Rejsebrev 19.

Monemvasia-klippen er Grækenlands svar på Englands Gibraltar-klippe. En lav dæmning fører ud til klippen og på østsiden går man gennem byporten ind til byen der ved første trin over tærsklen, henstiller en, til en anden tid. Her bag fortets mure, var det lykkedes at holde en by kørende i tre år medens den var belejret. I dag er det en af Peleponesos store turistattraktioner, og det er en helt speciel stemning at sive rundt i de små gader, hvor små halvcirklet, lavloftede kamre er brugt til handelsboder.

Ydermere er næsten hele byen restaureret nøjagtig som oprindelsen, og bruges nu som beboelse eller små hoteller. Trænger man voldsomt til motion, er det bare at tage trapperne videre op til klippens top, og trave ad de små stier mellem kirker, tårne, skudhuller, eller bare nyde udsigten ind over byens tage.

D.17.8 afsejlede vi Momenvasia, og satte kurs stik syd. Lige nedenfor Peleponesos sydkyst ligger øen Kithira, og den ville vi gerne lige kikke lidt nærmere på. Vejret var fint til lige at snuppe en dagsejlads på 38 sømil. Vi listede af sted med fulde sejl, og kunne lige klare at holde vind i dem mens gps n viste 3 knob. Da vi nåede sydspidsen, og skulle over åbent vand til Kithira, blæste det vældigt op. Hurtigt måtte vi slække storsejlet ud og mindske genuaen til minimalt. Farten steg til små 8 knob, så det gik hurtigt med at komme i læ bag øen. Dette er Afrodites ø, og myten siger at hun blev blæst op af havet af vindenes gud, Zephyr, og landede her på øen. Kithira blev kærlighedens ø. Overalt i det græske møder man mytologien, savn og gamle historier. Alle steder har en savnhelt eller heltinde sat sit præg.

Her er næsten ingen turisme, og øen virker øde, men her er meget frodigt. Førhen levede her omkring 15 000 indbyggere, men i dag er her kun godt 3 300 mennesker tilbage. Vi er også kun godt 40 sømil fra Kreta og det betyder åbent hav og vi kan godt mærke forskellen fra at sejle mellem øerne og at komme ud hvor nærmeste kyst sydpå, er Libyen. Det giver nogle gode store bølger og dønninger. Vi gik i havn på øens sydside ved byen Kapsali, hvorfra vi kunne vandre to km. op til endnu en smuk restaurerede fæstning i byen Chora. Her ånder fred og idyl, og foruden os, ligger her kun nogle få både. Vi falder i snak med nabobåden fra Frankrig og kaptajnen Michel. Rigtig lun mand som vi støder på senere, da vi går samme vej rundt.

Hele havnen er en beskyttet halvbugt med det smukkeste klare vand, og de slanke cypresser og pinjetræer, beklæder bjergsiderne.

Så skete det endelig…en kæmpe havskildpadde havde fundet sin vej ind, og pludselig blev folk opmærksomme på at den svømmede rundt mellem fiskerbådene og kikkede efter om der mon skulle falde lidt fiskeaffald fra.

Det tog os mindre end to minutter at få skiftet til bade tøj og få sat kameraet i dykkerhuset. Og så af sted for at finde den under vandet. Hold op hvor det kildrede i maven da den kom svømmende mod os med sine bløde bevægelser. Den var cirka 1 meter og sikkert en ældre dame. Tænk her lå jeg og svømmede synkronsvømning med sådan en havskildpadde, ja det kræver at jeg lige må nive mig selv i armen…og ja den er go nok, det er virkelighed…

Senere fandt vi ud af at den gamle skildpadde dame kom ovre fra Zakinthos hvor de normalt ligger deres æg, men i stedet for at svømme med de andre over til Mexico, var hun så snedig at luske syd om pynten, ned til sin egen private luksushavn og bare ligge med åben gab, når fiskerne smed godbidder overbord.

Efter tre dage var vejret gunstigt til at søge nord på igen. Det blæste en jævn vind, men dønningerne var større end vinden i sejlene, og det vil sige at sejlene slog. Vi måtte hjælpe med motoren og håbede på hurtigt at komme i læ bag den midterste finger på sydkysten af Peleponesos.

Det bliver en lang og drøj sejlerdag inden vi efter 60 mil kommer i havn helt inde i bugte, i byen Githion.

I havnen ligger allerede vores franske ven, Michel. Han ankom et par timer før os. Alt flød i cockpittet, så det tog nogle halve timer før båden var tilbage i stand igen.

Vi bliver i Githion i tre dage, hvor vi blandt andet lejer bil for at køre til den gamle by Sparta. Fire km. ud af byen, i Mistras, ligger et gammelt bevaret fæstningsanlæg i tre plateau. Højt oppe fra udkigstårnene, ligger Sparta ved foden, og her en det smukkeste landskab. Det er en fryd for øjet at se de dybe kløfter og høje bjerge fuld bevokset af grønne planter og træer.

