Rejsebrev 3

Vi tog en hygge- og "skal lige lande" dag, da Preben kom. Han fik pakket ud, og specielt var jeg interesseret i vores post og aviser hjemmefra. Det var dejligt at høre nyt.

Om aftenen gav Preben store øl på den meget gamle og meget flotte Royal yacht Club, tæt ved havnen. Members only, men vi blev inviteret af havnemesteren. Jeg skal love for, at de tager deres medlemskaber meget højtidelig både hvad angår deres påklædning, men også deres marinestue. Chesterfields skindmøbler, tunge blå klunkegardiner,og bløde tæpper på gulvene. Store glasmontre med pokaler de måtte have vundet indenfor de sidste 100 år. Jovist der var fint. Vi blev bedt om at skrive i deres gæstebog, hvilket gav os lejlighed til at bladre tilbage for at finde andre danske sejlere, men vi fandt ingen.  Det er faktisk en ting vi undre os over. Vi har kun mødt to danske både og det var ved slusen i kiel, men sæsonen er nok ikke startet endnu.

 Den 13 Juni.

Vi afsejlede Ramsgate næste dag ved 13 tiden. Solen skinnede og der var fin vind. Her regner man med Beaufort som er en anden vindskala en vores m/s. 3 Beaufort svare til vores 3-5 m/s. Og ved 8 B`fort er der gale warnings, det svare til vores 17-20 m/s, og dem er vi selvfølgelig ikke særligt interesseret i.

 Vi sejlede derudad med 4 B`fort og havde sat os for at tage turen til Portsmouth i et træk, en tur på 125 nm. Hele dagen var der solskin og go vind men hen på aftenen løjede vinden af. Det irritere os at skulle sejle for motor men det er en af de ting vi allerede har lært, at det sker meget når man skal sejle så langt. Bortset fra det fik vi en fin nat. Preben blev oppe næsten hele tiden og blev sat ind i hvordan vi andre to gør. Men han skulle vist også lige lure om det nu også var sikkert at sove og overlade styringen til os andre.

Man er nødt til at være bare lidt vågen når man sejler om natten. Dels er der mange farlige grunde, særligt ved lavvande, man må kikke godt efter på søkortet og tjekke kursen. Vi sejler tit langs trafikruterne for de store skibe, men vi er ikke de eneste, for her sejler også småcoastere og fiskerbåde. Det et lidt mere afslappet når vi er langt fra land, andre både, og lavvande.

Vi fik først sat sejl igen næste formiddag da vi lå i sejlrenden mellem Sydengland og øen Isle of Wight. Sikke en varme der var, og sikke en trafik. Færgeruter mellem Frankrig og Holland, små hurtigbåde mellem ø og fastland, fragtskibe i alle afstøbninger, og oveni deres flådestation. Ordensmagten cirkler også flittigt rundt på havnepatrulje. De påstår her at de er den travleste havn i England.

To store runde signalforter angiver indsejlingen i dette snævre løb. De mindede mig om en gammel udsendelse jeg holdt meget af, nemlig Fangerne på Fortet.

Vi valgte at gå til Portsmouth, hvor vi lagde os i moorings(ankerbøjer), og ville bruge det som udgangspunkt de næste mange dage, mens vi ventede.

Nu er det meget dyrt at lægge sig ind i marinaerne her på sydkysten, så vi satte gummibåden i vandet og spejdede hvor vi kunne komme i land. Se det var ikke helt så let men vi fandt da en lille bitte marina, hvor en rigtig rar mand fortalte at det vat en privat havn men at han ville passe på båden til vi kom tilbage. Nu var det tid til sightseeing. Vi gik til byen Gosport for at bruge taxabåden over til Portsmouth.

Det første der faldt os for øjet er det kæmpe store tårn de er ved at bygge helt ude til kysten. Spinnaker tower der skal blive 170 meter højt og skulle kunne ses langt ude i den Engelske kanal. Det bliver Englands nye landemærke og forventes færdigt i dette år. Det er et flot syn, helt hvidt og spileren er af glas, og hvor folk kommer til at kunne gå øverst oppe.

Noget der altid kan imponere mig er de store gamle sejlskibe, og her var jeg kommet til det rigtige sted. Hele 2½ af slagsen.

Det første er det meget store træskib HMS Victory, som ingen ringere end Admiral Horatio Nelson alias Lord Nelson, vandt det store slag ved Trafalgar med i 1805. Man kan sågar få lov til at se det sted på skibet hvor han faldt. Næste år er det 200års dagen og vi hørte at der skal være en stor markering af dagen.

Det andet store skib er Dronning Victorias HMS Warrior fra 1860. Det var det første krigsskib der var lavet af jern. Skibet sejlede på delvis damp og sejl, og var på daværende tid meget frygtindgydende.

Det halve skib, eller resterne man kan se her, er Henrik VIII`s Mary Rose, som sank lige for øjnene af ham, da han stod og fulgte kampene fra land netop her ved Isle of Wight.

Den 16. juni.

Inde i bunden af indsejlingen her, ligger byen Port Solent, som nok må betegnes som en meget eksklusiv marina. Vi tøffede alle tre, samt alt vores affald, af sted i gummibåden. Højvande og solskin. Det tog lidt tid at sejle de tre sømil, men der var en masse at kikke på. Bl.a. alle de andre både der ligger for svaj.

 Portchester Castle er en meget velbevaret fæstning der ligger lige ved kanten af byen. Den er fra omkring 1100 tallet, og murværket samt kirken og tårnet, er helt intakte.

