Rejsebrev fra Gaia…

2. Brev. England

De 14 dage ved Bogense gik fint, vi fik travet nogle gode lange strandture. Jeg fik lænset strandbredden tør for musling og østersskaller og Jan for strandet tømmer til brændeovnen. Venner og familie var flinke til at kikke forbi og hygge med os og sammen nyde de små søde sommerhuse i Tørresø. Vi fik også mulighed for at følge kapsejladsen Fyn Rundt på tæt hold da Bogense var værtsby .Vi havde en Korsør båd med, Hother Papgård , en fin ylva, der klarede sig godt trods det megen blæst døgnet bød på.

 Nå men endelig fik vi Gaia ud af malerkabinen. Så smuk hun var blevet… Man kunne spejle sig på fribordet. Voksne mænd græder ikke, men jeg er sikker på at jeg kunne ane noget vådt i øjnene på Jan, mens jeg samtidig tænkte; ja det var så slut med at komme til at ligge i havn mellem andre både, fremover kommer vi til at ankre hvor ingen ridser kan nå os..

Det blev Pinse, og alle skal have ferie, så vi fik afleveret sommerhuset, taget til Korsør med bilen og kysset pigerne på gensyn i middelhavet, hvilket fremkaldte en fæl klump i halsen, da toget gled ud fra stationen. Tilbage til båden og søsætningen. Nu havde vi tre dage til at rigge alt til, til sejlturen så at vi kun skulle have mast og sejl på. Pinse sluttede og vores mand der skulle hjælpe os med masten, mødte frisk og glad op så det hele gik som en leg, og efter alt var på plads gled vi lige så stille ud af Bogense havn en tirsdag aften kl 1930. Det var lidt sent men vi var opsat og trætte af at vente, så vi tog et ben til Middelfart, og ankrede der for natten.

Friske og udhvilede lettede vi atter anker næste morgen og susede frejdigt ned gennem Lillebælt. Jeg fordrev tiden med at sejle fra de andre både og indhente de der lå foran mig, min egen lille kapsejlads, som jeg elsker når jeg sejler.

Mit mål var at nå Kiel inden aften, men Jan ville helst dele turen af to gange. Jeg fik min vilje, hvilket jeg bitterligt fortrød for da vi gik fri af Als, begyndte det at blæse mere og mere, og bølgerne voksede også pænt. Jeg fik overbevist Jan om at det kun var en overgang da det havde været et fint vejr hele dagen. Men adskillige timer senere da vi nåede det store mindesmærke i kieler indsejlingen, kunne man kun ane to forfrosne hængemuler med håret stående ud i et strut og hang til søsyge, kikke op over doghouset. Vi var ikke meget værd, men balle fik jeg fra de sidste krampetrækninger.Vi ankrede op for natten og sov i 12 timer. Næste dag gik vi hele bådens rig igennem. Jan havde set at ophalet til genuaen var gnavet godt og grundigt. Han fik skubbet yderstrømpen op over wiren som erstatning for den gamle. Vanter blev strammet op efter vi havde sejlet lidt hårdt og masten havde været af. Alt skulle ligesom finde sit leje igen.

Jeg bøvlede lidt rundt om mig selv, og kunne stadig mærke søsygen i kroppen, men jeg fik da bagt et par brød, samtidig med at jeg holdt øje med alt den trafik der er i indsejlingen. Store 3-4 masters skonnerter, kæmpe containerskibe, blandet med alverdens små sejlskibe, for ikke at tale om flådeskibe og færger, der myldre rundt blandt hinanden. En ren heksekedel men spændende at se på.

Så lettede vi anker und dann gets es loss in die kanalen… Jan havde meget travlt med at komme ind i slusen, også før der var givet grønt lys, så han blev gennet ud igen med et langt truuuuut, så alle i hele kanalen kikkede på os,  pinligt..Derefter gik alt meget hurtigt, sluseportene blev åbnet, ind med os, fortøjer, fendere ud, Jan op ad trappen til slusemanden og betale, 250kr ved kasse et, ned igen, porte åbnes og ud med os igen. Men sikke et syn på den anden side… lige som at blive lukket ind i paradisets have. Solens stråler i en havblik kanal, grønne træer spejler sig, og folk går langs stier ved vandet, andre cykler forbi så tæt at man kan høre deres samtale. Et utal af fiskere sidder i ly af store parasoller og venter på bid. Der findes kun et ord, idyl. Vi sejlede en times tid på den små 100 km lange kanal, og svingede ind på en lille sø for at overnatte. Man må kun sejle til kl 2200 da de ikke tillader natsejlads. Jeg kan godt forstå de sejlere der tager turen til Middelhavet via kanalsystemet..