Jan falder i snak med tre tyske mænd, der er på jagt efter små metalcylindere. De deltager i geochasing, eller noget i den retning, der for os, er noget ganske nyt og spændende. Man går på Internettet og der får man af vide hvor posterne ligger gemt, vist over hele verden. Når man så har fundet dem, registrere man sig på siden. Det skulle efter sigende også findes i Danmark.

Vi afsejler Githion for motor og flade vande med henblik for at finde en plads i den beskyttede ankerplads Porto Kagio, på sydspidsen af Mani. Vinden frisker lidt, og vi sætter sejl, dog en smule rebet.

Efter få sømil kan vi se vandet boble forude. Selvom vi går tæt på land, pisker vinden nu hen over vandet og bølgerne der rammer Gaia, er allerede blevet 1,5 m. høje. Det er helt vildt, når nu vinden kommer fra land, stik vest.

Vinden tiltager og vi må rebe til andet hul, samt kun lige have få kvadratmeter af genuaen, ud.

Det er stadig for meget, og vi må slække på skødet, i de værste vindstød. Det er fandeme ikke nemt at sejle på disse kanter. Vandet pisker ind over dækket, og vi krænger nu meget. Det er fuld storm, og vi lader sejlet falde og går for motor. Lige med et, tager vinden gummibåden og vender den i luften, hvorefter den bliver trukket ned under vandet. Øjerne kan ikke holde til dette pres, så de bliver flået af og gummibåden sejler nu sin egen sø. Hurtigt må vi vende båden og prøver at glide ind på lu side og få fat i den igen. Det bliver svært, men det lykkedes at få et reb i håndtaget og med alle vores kræfter, får vi hevet den op på dækket uden nogle af os ryger i vandet. Endnu en rigtig møgtur. Lige med et bliver det næsten en overlevelsestur og alt ligger og flyder. Tovværk, skøder og iturevet liner ligger alle vegne. Storsejlet ligger på bommen, men vinden løfter det, som det passer den. Båden ruller for meget til at færdes på dækket så det må vente til vi er i læ 10 mil længere fremme.

På ankerpladsen hyler vinden stadig, men bølgerne er nu minimale. Vi er ikke de eneste her. Både sejler forbi ude i horisonten men alle sammen kommer tilbage, da de opdager dette uvejr lige rundt om pynten. Snart ligger vi 15 både og ridder denne storm af. Sådanne dage tænker man, hva faen laver jeg her ude på disse hvidskummende bølger, når jeg kunne sidde hjemme i haven og grille med gode venner….

Vi bliver på ankerpladsen i to dage, det vil sige at vi prøvede at sejle ud forbi pynten på 2. dagen men vejret var stadigt voldsomt så vi tøffede lige så stille tilbage igen..

Fredag d. 27. august stikker vi af sted. Vi har fået en dårlig vejrudsigt der varsler 7 til 8 Bf øgende til 9 i det syd Ioniske hav indenfor to dage. Vi ligger lige på dette sted og har ingen lyst til endnu en lille uge med alt den vind, så vi bliver enige om at få slæberne med os og kommet så hurtigt vi kan, op i det nord Ioniske hav hvor vejrmeldingen lyder 2 Bf.

Det bliver nogle hårde dage før vi, efter små 200 sømil, smyger os ind i spiralen, til den smukkeste ankerbugt og havn på Odysseus ø, Ithaka.

Ithaka er virkelig smuk, med et hav af små ankerbugter og små fiskerbyer. Mens Jan arbejder, tager jeg bussen rundt og ser mig omkring. Alle steder bliver Odysseus fremhævet. I bjergbyen Stavros står en buste af Odysseus, der spejder ud over havet mod Kefalonien. Flere restauranter er opkaldt efter hans kone, Penelope. Overalt kan man købe vævede tæpper, hvor motiver af hans skib der drager mod Troja, for at befri den skønne Helena, samt kulørte malede kakler der skildre hele hans grusomme rejse, før han kunne vende hjem.

Efter et par smukke opankringer op langs Ithakas østkyst, stikker vi nordpå mod Lefkas. Hele dette område er et sejlermekka. For første gang i gud ved hvor længe siden, er vi omgivet af sejlbåde. Ja vi fik næsten helt klaustrofobi og alle de hvide sejl der krydser rundt om ørene på os, det er vi jo ikke vandt til. Indsejlingen til Nidri er utrolig smuk. På bagbord side lodrette vægge og på Styrbord øen Meganissi og lige fremme i smørhullet ligger Onassis ø Skorpios. Vi måtte lige en tur rundt om øen for at beskue hele denne herlighed på tæt afstand. Kæmpe stor park, grønne plæner, hvilket er meget usandsynligt på disse kanter, helikopterlandingsplads, flere smukke huse, fortøjningsbro til lystyagten, og kirkegården hvor familien ligger begravet. Ja tænk at have så mange penge…

Vi sejler ind på den fineste og totalt beskyttede ankerplads på det smukkeste lysegrønne vand og finder en lille plet mellem de 50 andre både. Her beslutter vi os for at blive en tid.