Stejle trapper fører op til en lille kirke, med plads til højst 4 personer. Den er bygget ind i en grotte på den lodrette klippevæg, og vi skal dukke hovedet for at komme ind. Mere græsk kan det ikke blive. Vi tager hele næste dag på scooter, og kører det meste af dagen oppe på kammen af øen med udsigt ned til havet på begge sider af øen.

Senere tilbage på Gaia beslutter vi os for at afsejle klokken 20 00 mod Thira, eller Santorini som vi kalder den mest fotograferede ø i det græske øhav. Vejrudsigten varsler igen meltemivind, hvilket betyder 7 til 8 Bf fra nord, over de næste fem dage. Vi har to muligheder; blive hvor vi er, eller tage af sted inden det begynder at blæse;, vi vælger det sidste.

Med den sidste times sol ind fra styrbord, glider vi for motor, med fem knob, ned langs Amorgos vestkyst. Alt er søklar, og gummibåden danser med lette trin lige bag os, i sin snor. Ja det får mig lige til at tænke på Prebens heltedåd i sidste uge. Vi var lige afsejlet Naxos havn, da vi to sømil ude opdager at den ene åre på gummibåden manglede. Hurtigt beslutter vi os for at prøve at sejle tilbage i vores kølvand, og måske med lidt held kunne finde den igen. Niks ingen åre og tilbage inde i havnen spejdede alle m/k i retningen af stensætningen, da vindretningen havde gået i den retning de sidste dage. Stadig ingenting. Et sekund senere er Preben sprunget i vandet og svømmer af sted. I første dyk kommer han op med den sunkne åre, hvilket er mere end held, da havnen er rimelig stor. Jubelen vil ingen ende tage, selv havnemesteren smiler og nikker anerkendende. Sådan Preben…

Det er mørkt da vi slipper pynten på Amorgos og sætter kurs mod Santorini. Det bliver, indtil nu, den bedste tur vi endnu har gjort i Grækenland. Alting bliver perfekt. En af de sejladser man altid drømmer om.

Vinden stiger en anelse, vi har sætter fulde sejl, og vindretningen foran for tværs. De mindste krusninger på havet, og tusinde af stjerner i den mørke nat. Ved midnat stiger en kæmpe måne op og oplyser havet, og med èt hører vi de velkendte lyde af legende delfiner. Cruising med 7 til 8 knob gennem havet, delfiner der springer i månestrålen, og Santorini, med sine oplyste byer, liggende højt, højt oppe på vulkankrateret ret forude, ja så kan det ikke blive meget bedre.

43 mil senere, ligger vi os for anker ved den lange strand på sydkysten. Det er nat og inde fra land er der gang i diskotekerne, og med højt musik i øerne, falder Gaias besætning omkuld efter en dejlig nat sejlads.

Impulsivt finder min søster Marianne lynhurtigt en afbudsrejse til Santorini, og ganske få dage efter, lander hun på øens lille lufthavn. Sammen får vi nu mulighed for at opleve dette fantastiske naturfænomen, som Santorini er.

Øen er en stor vulkan, eller rettere det der er tilbage efter øens store vulkanudbrud for 3500 år siden.

Vulkanen kom i udbrud og jorden slog så store revner, så havvandet væltede ind og blandede sig med den afsindige varme lava, hvilket resulterede i en kæmpe eksplosion. Denne eksplosion startede en flodbølge, over 100 meter høj, der ødelagde store dele af det østlige middelhav, inklusiv alle de mennesker der prøvede at flygte til havs.

I dag står de stejle kraterkanter tilbage, med de smukke byer som Fira, Pirgos og Oia højt liggende over havet, med nogle af de smukkeste udsigter man kan forestille sig. Det er en tradition hver aften at samles i disse byer for at se solen gå ned over havet. Alle former for kameraer, lige fra engangs til store professionelle med linser, står klar til at forevige disse minutter hvor solens sidste stråler rammer de små trappeliggende hvide huse, før den synker ned i havet, i takt med hundredvis af mennesker klapper.

Jeg tror at vi begge helt og aldeles tabte vores hjerter til denne ø. Den kan man ikke blive træt af. Den er tilpas stor, rummer så mange smukke udsigter, der er høje punkter, flade sletter, røde strande, de store udgravninger, hvor man mener den forsvundne by Atlantis har ligget. Overalt på øen er jorden dækket at små vindrueplanter. Her bliver fremstillet vin i lange baner, og mange steder kan man komme ind til vinsmagning. De, af bønderne, der ikke har store produktioner, sælger deres vine ved små boder langs vejene og de smager fuldt ud lige så godt som det andet vin.. Et par aftenrov blev det også til, må jeg indrømme. Foruden vindruerne, stod alle figentræerne fulde af frugter og dem måtte vi også lige smage nogle af. Ups lige pludselig stod ejeren der, og spurgte om vi kunne li hans frugter, og efter, meget flovt, at have bekræftet, at det kunne vi godt, hentede han en stol, så vi kunne nå de allerbedste højt oppe…

Ja her fik vi rigtigt luftet vingerne. Vi legede scooters i flere dage, og fik set hver en afkrog at øen. Mariannes smil gik fra det ene øre til det andet, og hun var helt vild med farten på scooteren, vinden i håret, solens varme og bare ud over stepperne….