Kun lige lagt til ved broen, faldt vores interesse ved en skibsbund renser maskine. Ja hvad man snart ikke opfinder. Man ligger sin båd langskibs til broen og bliver sat fast for og agter. Trosserne går ned i en på broen fastsat børstemaskine der haler båden frem og tilbage alt efter hvor der skal børstes.En mand dirigere det hele fra sin fjernbetjening, og efter en lille halv time er din båd fin og ren i bunden. Jan fik som sædvanlig en meget lang sludder med ham og vist også en masse brocure vi kunne vise frem i vores egen hjemhavn. Nu tror jeg ikke lige på at vores havn ville bruge midler til den slags ting, men man kan aldrig vide. Der er indtil nu kun fem af denne slags i England.

Man sejler ind i sluse og marinaen indenfor er omkranset af sprit nye huse og forretninger samt spisesteder. En lille oase, men dyrt. Jeg er sikker på man skal tørre skoene af, hvis man skal gå på havnearealerne, så rent er der.

Til gengæld ærgrede vi os endnu engang over at have købt vores redningsflåde hjemme. Her koster den kun det halve det samme gælder radar og andet udstyr. Æv æv.

Efter at have spist vores medbragte madpakker på en bænk foran disse fine steder, Fik vi tanket dunken til båden op igen. Den havde gudhjælpemig ædt mere benzin end der var påregnet. Nogle må veje for meget… Hjemad igen. Denne gang var det blevet lavvande og selv i en lille gummibåd skal man kæmpe med modstrøm og modvind. Så det blev en meget våd halv time det tog at sejle hjem.

Den 17. juni.

Nu har vi brugt næsten hele dagen ombord i vores ankerkæde. Det blæser meget, så vi har spiller kort.

 Det tog lang tid at overtale Jan , men der skal vær tre til tremandsvest og demokratiet tog magten. Det næste bliver meget værre nemlig at vi også skal spille om penge. Kaffe hjemmebagt kage og et godt slag kort så kan båden gynge som den vil.

Vi har taget en ny beslutning. Vejret er blevet rigtigt godt over Biscayen så vi vil ikke længere vente på sejlet her, men få det sendt til Torremolinos i Spanien. Så vi begynder at gøre klar til at sejle.

Den 18. juni

Vi afgår ved medstrøm omkring kl. 1200 og der er en frisk vind der blæser. Vinden er i sydvest modvind som sædvanlig. Jan brokker højlydt, med en masse eder og forbandelser over den evige modvind. Med de forholdsvis lange afstande vi prøver at sejle, er det ved at være irriterende at skulle ligge og krydse hele tiden.

Efter 44 sømil lægger vi os for anker ved en bugt nær Portland. Det blæser stadig og regnen vælter  ned. Vi er oppe og tjekke ankeret flere gange i løbet af natten men det holder fint.

Næste dag beslutter vi os til at gå sydpå over engelske kanal til Brest  i det vestlige Frankrig. Meningen var at gå vest på mod Lands end, men vi føler ikke vi kommer nogen vegne,med de vindretninger vi har.Vinden er nu stik vest, så vi går bidevind sydvest over. Solen skinner, det er faktisk koldt , men vi kommer da derudaf.

Dagen efter begynder vi at fornemme bølgenes forandring. Vi nærmer os den åbne kyst til atlanterhavet. De bliver højere og længere, og hvor kunne det være fedt hvis de kom fra en anden retning. Vi dykker noget rundt i søen.

Jeg lå og blundede lidt da Jan råbte Delfiner.Vi røg alle tre op og kameraerne klikkede til højre og venstre. Bag os kom de væltende. Vi fløjtede og klappede af deres flotte show. Sikke nogle høje flotte hop, ind under båden, fire fem stk. fløj ud af vandet samtidig, synkron hop, hop foran stævnen, ja der var nok 50 til70 der underholdt os i små to timer.

Vi var helt vilde. Det var så dejligt at være så tæt på disse legesyge og glade dyr.

Efter at have kikket billederne på kameraerne igennem opdagede vi, at de også var hurtige..

For kun på hvert femte billede kunne man lige ane en halespids eller en finne..Godt vi også fik taget lidt video.

Sent på natten kl 0400, efter 206 sømil, gik vi ind i det store naturlige havnebassin der omgiver byen Brest. En dejlig beskyttet havn, med lidt flodløb til.

I mellemtiden har vejret igen ændret sig. Gale warning over hele det område vi er i, og det vil vare tre til fire dage. Ja man skal have god tålmodighed, men så får vi mulighed for at være turister i flere dage. Det er nok også godt for Preben, for han påstår han kun har sovet en time i alt. Han ser også sådan ud,hi,hi, nej men det er ikke sjovt når man ikke får sovet. Vi sejler da ellers pænt. Vi tog bussen til byen og sikke gang i den. Musik arrangementer overalt. Indre by lukket og gjort til gågader, Og jeg skal love for at hele byen deltog. Folk dansede folkedanse, og vi var ret imponerede over at alle de unge også kunne disse danse.

I det hele taget syntes jeg det har været positivt at se så mange unge der sejler. Både i England og her i Frankrig. Det er både optimister,  kajak,  kanoer, og der er rigtig mange på holdene. Det kan jeg godt savne at se derhjemme.

Og for første gang fik vi tolderne ombord. De var søde og det tog kun ti minutter, så havde de styr på det de skulle vide. Pssst. Kan også være at Jan spurgte om for meget på engelsk, og da franskmænd ikke så gerne vil tale engelsk, blev det lidt overanstrengt, så de valgte at få det hurtigt overstået.

Lige nu venter vi på godt vejr der skal tage os sikkert over Biscayen.