Hele næste dag strøg vi ned ad kanalen med konstant 6 knob.80 km kan nok synes at være lang tid, men der var hele tiden noget at kikke på. Store containerskibe, luksuslinere, og gudhjælpemig om ikke vores egen Gunner Seidenfaden krydsede os. Sidst på eftermiddagen nåede vi marinaen i Brunsbuttel ved siden af slusen. Efter at have mærket landjorden igen, og kikket lidt på byen, begyndte vi at beregne tidevandstabeller, ind, og udadgående strøm. Vi besluttede at sejle næste dag kl 17, så ville det passe med en medstrøm på 4 knob hvilket var en stor hjælp, for vi vidste, at trods en meget fin vejrudsigt, ville vi få bidevind hen langs de Frisiske øer. Sammen med 8 andre både gik vi igennem slusen og sikke en strøm vi kom ud i, alle både fandt ligesom sin egen plads i rutscheturen ud af Elben. Senere fandt vi ud af at langt de fleste sejlere på disse kanter sejler dissideret på strømretninger. 

De næste tre døgn blev vi på søen. Vi gled lige så stille ind i et lille ø samfund, hvor vi skiftedes til at sove i fire timer og holde vagt. Vi sejlede stik vest mod den engelske kyst, for vinden var så tarvelig at dreje til sydvest netop som vi skulle dreje ned ad den hollandske kyst. Om natten lyste de store boreplatforme op som kæmpe højhuse på søjler. Morild glitre som lysegrønt stjernedrys efter kølvandet, noget jeg kan kikke på i timer. Det var ikke kun her men noget vi oplevede mange nætter efter hinanden.

Vi valgte at gå ind i Harwich havn, og det fortrød vi ikke. Harwich er en travl havn med to flodsystemer, hvoraf den ene føre ind til Ipswich. Taxabåde, ti marinaer, containerhavn, hvor bl.a. Mærsks skibe ligger på stribe og ikke mindst havnen hvor de meget store luksusfærger lægger til. En af ruterne går jo som bekendt til Esbjerg. Vi ankom sent på eftermiddagen og lagde os for anker i floden River Stour.

Det var dejligt med en hviledag. Jan satte gummibåden i vandet og drog ud på en to timers look around tur, medens jeg fik tid til at bage og vaske lidt tøj, nyde solen, få skrevet lidt på min dagbog, og nød ikke at skulle være koncentreret på søvejen.

Jan kom tilbage og havde selvfølgelig talt med adskillige englændere, og fået en masse praktiske oplysninger. Vi tog til kajs og gik ud og så på den gamle bydel i Harwich. Sød lille by, meget malerisk med typiske lange små rækkehuse, og et hav af skorstene hen over byens tage. Byen havde også en fin strandpromenade, hvor de engelske damer har deres små badehuse og vi fik at vide at mange arkitekter og tegnere bor her. Det var nu ikke meget vi så til befolkningen, for lige den dag spillede England fodboldkamp i Europamesterskabet, og som alle ved er der tre interesser her, fodbold, fodbold og pub.  Alle biler kørte med det engelske flag og alle steder hang de ude af vinduerne.

Vores vejrfax lovede fint sejlervejr så vi besluttede at sejle med næste dags medstrøm mod sydkysten. Vores gode ven Preben ville stå på der et sted, hvilket glædede os meget, og samtidig havde vi aftalt med sejlmageren at hente vores sejl på øen Isle of Wight.

Men ak ak, det blæste meget mere end vi syntes om. Vi fik lige stukket næsen ud af indsejlingen, så vendte vi tilbage til ankerpladsen igen og håbede at kunne sejle ved midnatstid når strømmen igen vendte. Det blæste stadig, og der det yderligere blev regn, gik vi i køjen i stedet.

Klokken elleve næste dag, strøg vi derudaf med rebede sejl, det susede stadigt, men solen gjorde det hele lidt mere lyst og venligt. Der går lige en tid før man kan løjer nye steder.

Hjemme kender jeg Storebælt så godt og ved næsten nøjagtigt hvad den kan byde på, men her er alt fremmed. Man skal næsten altid kalde havnefogden op ved indsejlingen, og få henvist en plads. Og pga. tidevandet skal man sluses ind i marinaen hvis ikke lige der er flydebroer. Jan har lapper af papir med tidevandstabeller liggende alle vegne, og hvis jeg vækkede ham midt om natten ville han sikkert i søvne rable en masse tal af sig.

Vi fik sejlet 58 sømil så rejste søen sig på en irriterende måde. Vores mål var Dover, men vi gad ikke banke pæle endnu 20 mil så vi gik ind i en rigtig flot by lidt nord for, ved navn Ramsgate, og det blev her vi tog Preben på. Nu måtte det vist også snart være på tide at få smagt på en gang Fish and Chips og skyllet efter med lidt Guinness.