Efter tre dage beslutter vi os for at sejle ind i kraterbugten for at se øen lidt fra vandsiden. Hen ad aftenstide, mens solen langsomt sænker sig i havet, sætter vi sejl og glider stille op langs krater kysten. Højt oppe i byerne er kameraerne allerede i gang. Blitzene blinker fra alle retninger og vi vinker op til alle og forestiller os at det er os de fotografere og ikke solnedgangen. Men sådanne stemninger varer sjældent ved, for lige med èt, kommer enorme kastevinde og bakker sejlet, samtidig med styrken af vinden øges, og trykker os ned på siden. I et par sekunder, kæmper alle for at få situationer under kontrol. Hurtigt får vi båden rettet op ved at tage luften af storsejlet og får genuaen formindsket. Det kommer altid bag på os, disse hurtige vind skift, også selvom det sker tit.

Efter dette lille stuntnummer, håber vi at det virkeligt er solnedgangen, folk tager billeder af, og ikke lille Gaias hvide sejl ukontrollerede fra side til side.

Efter at have pudset fjerne, og slikket poterne, frasejler vi krateret, publikum, og Santorini. Vi har lovet Marianne at hun skal se to af de græske øer, en natsejllads, og delfinerne. Vi vælger Ios, der ligger små 30 sømil nordpå.

Desværre blæser det op, og store bølge sender blåt vand ind over dækket. Det er en hidsig vind, og man sidder hele tiden anspændt, venter det værste… Lidt over midnat anløber vi en stor ankerbugt på øens sydkyst.

Ved dagslys ser vi at det også er en af de store strande, hvortil folk kommer sejlende i turistbåde, oppe fra færgebyen, Gialos.

Vinden tager til, og nattens hylende vinde, øges op ad formiddagen. Det er nu storm, og de folk der vælger at blive på stranden, sidder i en sandstorm og dækker sig. Vi tør ikke tage gummibåden, da vi er sikre på at vinden er i stand til at vende den. Så hele dagen bader vi meget tæt på badestigen, og prøver at ignorere den ørebragende blæselyd i øerne. En ung mand flyver forbi os på et lejet windsurfebræt, og mener åbenbart selv, at både han og vinden er perfekt til at stryge hen over vandet på, lige denne stormfulde dag. Han falder af, og prøver nok 20 gange at komme op igen, men vinder er for stærk, og hurtigt taber han kræfterne mens fralandsvinden sender ham hurtigt til havs. Jan trutter højt i hornet i håb om at et eller anden med et stabilt motorfartøj kan sejle ud og hente ham. Den unge mand forsøger ikke længere at komme op, men kæmper for at holde sig til brættet i de efterhånden høje bølger.

Endelig er der èn der reagere, og sejler ham til hjælp. Godt forkommen får han både manden og brættet sikkert i land, men nervepirrende var det. Ja havet kan være en farlig legeplads, og det er tit vi får en sar(search and rescue) på Navtexen hvor de beder alle holde øje med enten en svømmer, dykker eller folk i gummibåde, der er forsvundet. Heldigvis blev det ikke i dag.

Vi vælger at lette anker sent hen på aftenen, og sejler tæt på kysten, i læ op langs øen. Ved midnat kommer vi i læ i den hyggeligste lille bugt lige syd for Chora. Det bliver en smuk nattetime, og vi afrunder dagen med et par ouzoer i cockpittet og ser frem til den kommende nattesøvn, uden at blive vippet ud af køjerne.

Næste dag sejler vi op til færgebyen og finder en god plads i havnen. Det blæser stadig men havnen ligger godt beskyttet så vi får nogle gode dage med badning på stranden og hyggelige aftenture oppe i den gamle by Chora med de små snoede gader. Ved siden af os i havnen, har nogle australier og englændere, charteret en katamaran med skipper, og sammen med dem, på den lokale bodega, får vi klaret hele verdens situationer. Samtidig får vi en stående invitation til Australien.

Ugen er ved at være gået og færgebilletten købt tilbage til Santorini, hvor Mariannes fly venter.

