Rejsebrev 4.

Tre dage blev vi i Brest, før der kom en gunstig vejrudsigt.  I marinaen havde de vejrudsigter liggende 4 dage frem, så vi regnede ud , at ved at gå ud ved 16 tiden torsdag d.24 juni, ville vi kunne nå gennem en smal passage, Raz De Sein, som ligger lidt syd vest fra Brest. Den skulle gennemsejles så præcis på klokken 22 som muligt, da strømmen ville være neutral. Og yderligere sagde udsigten at vi kunne sejle på halvvind de første 10 - 12 timer hvorefter den ville gå i øst og dreje syd for til slut at ende i vest. Vi var en smule nervøse, bl.a. fordi vi valgte at gå fra Frankrig i stedet for Vestengland, og vi yderligere havde planlagt at gå til den nordlige spanske kyst, i stedet for vestkysten. Ville vi først opdage senere hvorfor vi ikke skulle gå denne vej, men have fulgt den traditionelle?

Vi stævnede ud som planlagt og havde de sidste rester af kulingen på halvvinden, men det var nødvendigt for tidsmæssigt, at nå over, inden et nyt lavtryk dannedes ved Finisterre, Fitzroy ud fra den portugisiske kyst, lørdag og søndag.

Vi kom godt derudaf, lå mellem 7 og 8 knob i flere timer. Bølgerne var nogle underlige fætre, der var ingen rigtig retninger i dem, før vi nåede ud på det dybe vand. Her nåede dybden til gengæld også 5 kilometer, og søerne blev langstrakte og højere, hvilket gav en bedre sejlads.

Fredag d.25. juni skinnede solen og et par delfiner kikker forbi. De er noget større end de første vi så, sådan nogle lysegrå flipperdelfiner, men ikke nær så legesyge. Vinden skifter meget i styrke, fra næsten vindstille til rebet store og stormfok. Hen ad aftenen begynder selvstyreren at hyle.. Fandens også, ingen af os har meget lyst til at sidde udenfor hele natten. Vi er jo gået hen og blevet magelige. Nå vi må håndstyre resten af vejen over, da remmen fedter rundt og ikke længere kan holde kursen.

Det er lidt underligt at sidde i bulder mørke og ride på disse store bølger uden at kunne se en hånd for sig. Til gengæld sidder man under det smukkeste tæppe af stjerner, og der hvor bølgerne brækker, lyser morilden lysegrønt mod det mørke hav. Alle tanker mellem himmel og jord kan tænkes på sådan en nat

Og havet herude på de dybder har en hel fantastisk klar blå farve, som er ubeskriveligt, den skal opleves.

Jeg fik en slem hovedpine, der gik lidt tøs i mig, og jeg så sikkert ynkelig ud for Preben var sød til at tilbyde sig på en af mine vagter. Lettet men med dårlig samvittighed, gik jeg i køjen.

Preben er næsten blevet uundværlig, der er ikke det han ikke kan klare, lave mad medens båden vipper vildt, skal næsten ikke sove, vil hellere end gerne sidde bag rettet i timer, gir den bedste nakkemassage, og er perfekt social, og altid i godt humør.

Et par gange på turen har vi haft meddelelser på navtexen om bl.a. to franske både, henholdsvis 9 og 12 meter lange, der er meldt savnet. De var begge sejlet fra Acorerne i starten af juni og var ikke kommet i land. Puha det risler koldt ned ad ryggen, for de har selvfølgelig ikke undgået den store storm der har raset i området. Vores tanker er med dem, og håber at de har haft en chance.(har senere fået meddelelse om at begge både er fundet og i god behold). 

Lørdagen går med at sove på skift, spise og sidst på eftermiddagen at spejde efter land.

Vi får også smidt en flaskepost i vandet og er spændt på hvem Preben skal give en flaske vin til, og om hvor lang tid det vil tage før nogen finder den, og hvor langt den når at komme.

En lille due lander lidt forkommen, på skibet, 14 timer før vi når land. Man må sige, den er langt hjemmefra. Jeg må lave en deal med min fuglefobi.Så jeg og duen kikker hinanden dybt i øjnene og bliver enige om, at den bliver på gummibåden, og jeg i cockpittet. Det gør den så lige til vi kan lugte land, hvorefter den med udhvilede vinger stryger ind over byens lys.

