Fredag d. 17.9

Vi ville gerne besøge La Mola, det store museums fort, der lå på hele den store klippe, vi lå i læ af på ankerpladsen. Det er en guidet rundtur, på tre timer og koster sølle 4 euro. Vi forventede intet, men fik alt. Jacqueline, en utrolig sød engelsk dame, gift med Victor, en menoricaner, guidede den gruppe af folk, der gerne ville have turen rundt på engelsk. Vi var meget heldige da vi kun bestod af 4 engelske turister, Jan og jeg, og Rachel, en amerikaner der lå ved siden af os på ankerpladsen.

Vi startede med at sætte os på nogle trapper og så fortalte den kære Jacqueline, om fortets historie, så levende som var det en film vi så. Hun fortalte bl.a. at Menorca var en af de øer England og Frankrig altid havde sloges om, da den lå strategisk godt og bedst af alt, den havde denne kæmpe inderhavn der kunne rumme og vintre hundredvise af krigsfartøjer. Spanierne selv, havde ikke styrker til selv at kæmpe. Enden på det hele blev, at man, i Europa, lavede en slags fredsaftale, så England måtte give afkald på nogle af de steder de havde erobrede, og da de i middelhavet ikke ville give afkald på Gibratar, blev det Menorca. Øen gik så tilbage til Spanien. Dette skete ved 1800 århundredskiftet, og der efter besluttede den daværende Dronning af Spanien, at bygge en fæstning, der var helt uigennemtrængelig, og beskyttende for byen Mahòn. Man fik arkitekter fra hele landet til at tegne, og i tredive år blev der bygget, så alt var perfekt, gennemtænkt. Hele fortet blev gjort til en selvforsynende by, hvor soldater levede med koner og børn. Der var hospital, skoler, værksteder, og der blev dyrket afgrøder, så ingen behøvede at forlade fortet. Det kunne lyde som et fængsel, men sådan var det ikke. Folkene der boede der, fandt det særligt fornemt, og nød at leve sådan.. Der var hemmelige områder på øen, hvor man fremstillede kanonkugler, og andet krigsmateriel. Overalt på øen er der lange gange under jorden, hvor man udhuggede store rum, og brugte stene til byggemateriel til bygninger. På en landtange ved siden af fortet, byggede man et lazaret, hvortil en masse små haver/ gårde blev indrettet på en sådan måde, at det var umuligt at komme ind i byen, førend man var blevet undersøgt. Og var man syg enten af gul feber, difteri, eller andet smitsomt, blev man anbragt på lazarettet og måtte kun være i disse haver, hvor andre ligestillede var anbragt. Man var utrolig påpasselig med ikke at udsætte befolkningen for sygdom, da øen og dens befolkning var ganske lille.

Der skete i mellemtiden dette, at, i de 30 år hele byggeriet havde taget, var det blevet forældet i forhold til, hvor hurtig udviklingen gik, man havde nemlig opfundet bagladede kanoner, som kunne holde fjenden helt væk fra fortet. Man behøvede ikke tykke mure og forskansninger mere, da disse kanoner kunne gøre arbejdet.

I 1931 blev der bestilt og hentet 9 store moderne Vickers kanoner fra England, hvor løbet i sig selv vejede 100 tons. Prisen fra ny af, var 130 000 engelske pund pr styk. I tilfælde af krig, ville man ikke overrumpes mere.

De kom dog aldrig i brug, hverken i Den Spanske borgerkrig, eller anden verdenskrig.

Lige før anden verdenskrig fik General Franco bygget nogle grusomme fængsler i den fjerneste ende af fortet. Her anbragte han alle hans politiske fanger, så langt hjemmefra fastlandet som muligt, så man var afskåret for besøg af familien. De fleste henrettelser blev ligeledes foretaget her. Vi kunne tydeligt fornemme uhyggen da vi gik rundt i fængselsgården.

Ja spændende var det at høre og se hele dette sceneri, og da turen var overstået inviterede Jacqueline os hjem til frokost i hendes hjem næste dag. Vi takkede pænt ja tak og glædede os meget til hun ville hente os på stranden ved ankerpladsen.