Sammen med et hav af unge backpackers, kysser vi Marianne på gensyn, inden hun forsvinder med mylderet ind på færgen. Meget hurtigt forsvinder både færge og Marianne bag bugtens høje klipper og en urolig sejltur venter ude på åbent hav, med to meter høje dønninger. Marianne ville sikkert syntes det ville være sjovt, men jeg tør ikke tænke på de hundrede af unge, der stadig var fulde, og kom direkte fra diskoteket..puha Delfinerne, ja de er der aldrig når man gerne vil have det….men måske næste gang.

Hen ad eftermiddagen sejler vi mod Milos. Vinden er jævn fra sydvest, men meget høje dønninger. Vi sejler vest, og går på sydsiden af Sikinos. Mellem Sikinos og Folegandros er en lille passage som vi smutter igennem. Vinden tiltager og forsvinder hele tiden med minutters mellemrum. Kraftig regn har plaget hele fastlandet de sidste par dage, og foran os, begynder der at samle sig store mørke skyer. Det er helt underligt at sejle i skyggen af skyer, dem har vi ikke set længe. Vi sejlede med rebede sejl, men med et kvarters næsten vindstille, mener jeg at vi bør rebe ud. Jeg får kun lige sagt det, da en kuling, for første gang får gaia til at skære op i vinden. Båden lægger sig næsten ned og er næsten umulig at få under kontrol. Begge må vi reagere hurtigt og få alt vind ud af sejlene på et sekund. Det var det tætteste vi har været på at kæntre. Alle sejl bliver yderligere rebet, og båden sejler støt videre nu kun med frimærker på.

Et kæmpe regnskyl sender nu kaskader af dejligt rent vand ned over den tiltrængte støvede båd. Alt vandet er brunt da det rammer dækket efter at have vasket sejlene hvide igen. Vi andre nyder bare det kølende brusebad.

Vi han ikke holde Milos oppe og ingen af os gider krydse i disse høje dønninger, så vi går lidt nordvest til øen Sifnos. Efter små 40 mil, lader vi ankeret gå i turkis farvet vand, med 5 meter under kølen. Selvom vi er i læ bugt, finder de store dønninger dog alligevel ind, så helt stille bliver den kommende nat altså ikke.

Det er nu blevet august, og grækernes ferie er nu godt i gang. Inde på stranden bader og underholder en masse græske familier, og i bugterne kommer flere og flere græske både til syne. Sifnos er meget populær blandt grækerne og i august er det umuligt at finde så meget som et enkelt værelse her, alt er lejet ud.

Vi sejler sydover mod Milos. Dette bliver den sidste af øerne vi når at besøge inden vi sætte kursen mod fastlandet igen. Forventningerne til Milos er store og den viser sig at leve helt op til disse. Allerede på afstand ser vi store slanke stensøjler rejse sig i havet omkring øen. Alle danner formationer af hvad fantasien kan se. Her er så mange smukke strande, og klipper så hvide som sne blandet med den varmeste røde farve. Ved indsejlingen til den enorme store ankerbugt, passere vi den lille yndige by Klima. De hvide huse står alle i vandet og deres farvede skodder og døre har alle regnbuens farver. Her findes ligeledes et amfiteater, der bliver brugt til gæstespil fra Athen, i løbet af sommeren.

Øen er, ligesom Santorini, en vulkanø, og har ligeledes haft et udbrud der har forårsaget at hele midten er sprængt væk og som i dag efterlader den dejlige sikre ankerbugt, vi lagde os for anker i.

Jan må ud og finde nogen der kan svejse vores ankerrulle. Da vi lå for anker i stormen på Ios, var kraften i kæden for stor, for rullen, der næsten blev flået fra hinanden. Vi plejer ikke at bovridde, men denne gang, blev vi trukket fra side til side og det kunne ankerrullen altså ikke holde til. Et smedeværksted, uden for byen, svejsede den, så nu er skibet helt igen.

På sydkysten af Milos, møder os den smukkeste ankerplads vi endnu har ligget på. Hvide søjler med huller igennem, stående i helt lysegrønt vand. Vi fik hurtigt smidt anker, midt mellem alle turbådene, som sejler hertil med turister hver dag. Fem minutter efter, er motoren påmonteret på gummibåden, og så af sted ind i mørke grotter for at finde ud af hvor man kommer ud i den anden ende af bjerget. Her besluttede vi at holde badeferie indtil vinden blev gunstig for turen tilbage til fastlandet igen.

Efter to dage, kommer der vind til at krydse sydvestlig ægeriske hav. Vi får godt nok bidevind, men søen er lille, så vi håber at kan komme over med god cruisefart. Men denne gang er vi ikke så heldige, så efter små 20 sømil, lægger vinden sig og vi må gå for motor resten af vejen. En lille delfinflok kikker forbi, og for første gang så vi en lille unge, godt beskyttet af de voksne. Efter 68 sømil, er vi igen tilbage på Peleponesos, og vi kan næsten ikke vente med at udforske dette hjørne af Grækenland.