Endelig land i sigte. Vi ånder alle lettet op. Vi har krydset Biscayen på 54 timer, hvor en vejrudsigt holdt nøjagtig hvad den lovede, pragtfuldt.

Jan mistede en fender på sin vagt, fordi den ikke var bundet ordentligt. Han fik læst lektien om hvilket indhug det ville gøre i bugettet, at være så sløset.hi-hi.

Vi listede lige så stille i havn i byen Ria De Aviles, klokken var næsten midnat, og alligevel var her bare så varmt.

Byen har ingen marina, det er en industrihavn, hvor kajen er tonset op med kul i kæmpebjerge, og hvor de store kraner arbejder højlydt med at losse skibene der ligger til kajs. Samtidig med at en lille spansk familie bader og hygger ved vandkanten på den anden side af floden. Det giver en skæg fornemmelse af at her går livet bare sin skæve gang.

Her er ingen hoteller eller lange gader med turistbutikker, Her er en helt almindelig havneby.

Endelig var vi i noget der lignede sommer varmemæssigt, men desværre regner det næsten altid her, og det slog heller ikke fejl mens vi var her.

Det var en god beslutning at ankomme her til nordkysten, da dette skulle være et af Spaniens smukkeste steder.

De to selvstyrende regioner Cantabien og Asturien strækker sig fra Baskerlandet mod øst, hen over Biscaykysten mod Galicien i vest. Her er kysten fuld af lange hvide strande, og i anden række løber bjergkæden Cordillera Cantabrica, med sine forrevne klipper blandet med smukke bløde grønne sletter, og hvor floderne også kaldet; La Montana; løber ud i Biscayen. Et mesterligt skabt landskab, der går rent ind i sjælen.

Søndag d.27. juni. Vi får sovet rigtig længe. Vi får orden på båden. Jan får ordnet selvstyren igen, og skiftet olie på motoren. Solsejlet bliver sat på, vasketøjet hængt til tørre hele søgelænderet rundt, lavet yougurt, bagt brød, skrevet kreative postkort, og hvad der ellers trænger til at blive gjort.

Mandag eftermiddag beslutter vi at tage videre hen ad kysten. Nu har vi endelig agten for tværs og en frisk vind, og oveni de store bølge sejler vi lidt rutchebanetur, hvor farten hele tiden ligger på 9-11 knob. Efter 56 mil lægger vi os ind bag en mole, og får nogle timer på øjet, for derefter at fortsætte mod La Coruna.

La Coruna er en ret stor by i det område der hedder Galicien, og som op til 1700 tallet mest var til den portugisiske side, hvilket blev endeligt stoppet af den daværende spanske konge. Lidt vest for indsejlingen blandt en masse skulpturer, står et af de ældste fyrtårne i verden.

Byen er også kendt for sin rigtig store fiskeflåde, hvilket vi også måtte sande da vi anløb byen klokken sent om natten. I alle retninger, med eller uden trawl, sejler de på kryds og tværs, så de lignede en hel myretue på radaren.

Byen har en del små parklignende oaser med palmer, og farverige blomster der danner en fin ramme omkring deres utallige startstuer. Et fint eksemplar af heltinde, Maria Pita.  Der alarmerede byen mod et angreb, af den kendte Sir Fracis Drake i 1589, står midt på torvet foran deres smukke rådhus.

Vores selvstyrer laver stadig ballade, så vi styrtede byen rundt for at finde reservedele, med det resultat at vi måtte bestille det hjemme fra Danmark.  

Efter et par hyggedage lettede vi anker, hen ad eftermiddagen, med kurs mod Porto. En dejlig tur på 172 nm, fyldt med vind agtenfra. Delfinernes lege ved båden, bliver næsten helt hverdagsagtig.

Jeg fik sat hidtil speed rekord 13,2 knob, ned af en kæmpebølge, det var så sjovt. Jeg er stadig imponeret over disse bølgehøjder. Det er ligesom om man bliver løftet op på 2. sal og så suser man dernedad. Det er ikke ubehageligt, for der er langt imellem dem.

I skrivende stund ligger vi i havn, syd for Porto, og skal sige på farvel og på gensyn til Preben og tak for 3 rigtige dejlige uger.