Samme aften inviterede vi Rachel og Ed, de to amerikanere, over til kolde øl.

Disse to unge mennesker var på vej tilbage over Atlanten, efter 4 år jorden rundt, så der var bare så meget at lytte til, og spørge om. Det er helt vildt hvor meget man kan opleve på sådanne 4 år, så det blev sent før gæsterne sejlede hjem.

Det var ikke det eneste par from Over There vi fik talt med. Et Canadisk par kom forbi næste formiddag til kaffe. Dem havde vi mødt før på den anden side af øen, og vi havde beundret deres store 74 fods mørkeblå sejlbåd allerede på Mallorca. De mente at det måtte være dejligt med sådan en lille sejlbåd som Gaia, da den kunne få plads alle vegne. Ih hvor er det sjovt at se hvor siksakket Jans mund kan blive, når nogen siger sådan om hans øjesten. De havde fået nogle professionelle til at sejle deres båd hertil Middelhavet, da de ikke selv havde hverken tid eller lyst til at krydse Atlanten. De havde været rundt i hele den Kroatiske skærgård de sidste 4 år. Lagt den op, taget flyet hjem, og forsøgt at sælge den, uden held. Sejlet rundt i tre måneder i denne sommer og ville nu lægge den i Alcudia på Mallorca, og flyve hjem og forsøge endnu engang at sælge den. Hvis ikke, kommer de og sejler igen til næste sommer. De havde prøvet at sejle rundt i Caribien, men syntes efterhånden, er der snart kun er få steder der er værd at komme til. Mentaliteten har forandret sig meget, siger de. Det er blevet svært bare at gøre ganske almindelig indkøb mange steder, plus at der bliver set skævt til turister, i en sådan grad, at man føler sig utryg. Derfor har de valgt Middelhavet.

Jeg syntes det er herligt at møde nogle der er så anderledes end os. Den ene mands gulv, den anden mands loft. Folk tror jeg er rig sagde canadieren, men jeg er bare en ganske almindelig fisker. Ja måske syntes han ikke, han er rig i forhold til andre han kender, men i mine øjne er man rig, når man kan have en båd i den prisklasse, sejle rundt herovre flere måneder hvert år og betale 12 000 euro for en vinterhavn på Mallorca i et år. Jeg glemte at spørge hvor meget kiloprisen var for de fisk han lossede hjemme i Canada, for de fiskere jeg kender til, får vist ikke penge nok for deres fisk så. De var i hvert tilfælde, nogle søde og rigtige livsglade mennesker.

En anden ting, som begge de amerikanske par er vilde med, er vores historie. Hele Europa har jo bare så megen historie i forhold til Amerika. Der er jo mange lande der har kyst ud til middelhavet, og alle sammen har hver især deres lange og spændende historie. Og der er ikke mange sømil imellem hvert land.

Lad os lige tage sidste Amerikansk båd med. En smuk 50èr lignende motorbåd med to etager. Grey Pearl hed den, og dens kaptajn lignede Bill Clinton som to dråber vand.

Sikke mange mennesker vi møder på denne måde. Vi er alle” i samme båd” så man falder hurtigt i snak, og ikke en historie er ens. Vi er alle så forskellige, med vidt forskellige baggrunde, og vidt forskellige oplevelser, selvom vi alle sejler rundt de samme steder.

Præcis kl. 13 næste dag blev vi samlet op af Jacqueline, og hendes lille puddel. Da vi ankom til hendes hjem, var vi spændte, for hendes hus var et af de slanke sammenbyggede hyggelige huse, med små skodder for vinduerne, der lå i den gamle bydel. Indenfor åbner sig en sand oase.

Husene, hvilket man ikke kan forestille sig udefra, går langt ind i snirklede baghuse, og ude bagved åbner sig en vaskeægte spansk gårdhave i totalt stilhed, med grønne frodige planter voksende som var de betalt for det. Her fik vi serveret mange små spanske retter, som hun syntes vi skulle smage, med kølig rosé vin til. Vi havde haft hende som guide i tre timer og nu vidste hun ikke alt det gode hun ville gøre for os. Om vi ville skrive breve hjem på hendes Internet, eller om hun kunne handle nogle tunge vare for os, og køre dem ud til os, eller vaske en maskinefuld tøj. Tænk at møde sådan et menneske… Vi snakkede om hvordan folk levede her, om traditioner, om alt der lå os på sinde, og vi fik bare så meget at vide om det at være Spanier. Hun ville vide alt om det vi foretog os, hvordan vi levede ombord, om maden, om tankerne forud for sådan en tur, så vi fik den herligste eftermiddag på denne dejlige terrasse. Vi inviterede hende og hendes mand med ud og se båden, for at de kunne danne sig et indtryk, så vi hentede hendes mand ved deres sommerhus ude ved vandet. De havde selv en lille Mallorcabåd, da Victor holdt meget af at sejle. Lige så sød og gæstfri hun var, ligeså var hendes mand. Han kørte os rundt og viste os smukke søer og stille vandrestier i nærheden af deres sommerhus. Hen under aften nød vi alle fire, kølige øl på Gaia, hvor hyggeligt samvær rundede dagen af medens stjernehimmelen langsomt tændes.

Tænk at der stadig findes så gæstfrie mennesker. Det blev en dag Jan og jeg aldrig vil glemme. Dem mødes vi med på tilbagevejen igen, har vi aftalt.

Søndag. D. 19.9

Det havde været vores hensigt at slå følgeskab med to svenske og en tysk båd, der alle skulle til Sardinien, men søndag morgen, da vi var klar, og vi mente, nu var det forsvarligt at tage over, ville de andre vente. Jan var lidt ærgerlig. Manden fra den tyske båd havde drillet ham godt lige inden. Han mente ikke at Gaia var mere end 35 fod, og i Colom på Mallorca havde han set, at vi, da det blæste ad pommeren til, havde lagt os hen i en ankerbøje. Med et glimt i øjet sagde han til Jan; hva faen, stolede du ikke på dit anker, gnæk gnæk….En rigtig lystig fætter, som Jan meget gerne ville have sejlet om kap med.

Klokken 12 stævnede vi ud af denne dejlige ankerplads som vi havde nydt i en uge. Oppe på fortet havde Jacqueline endnu en rundvisning i gang, men det afholdte hende ikke fra at vinke alt hvad remmer og tøj kunne holde. Og ikke nok med det, det samme gjorde alle hendes gæster, så det kunne ikke blive et bedre ” på gensyn”.

Ja turen til Sardinien var vi begge lidt nervøse, og spændte på. For det første er det et forholdsvis langt stræk, og her løber nogle forskellige vinde, som man skal tage alvorligt. Mange gange er stormene varslet et par dage i forvejen, men der også dem der opstår lige med et.

Sirocoen komme altid fra Afrika, Tramontanaen kommer nordfra og det er den der går ned over Menorca, og gør denne ø en smule køligere end de to andre Beleaerøer. Mistralen kommer oppe fra Pyrenæerne og Frankrig. Og Levanteren kommer fra øst.

Som sagt startede vi klokken 12 søndag middag, og håbede at kunne over på 36 timer, da de havde varslet øgende vind fra Tramontanaen medførende nogle tordenstorme, og bølgehøjde på 4 meter, dagen efter. Da vi slap Menorcas kyst, blæste det rimeligt meget, så vi krængede en del, med fulde sejl. Vi rebede begge sejl, og strøg over på 27 timer med en gennemsnits hastighed på 7 knob. Det er nok de bedste 183 mil vi har sejlet indtil nu. En bølgehøjde på under en meter, og vind til mellem 6 og 8 knobs fart.

Vi fik den smukkeste stjernehimmel, med et festfyrværkeri af stjerneskud, og kun ganske få store skibe at holde øje med.

Mandag kl. 15 smed vi anker på Sardiniens vestkyst, nærmere betegnet Ponto Conte En dejlig stor bugt der er 4 sømil dyb, og som har læ fra nord, vest, og øst. Ved siden af ligger en af øens lufthavne, og hvorfra, hvis vi er heldige, skal hente vore venner Anne og Jesper den 28.9.

Samtidig fik jeg også udskiftet det spanske gæsteflag med det italienske. Det var næsten helt underligt, nu vi havde været i Spanien så længe.